Hvis man skal prøve at forklare, hvad kristendom er, kunne man bruge kærligheden som indfaldsvinkel. Kærlighed (agape) i forhold til forkærlighed (eros). Jeg læser Jesu forkyndelse som et revolutionært opgør med forkærligheden eller privilegierne af enhver art (grundet status fødsel, religion, etnicitet moral osv.). Når Gud er ånd eller kærlighed, som det hedder, er Gud ikke længere en selektiv Gud, der hytter sine fremfor andre. Helbredelse af syndere og fremmede og mange af lignelserne ser jeg som tegn på Guds kongedømme, hvor Gud selv og ikke kejsere og konger regerer over deres hierarkiske klassesamfund. Kejsere og konger og den verden, de repræsenterer, skildres som Guds modstandere (Satans værk), som bør forsages til fordel for Guds kongedømme, hvor der hersker frihed, lighed og kærlighed mellem mennesker uanset hvad og uanset hvem. En lighed, der bunder i en dyb respekt for ethvert menneske - ethvert Guds barn. De eneste, som ikke kan leve i Guds kongedømme, er dem, der ikke vil acceptere denne lighed - dem, der tager deres privilegier i verden med over i Guds kongedømme (basileia tou theou).
’Gud’ er for jøden Jesus selvfølgelig jødernes Gud (Abrahams, Isaks og Jakobs Gud), som denne verdens magter (denne verdens fyrste) har karikeret til ukendelighed, så han passer til deres korrupte og uretfærdige verdensorden.
At forsage eller ligefrem hade denne verden er altså at opgive hele den verdensorden eller civilisation, vi er opdraget i med dens imperier, religioner, hierarkier, magtkampe, politik og det hykleri, der bliver så åbenbart, når magthaverne skal forsøge at retfær-diggøre uretfærdigheden med fagre ord.
Ifølge evangelierne starter Jesus rent praktisk den bevægelse, som skal munde ud i Guds kongedømme. Han sender sine apostle (missionærer) ud i landet med det formål at helbrede og forkynde, at den gamle tid er forbi og Guds kongedømme er på vej. Tanken er vel, at denne nye verdensorden, hvor det er Gud, frihed, lighed og broderkærlighed, der hersker, skal brede sig nedefra som en surdej, der til sidst gennemsyrer hele dejen.
Denne folkebevægelse eller revolution nedefra kunne vel godt være historisk, ikke mindst fordi samtiden nærmest vrimler med den slags bevægelser, der ville gøre op med den herskende samfundsorden, det korrupte præsteskab, det lige så korrupte kongedømme og den romerske besættelse. Så vidt vides blev alle disse bevægelser - herunder Jesusbevægelsen - udryddet med hård hånd af de jødiske og romerske myndigheder. Jesus bliver henrettet på det romerske kors - ifølge evangelierne især foran-lediget af det jødiske præsteskab, en letbevægelig befolkning, der snart er for, snart imod hvad som helst, og en valen romersk guvernør, der ikke tør følge sit eget hjerte.
Henrettelsen bringer imidlertid ikke bevægelsen til ophør som forventet. Den dukker op igen, men nok ikke helt i dens oprindelige skikkelse. For det første fortolkes nederlaget med korsfæstelsen paradoksalt nok positivt som udtryk for Guds vilje og plan. Med sin oprejsning af Jesus fra grav og død til den højeste ære underkender og forkaster Israels Gud klart sit eget folks – både elitens og pøbelens - handling og holdning, da de slog hans elskede søn ihjel efter at have pint og plaget og ydmyget ham. Straffen over folket kommer 40 år senere med Jerusalems ødelæggelse og Israels opløsning som nation. Til gengæld vender Israels Gud sig mod andre folk, som nu indbydes til at få del i hans kongedømme med frihed, lighed og retfærdighed – i hvert fald ifølge evangelisterne. Dette kongedømme bliver ikke længere skabt nedefra, men i bogstaveligste forstand ovenfra, idet Jesus forventes at komme igen (indenfor denne generation!) som den senjødiske menneskesøn eller messias, der ridende på himlens skyer sammen med sine engle skal udrydde al verdens ondskab, død og elendighed og oprette sit herlighedsrige for de udvalgte. Indtil da skal man blot vente stille og roligt med inderlig glæde og tålmodighed, mens man tåler og lider under verdens forfølgelser og ydmygelser, der er for intet at regne mod den herlighed, der snart skal oprinde for de udvalgte.
Således vender evangelierne tilsyneladende en revolutionær, aktiv frihedskamp til en passiv forventning om Guds indgriben i verdens skæve gang. Fra en klokkeklar opfordring til at kæmpe aktivt for retfærdighed og lighed gennem civil ulydighed eller måske endda med sværdet i hånd – i hvert fald ’ordets sværd’ – ændres Jesu forkyndelse allerede i evangelierne selv til en opfordring om passiv afventen, hvor man indordner sig lydigt under den gældende verdensorden, indtil Jesus selv kommer igen og ordner alt lige om lidt.
Dette synes også at være et hovedanliggende for Paulus, hvor Jesu egen forkyndelse er ikkeeksisterende. Ja, hele Det nye Testamente ånder af den samme forventning om Guds og hans søns snarlige indgriben og den deraf følgende kristne passivitet i forhold til verdens-magtens nok så uretfærdige, hykleriske og gennemkorrupte regimer.
Det er vel ikke så underligt, at verdensmagten kunne se en fordel i at udbrede denne omvendte og til ukendelighed fordrejede forkyndelse af Jesu budskab, der var som skabt til at passivisere enhver befolkning og så at sige med Gud selv i hånden herske uindskrænket over masserne, mens disse tålmodigt ventede på bedre tider, sådan som de havde fået besked på fra højeste sted.
Denne uhellige alliance mellem kirke og stat skulle komme til at præge verden foreløbig i 2000 år, og selv har jeg været en ivrig medarbejder på den i 30 år.
2024
Som nævnt har jeg været præst i den danske og til dels den grønlandske kirke i 30 år - heraf de 12 tillige som provst, hvorfor jeg på en måde ret så skamløst har modtaget et ridderkors af Hendes Majestæt Dronningen som en særlig anerkendelse for min indsats. Problemet var og er nemlig, at jeg ganske ofte har befundet mig i en dyb tvivl om mit såkaldte kald. Om jeg nu også kunne stå inde for det, jeg var. Ikke blot teologisk med hensyn til det budskab, jeg var sat til at forkynde, men måske ikke mindst i forhold til min stilling og status i samfundet. Der er selvfølgelig en vis sammenhæng mellem de to fohold, men spørgsmålet var, om jeg for alvor kunne leve op til de krav og forventninger jeg som præst blev stillet overfor både af kirkens og for så vidt landets ledelse og af de menigheder, der havde valgt mig. Var jeg med andre ord troværdig i mit embede? Var der overensstemmelse mellem min gøren og laden i mit arbejde og mine inderste tanker og følelser, eller var der en splittelse, som jeg så mere eller mindre måtte forsøge at undertrykke eller dække over ved at lade som om? Det vil jeg prøve at belyse i det følgende.
Alle de gamle formuleringer er menneskeskabte – så vældige de end kan være i deres fantastiske, poetiske og mytologiske formu-leringer – de er menneskeskabte og tidsbestemte – aldrig evig-gyldige. Det er til gengæld ofte det, de skriver om, men evig-gyldige sandheder må tages op af hver ny genration og formu-leres igen og igen. Det er vel netop, hvad teologi handler om. Det er derfor, vi prædiker. Og det spændende ved det er, at de gamle formuleringer og forestillinger bliver levende igen, fordi jeg nu ser dem på en ny måde – ikke som eviggyldige sandheder, der skal tros, for at jeg med rette kan kalde mig kristen – for ikke at sige præst, men som det, de er, som det, de altid har været: vidunderlige menneskelige vidnesbyrd om det guddommelige nærvær i vores liv, som møder os i Kristus. Ved at pille dem ned fra den piedestal, de så forkert var anbragt på – og hvor de stod som stive og døde støtter, der herskede uindskrænket med deres troskrav over mit og mange andres kristenliv – kom de ned på jorden og dermed blev de pludselig levende igen.
Den danske Folkekirke er en statskirke - en national kult, om man vil, stærkt knyttet til kongemagten, og det har den på forskellig vis været, lige siden kongeriget Danmark blev til for godt tusind år siden. Det indebærer blandt meget andet, at kirkens præster i århundredernes løb ikke blot har repræsenteret Gud, så at sige, men også kronen eller staten overfor de lokale menigheder. Gud og Kongen står der manende på mit ridderkors. En funktion, der som beskrevet ovenfor måske er indbygget allerede i kirkens allerældste grundlag. Dette har i høj grad været med til at definere præsterollen med billeder som hyrden for fåreflokken (pastor) eller fader for sognebørnene (et begreb jeg forgæves har prøvet at eliminere fra ordforrådet). Denne tilforladelige og veldokumenterede rolle var i min tid stadig ganske indgroet - både hos præster og menigheder - men noget tyder på, at den i dag er i opbrud, hvilket tilsyneladende medfører ret kaotiske forhold i mange menigheder, der ofte minder om en fåreflok uden hyrde, fordi den gamle ledelsesstruktur og den gamle præsterolle endnu ikke er blevet erstattet af noget andet, og dette tomrum er ikke godt for nogen. Det kalder i høj grad på en kirkelig og præstelig selvbesindelse.
Selv har jeg aldrig brudt mig om den rolle og vel heller ikke rigtig formået at leve op til den, bortset fra dens obligatoriske ceremo-nielle funktioner, som i øvrigt kan være ganske behagelige. Nej, for mig ligger en anden rolle langt nærmere og virker langt mere tillokkende end højærværdighedens eller skolemesterens, og det er Narrens. Denne rolle kan bestyrkes ved at kaste et blik på præstens kjole og krave, der sagtens tåler sammenligning med en omend lidt tam klovnedragt - blot uden klovnens farver og schwung og (som regel) uden den røde næse. For hvad er narrens opgave andet end at underholde og sige den ilde hørte sandhed, så det ikke er til at misforstå? Til gengæld er narren sjældent særlig populær. Lidt ugleset, måske også lidt aparte som gøgler må han påtage sig sin klovnedragt og spille op til dans for sit ofte nok skeptiske og kritiske publikum.
Dette intense maleri af Inge Merete Gross rammer nok den pastorale virkelighed noget mere præcist end den almindeligt forventede præsterolle.
... Problemet er, at de gamle formuleringer ikke længere giver mening for ret mange mennesker, hvis de tages for pålydende. De fleste afskriver dem umiddelbart som forældede og uvedkom-mende. Man kan måske sige, at de gamle formu-leringer er blevet skamredet af en bogstavelig og fundamentalistisk forståelse i en grad, så det kræver et kæmpearbejde at føre dem tilbage til deres oprindelige mening. Det er, som om forestillingerne har overtaget indholdets plads, så troen på forestillingerne overtog troen på det, der lå bag forestillingerne. Det er netop funda-mentalismens overfladiske væsen. Læser vi Bibelen bogstaveligt, sådan som Spong er vokset op med den – og vel de fleste af os mere eller mindre selektivt - går vi ikke blot fejl af budska-bet – men vi risikerer at gøre os selv til fortalere for et forvrænget og forkvaklet menneskesyn og samfundssyn, der legitimerer overgreb på men-nesker ud fra en bogstavelig læsning af Den hellige Skrift. Eksemplerne på en sådan læsning af Bibelen er utallige og giver sig udslag i kvindeundertrykkelse, fordømmelse af homo-seksuelle, antisemitisme, sanktionering af et jødisk, muslimsk eller kristent storrige osv osv ...
Kongen og Narren
Den navnkundige jødiske sagnkonge, David, var en lykkemand. Alt, hvad han foretog sig, lykkedes overmåde godt – det var, som om Gud selv var med ham. Han opnåede stor magt og fik samlet det jødiske storrige Israel og han holdt alle dets fjender stangen. Men på toppen af hans magt gik det galt for ham. Han blev betaget af en smuk kvinde, der tog bad på taget af nabohuset. Han måtte have hende, men det viste sig, at hun var gift med en af hans generaler ved navn Urias. David ordnede sagen på den måde, at han sendte Urias ud på en mission, hvor han efter alt at dømme ville blive dræbt. Og det blev han, og David kunne tage den smukke - nu enkefru Batseba til sig. Så vidt så godt. Nu havde kong David en profet ved hoffet ved navn Nathan, og en dag kom Nathan og fortalte David en historie om en rig mand, der havde en fattig nabo. Den rige mand havde småkvæg i mængde, men den fattige havde kun et lille lam, som han til gengæld elskede overalt på jorden. En dag fik den rige mand uventet besøg, og da han ikke nænnede at tage af sine egne dyr, tog han den fattige mands lam, slagtede det og serverede det for sine gæster. Da kongen hørte den historie, blev han voldsomt opbragt og forsikrede om, at denne mand skulle straffes, for sådan gjorde man bare ikke i Davids rige. Og så udtaler Nathan de berømte ord: Du er manden!
For så vidt vil jeg gerne bevare folkekirken som en statskirke, fordi jeg tror, kirken har brug for staten, så den kan tale og blomstre frit – sådan som den jo også gør det i vidt omfang. Men den egentlige grund er, at staten har brug for kirken – staten har brug for evangeliets lys og salt – har brug for, at nogen taler statsmagten imod, når den af den ene eller anden grund bliver umenneskelig.
Kirken i Farver spørger fem fynske præster om deres tro. Heriblandt mig.
Når vi af gammel vane sætter skel mellem dem derude og os her-inde og dermed glemmer vores kristne kærlighed. Det vidste kong David. Og derfor havde Nathan sin gang ved hoffet – og derfor måtte han tale frit til kongen – så ubehageligt det end måtte være. En del af Nathan går igen i de enevældige middelalder-kongers nar, der havde lidt af den samme funktion – at være den, der måske ene af alle kunne tale kongen imod frit og frimodigt.
Kirken som sådan en statsansat nar er måske ikke det dårligste billede på folkekirken. Lykkeligvis har vi et samfund, der i høj grad værdsætter lighed og retfærdighed, og som også gør en stor indsats for at fremme vores lighedsidealer i vores samfundspolitik og rundt omkring i verden. Hvad det angår, vil jeg ikke tøve med at påstå, at vi har et af verdens frieste og bedste samfund. Men det forhold gør os ikke ulastelige som samfund, og nu og da, skal der altså tales imod, så det kan høres – og så er det for mig at se fløjtende ligegyldigt, hvor denne modsigelse kommer fra - bare den kommer.
Som præst i statskirken vil jeg meget nødigt have mundkurv på af mennesker, som åbenbart helst ser præstestanden som en samling tandløse hyggeonkler og -tanter. Og tilsiger evangeliet mig at modsige statsmagten eller en hvilken som helst anden umenneskelig magtudøvelse fra prædikestolen – så gør jeg det. Håber jeg. For mig at se er det netop en umistelig del af kirkens forkyndelse, og jeg ville føle mig noget luset, hvis jeg af hensyn til den gode stemning undlod at sige sandheden. Både på prædikestolen og alle andre steder. Det burde jeg i hvert fald.
2005
Svanninge den 18. april 2013
Kære kirke! I dag, hvor vi mindes det hæderfulde nederlag på Dybbøl banke i 1864, vil jeg gerne skrive et par ord til dig. Allerede dengang var du jo blevet en folkekirke, som man sagde – altså folkets kirke til forskel fra statens eller kongens. Folkeligt skulle alt jo være.
Vi har fulgtes ad, du og jeg gennem snart mange år. Vi mødtes første gang den 4. september 1949, hvor jeg så at sige blev indlemmet i dig gennem dåben i Gårslev kirke. Her bekræftede jeg også vores aftale ved konfirmationen den 21. april 1963. Du velsignede Kirstens og mit ægteskab den 27. december 1975, og vi lovede dig til gengæld at ville elske og ære hinanden til døden os skilte. Den 6. september 1981 ansatte du mig som din tjener, da jeg blev ordineret i Hans Egedes kirke i Nuuk, og det var jeg i 28 år. I 1997 betroede du mig en mellemlederstilling som provst, da jeg blev kreeret i Odens Domkirke, og jeg fungerede i 12 år som både præst og provst. Det er blevet til mange gudstjenester og kirkelige handlinger i årenes løb – mange mange møder med diverse råd og udvalg om din indretning og din fremtid. Du skaffede til gengæld mig og min familie tag over hovedet og brød på bordet gennem alle årene.
Den 1. september 2009 rendte jeg af pladsen som din tjener. Jeg var blevet 60 år og kunne gå på førtidspension. Jeg gik ikke i vrede eller frustration. Jeg havde det fint med at være både din præst og din provst, men sagen var den, kære kirke, at jeg havde fundet en anden. Et lidt forsømt hus med en endnu mere forsømt have, som både Kirsten og jeg drømte om at bygge op til et lille paradis, hvor vi kunne bo, indtil vi ikke kunne længere. Og det har vi så gjort. Jo, vi tænkte mere på os selv end på tjenesten for dig, men kan du ikke tilgive os efter alle de år, hvor jeg tjente dig så godt jeg nu kunne? Og helt er tjenesten nu heller ikke ophørt. Nu, hvor vi er ved at være på plads med hus og have sidder jeg ofte og tænker på dig, og somme tider skriver jeg mine tanker ned, for det kunne jo være, en og anden – og måske du selv, kære kirke, kunne have lyst til at dele mine tanker.
Jeg skal i den sammenhæng blankt indrømme, at mine tanker om dig ikke altid har været lige positive. Og det på trods af vores ellers intime og mangeårige forhold. Men det skyldes alene min kærlighed til dig, og jeg er vis på, at du værdsætter sande ord, der måske svider lidt, mere end altid at blive strøget med hårene af smiskende tilbedere. Sådan er kærligheden jo.
Vi ved begge, at du bærer på en tung arv som kirke gennem snart to tusind år. Og vi ved også begge, at der ikke altid har været overensstemmelse mellem din herres forkyndelse og din egen. Sådan går det jo nu engang, når det himmelske rammer jorden – når det guddommelige kommer i menneskehænder. Vi er og bliver smålige arme syndere, der tænker mere på magt og ære for os selv end på sandhed og ret for alle. Men du har dog gennem alle årene båret denne guddommelige skat med dig, omend lerkarret for det meste godt og grundigt har skjult perlen.
Min gode ven Leo Tolstoj bryder sig ikke om dig, men det ved du vel. Han mener, ligefrem, du har forrådt din herres enkle og sande anliggende og dermed forrådt de milliarder af mennesker, du i århundredernes løb har forholdt sandheden til fordel for meningsløs overtro og ubegribelige ritualer.
Men det er nu ikke hele sandheden. Du har også været en hjælp og en trøst for utallige mennesker. Da ingen andre tænkte på det, var det dig, der kom de fattige til hjælp, og du har været en støtte for utallige mennesker, der af den ene eller anden grund følte sig ydmyget eller trådt på af mennesker eller af skæbnen. Du har praktiseret humanismen længe før den kom på mode.
Mange gange i historiens løb er du blevet mere eller mindre marginaliseret, men så er der altid kommet en reformation, der har fornyet dig og gjort dig relevant i menneskers bevidsthed igen. Også i dag synes du at være på vej ud i marginalerne – i hvert fald i Europa, og måske er det igen på tide med en reformation, der kan bringe dig tilbage som medspiller på banen.
Mit råd til dig – for jeg holder jo virkelig af dig, og det piner mig at se dig i den rolle, du har lige nu – skal være, at du atter engang lytter til tidsånden. Forstår du, i dag er der ingen, der for alvor vil anerkende nogen endegyldig sandhed eller for den sags skyld én sand Gud eller én verdens frelser. I hvert fald ikke her hos os. Sådan er det bare. Din herre kan ikke længere gøre krav på noget sandhedsmonopol. Man bliver ikke længere en troende kristen ved at gøre, som der bliver sagt og ved at udvise lydighed mod dogmerne og bekendelserne. Det har man i øvrig aldrig gjort. Man bliver en troende kristen alene fordi ens hjerte tilsiger en, at det er sandt for mig. Og derudfra handler man. Den tro, som du har forlangt, var en tro på dine dogmer og på denne eller hin særlige fortolkning – aldrig en hjertets inderlige samtykke. Du spurgte efter en tro – en intellektuel tilslutning – og så ikke på menneskers handlinger. Du glemte, at mennesker skal kendes på deres frugter mere end på deres ord. Tror jeg på Gud? Det ved jeg ikke, men spørg de mennesker, jeg omgås.
Derudover vil jeg råde dig til at skrue lidt ned for læren om forsoningen ved Kristi død. Den siger ærlig talt ikke mennesker noget i dag. Vi køber den simpelt hen ikke. Offertanken er for længst passé, og så falder det hele jo ligesom lidt til jorden, hvis jeg må være så fri. Ja, jeg ved godt, det var et hovedanliggende for tidligere reformationer, men folk forstår det ikke. At nogen skulle have sat livet til for at frelse menneskeheden, og at det ligefrem skulle have været den almægtige Guds plan fra starten – det virker nærmest blasfemisk på moderne mennesker. Altså ikke så meget med syndernes forladelse, men til gengæld ville jeg ønske, du turde stille flere krav til det at være kristen. Jeg tror, du lider af en form for gerningsretfærdighedsforskrækkelse fra gammel tid, men jeg synes, du ville stå dig ved for eksempel at give afkald på enhver brug af krig som middel og på vold i det hele taget. Du må indrømme, at det ville rime meget godt med evangelierne. Tænk, hvis du simpelt hen nægtede at anerkende volden overhovedet. Sådan som kvækerne og andre kirkesamfund har gjort det i historiens løb. Det ville ikke bare være smukt i overensstemmelse med bjergprædikenen, men det ville vel også få de krigsførende kristne nationer til at tænke sig om endnu engang. Og det er der faktisk brug for. Og så ville det sige ikke så lidt om dit menneskesyn. For du elsker vel mennesker, gør du ikke? Engang velsignede du ligefrem kanonerne, og du gik forrest i krigsretorikken. Nu er tiden måske kommet til, at du nedlægger våbnene og taler om fred – ikke blot teologisk, men rent praktisk.
Endelig vil jeg råde dig til at tage konsekvensen af din herres forkyndelse her og nu, så du holder op med at lægge frelsen og friheden ud i fremtiden. Jeg ville – hvis jeg var dig – tale langt mere om Kristi efterfølgelse end om frelse, syndernes forladelse og evigt liv. Folk er rådvilde. De spørger dig igen og igen, hvad de skal gøre som kristne, men du svarer dem ikke med andet, end at de skal tro på syndernes forladelse og frelsen i Kristus, være glade for deres dåb og gå til alters. Det går bare ikke. Du er nødt til at svare konkret på et konkret spørgsmål. Det kunne jo for eksempel være: Du skal leve dit liv, som Kristus levede. Hvor svært kan det være? Følg mig! lyder det igen og igen i evangelierne. Følg mig, så skal du leve. Kom og følg mig, hvis du vil have evigt liv.
Ja, jeg ved godt, jeg lyder plat som en anden Per Degn, der vover at træde op som en anden nar overfor to tusind års kirkelig visdom. Hvem tror jeg, jeg er? Men på den anden side – nogen skal jo, for hvis ingen siger noget enten af frygt for konsekvenserne, eller fordi de simpelt hen ikke ønsker nogen forandring, så tror jeg du får det meget svært i den kommende tid. Lige nu ser alt ud til at skulle bestå i al evighed, og der holdes bispevalg med pomp og pragt, men medlemstallet daler drastisk, og det vil det fortsætte med med sneboldseffekt, og på et tidspunkt vil udmeldelserne komme som en lavine, du ikke havde drømt om. Den er allerede i gang. Og så vil du sidde tilbage med en lille hård kerne af rettroende, fordi du ikke kendte din besøgelsestid. Og det bliver ikke morsomt for nogen.
Nu har jeg sagt det – af lutter kærlighed til dig. Sammen har vi gået mange veje, og skilles fra dig, det vil jeg godt nok ikke.
Kærlig hilsen din Erik
Langfredag. Kirkeårets officielle sørgedag, hvor der stadig ifølge statslig forordning skal flages på halv til minde om en palæsti-nensisk landarbejders henrettelse for snart 2000 år siden. Gad vide, hvor mange, der er blevet henrettet siden, og tænk, hvis der skulle flages på halv for dem alle sammen. Det kan måske godt virke lidt søgt, at man på den måde fra statens og kirkens side i den grad sørger over et enkelt menneskes henrettelse, samtidig med, at man sender soldater i krig for at henrette de onde fjender. Det hænger ligesom ikke sammen, og det falder vel helt fra hinanden, når man så betænker, hvad denne palæstinenser blev henrettet for – bl.a. fordi han gik imod statens selvbestaltede ret til at bruge vold mod såvel såkaldte fjender som såkaldte undersåtter.
Kirkens svar på dilemmaet har altid – lige siden Paulus – været: Det er i orden, mit barn. Det onde er menneskers lod lige siden Adams fald, men Gud ske lov har Gud gennem sin søn forsonet sig med denne tingenes uheldige tilstand. Han er ikke længere vred på dig, og som bevis herpå, har han ofret sin egen søn af lutter kærlighed – netop i dag Langfredag. Jesus er netop det dyrebare, lydefri offerlam, som én gang for alle har sonet menneskers uafvaskelige synd, hvad syndige mennesker naturligvis ikke selv formår. Dette er selve evangeliet: Du behøver ikke længere fortvivle over din egen elendighed – eller for den sags skyld verdens – for Gud har ladet nåde gå for ret - ’din dommer har ført din sag’, som Grundtvig synger, så nu er du et frit menneske. Frelst ved Guds nåde. Det er kirkens budskab om syndernes nådige forladelse. Alt, hvad der kræves hertil, er dåb, kirke- og altergang, så troen på Guds nåde kan fæste rod i menneskehjertet.
Denne doktrin – dette dogme om syndernes forladelse – har båret mennesker i liv og død gennem de sidste 2000 år. Det har om noget gennemsyret vores kristne kultur, og hvem er jeg, at jeg skulle så meget som stille spørgsmål til det, som jeg selv har været ekspo-nent for som præst i kirken gennem en menneskealder? Skal jeg bevare blot en lille smule integritet, så bør jeg vel i det mindste stå ved, hvad jeg selv har forkyndt som eviggyldig sandhed. Jeg har ovenikøbet fået et ridderkors for det af dronningen, som jeg måske burde tage på i dag på langfredag til minde om Jesus, der jo også bar sit kors i dag. Så vi ligesom havde noget til fælles.
Og dog er der noget galt her, og det gale er vel, at Paulus på en måde tager brodden ud af Jesus’ egen forkyndelse, som han i øvrigt ikke ofrer megen spalteplads – faktisk ingen. Og i stedet opstiller han så denne gudesøn, hvis vigtigste handling var at blive kors-fæstet, så Gud kunne oprejse ham som en førstegrøde af de døde. Kristi efterfølgelse handlede for Paulus ikke om etik, men om at de troende skulle gå med ham gennem død til opstandelse. Og det blev kirkens forkyndelse: at Jesus’ budskab, som det ellers fremgår af evangelierne, blegnede i forhold til hans lydighed mod sit kald, hvorved han opnåede Guds belønning i form af denne oprejsning fra de døde – ikke blot for sig selv, men for alle, der tror på ham.
Jesus stiller ifølge evangelierne krav til sine disciple. Voldsomme krav. Men hvoraf kommer det så, at kirken ikke stiller nogen krav overhovedet – ikke andet end et lidt besynderligt krav om tro? Det var dette dilemma, der prægede den såkaldte arianske strid i begyndelsen af det 4. århundrede, hvor arianerne anså Jesus for en slags Guds profet – altså en visdomslærer, der bibragte sine disciple en ny erkendelse, så de kunne føre et helt nyt og frit liv. Modstanderne, som i sidste ende vandt magten i kirken, og som skrev trosbekendelsen, anså derimod Jesus for at være Gud lig ud fra den betragtning, at mennesker ikke frelses gennem erkendelse eller nok så gode gerninger eller holdninger, man kan tilegne sig, men alene gennem Guds nåde.
I skikkelse af Jesus var Gud så at sige selv steget ned til mennesker – ikke for at lære dem noget i den forstand vi normalt kender, men for at påtage sig menneskers ubodelige synd og dermed – gennem kirkens nådemidler – frelse mennesket.
Paulus – og med ham kirken – tager altså på en måde brodden ud af Jesu egen rabiate og befriende forkyndelse, men dermed tager de også brodden ud af mennesker. Vi er intet uden det, vi er i kraft af Guds nåde. Vi kan intet, og det vi gør, skulle vi ikke have gjort. Selv vores bedste forsæt er dømt til at mislykkes. And then we die!
Men passer det? Er det ikke lige præcis her, kirkens menneskesyn skurrer i ørerne på de mennesker, den skulle være kirke for. Jo, mennesker gør fejl, men mennesker gør også godt. Det siger min erfaring i hvert fald. Jeg er selv om nogen båret af menneskers kærlighed, godhed, barmhjertighed og overbærenhed. Men hvor kommer den så fra?
Nej, selvfølgelig kan mennesker gøre en forskel, og selvfølgelig kan mennesker vælge, hvad Luther i øvrigt på det kraftigste benægtede i sit skrift mod Erasmus, Om den trælbundne vilje. At frasige mennesker eller sig selv en fri vilje er at reducere frie mennesker til umyndige og uansvarlige børn, og det er nok ret præcist, hvad kirken har gjort med sine dogmer om arvesynden og andet godt. Og det har kirken gjort med statsmagtens velsignelse, for det er jo ulig nemmere at regere bodfærdige syndere end frie mennesker, der selv ved, hvor skabet skal stå – som selv ved at forme deres liv i frihed. Skal man absolut tale om arvesynd, så må den i første række gælde den lange række af nederdrægtigheder, den magtfulde kirke har begået mod mennesker i løbet af de sidste 2000 år.
Men jeg er ingen synder! Jeg er ikke født skyldig! Jeg har brug for Jesu egen forkyndelse til at leve mit liv og ikke disse fortænkte dogmer, der under dække af frihed og kærlighed fratager mig ethvert ansvar for mit eget og mit samfunds liv.
2013
Nej! ingen Famlen efter Hjærnens Guder
med kold Kritik og med Logikens Bud!
slaa Vindvet op! knus mig de tykke Ruder!
blot frisk Luft ind, og al den gamle ud!
Hvad hjælper vel en blodløs Gud, der vakler
paa Toppen af et tankebygt Stillads,
naar Hjærtet, denne Kødklump, gør Mirakler
og præker frejdigt uden Attestats?
Strøm ind, du Nattevind! med al din Kulde
og fyld med Sne min Stue, om du vil!
blæs med din Frostluft mine Lunger fulde,
om Tænderne saa klapre skal dertil!
Før blive af lidt ærlig Træk forkølet
og blotte lidt i Kulden sin Person
end famle efter Guder, der er sølet
ind i en alenlang Definition.
Jeg har ej Brug for disse Tankeguder
i Lampeos og filosofisk Skrud!—
den friske Sne mig Livets Pragt bebuder,
og Livet og dets Pulsslag er min Gud!
Viggo Stuckenberg 1886
Jeg forlanger det urimelige: at livet skal have mening.
Jeg kæmper for det umulige: at mit liv skal få betydning.
Jeg vover ikke, aner ikke hvordan jeg skal kunne, tro: at jeg ikke er alene.
Dag Hammarskjöld
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes
