Den kristne fortælling

I det hele taget fokuserer dette fællesskab på medmennesket, fordi der ikke er noget andet – ingen sandhed – ingen tro – ingen ideologi – ingen lov eller moral og for så vidt heller ingen gud, der er vigtigere end kærligheden til medmennesket.

Sådan et fællesskab er sjældent, men det findes. Som regel som små glimt eller en betagende, men kort sommer, indtil det igen overtages af det fællesskab, vi kender så godt – det fællesskab, hvor det er sandheden, der er grundlaget. Eller rettere sagt: én sandhed, selv om enhver nok så relativ sandhed i denne sammenhæng udgiver sig for at være absolut – deraf navnet. I disse fællesskaber har man ophøjet én bestemt fortælling til at være den absolutte og ofte hellige sandhed, som så er det fælles grundlag, man lever på. Samtalen spiller her ikke den samme rolle, fordi den ligesom har mistet sit egentlige formål, når sandheden er en given sag. Det gør til gengæld bekendelser til, vidnesbyrd om og forkyndelse af den gældende sandhed. Ydmyghed handler her om at bøje sig for denne sandhed, og den gensidige respekt er forbeholdt denne sandheds fortalere og efterfølgere. Frisind erstattes - når det går højt - af en tolerance, der kender og efterlever den givne sandhed, men til en vis grænse tolererer afvigende holdninger. Til en vis grænse. Lydighed eller troskab mod sandheden bliver en afgørende dyd, der også legitimerer sandhedsvogternes ret til at slå hårdt ned på afvigere og dissidenter. Vi kender det alt for godt.

Det er jo nok en overvejelse værd, hvor mange af vores holdninger og handlinger, der er styret af andres alment anerkendte og ofte nok påtvungne fortællinger fremfor af os selv, eller af de rent faktiske forhold - endsige min helt egen vurdering. Og spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at komme tilbage til os selv for bare fortæl-linger? Jeg er jo så at sige født ind i en given fortælling, og som barn tog jeg på ingen måde stilling til denne fortællings lødighed eller sandhedsværdi. Jeg blev for eksempel døbt uden at protestere, da jeg var tre uger gammel og langsomt lærte jeg, hvem jeg var - at jeg havde en mor og en far og nogle søskende, der alle elskede mig - at jeg var dansk, hvilket var meget heldigt, for Danmark var det dejligste land i verden - at jeg var kristen som alle andre var det i familien og i hele landet, hvilket også var meget heldigt, for kristendommen var i modsætning til andre mærkelige religioner den fuldkomne sandhed. Senere lærte jeg, hvem der var vores fjender og hvem, der var vores venner. Så jeg er vokset op i trygge omgivelser med en tryg bevidst-hed om at høre hjemme dér, hvor jeg var. Og den bevidsthed slipper jeg nok aldrig helt.

Og hvorfor skulle jeg også det? Jeg kunne jo fint leve et langt og lykkeligt liv på denne hjemlige fortælling om mig og mit land og min Gud, ligesom Adam og Eva fint kunne leve lykkeligt i Paradis i al evig-hed, hvis ikke det lige var for slangen, den snedige satan, der fristede med guld og grønne skove derude i den barske virkelighed. Og så kom man ellers hjemmefra og måtte begynde den besværlige livsvandring mod det forjættede land - tilbage mod det tabte Para-dis.

Denne vandring, som er et gennemgående hovedtema i Bibelen, er atter engang blevet italesat, som det hedder, af de bølger af postmodernisme og dekonstruktion, der slog ind over vores kultur i sidste halvdel af 1900-tallet. Her stillede bl.a. Jacques Derrida alvorlige spørgsmål til netop fortællingen - herunder 'den store fortælling' som det kulturbærende grundlag, i et forsøg på at sætte mennesket fri af alle disse påtvungne fortællingers kvælende om-klamringer. Det var jo et kætteri, der ville noget - et angreb på selve fundamentet for vores civilisation, så jeg lyttede begærligt.

2024

Skal mennesker ledes? Og i givet fald, hvordan? 

En del moderne ledelsesteorier handler om såkaldt 'værdibaseret ledelse' - om at give mere frihed til den enkelte medarbejder i den private eller offentlige virksomhed ved at motivere den pågældende til selv at tage medansvar for virksomheden. Eller man kunne måske lidt søgt sige: elske sin virksomhed - ville den det godt i stedet for at udnytte den mest muligt til egen fordel. Det er teorier, som møder modstand fra de mere ortodokse ledelses-filosofier, der hælder til den gode gamle autoritære ledelsesform, hvor medar-bejderne skal holdes til ilden med pisk eller gulerod, for ellers gider de ikke, som det erfaringsmættet hedder. Eller gør de? Det har nok alligevel vist sig, at motivationen er en bedre og langt mere effektiv drivkraft både for virksom-heden og dens medarbejdere end den gamle autoritære form, hvor virksom-hedslederen styrede arbejdet med hård hånd. Måske fordi friheden rimer bedre med menneskets psyke end tvangen. Medmindre selvfølgelig, at mennesket allerede forlængst gennem sin autoritære opdragelse har fået et kunstigt behov for at blive ledet gennem livet som en lydig slave., og har fået tilliden til sit eget værd banket godt og grundigt ud af krop og sjæl.

Gælder nu denne værdibaserede ledelsesteori også på andre af livets områder? Det vil jeg bestemt mene. For eksempel i forholdet til mit land eller min familie eller mine relationer i det hele taget - ja, alt, hvad jeg har med at gøre, og måske ikke mindst i forholdet til min Gud. Så er det min oplevelse, at begreber som frihed og kærlighed og dermed ansvar og forpligtelse tiltaler mig som menneske - langt mere end nogen autoritær religion eller ideologi eller nok så hæderkronet traditon formår. Fordi, tror jeg, friheden og kærligheden er levende som livet selv, mens religionerne og ideologierne er døde autoriteter - størknede i en selvbedragerisk overbevisning om at sidde inde med den eviggyldige sandhed, for hvilken alt og alle må bøje sig. 

Jeg tror, Jesu anliggende var revolutionært anarkistisk. Hans mantra kunne være dette: Gud er blevet et almindeligt menneske og har dermed gjort sig til ét med sit skaberværk. Dette blev talt ind i en stærkt autoritetstro og hierarkisk verden, hvor frie mennesker var blevet gjort  til skyldige undersåtter, slaver og almue, og derfor blev han henrettet på det romerske kors, fordi han med sin anarkistiske optræden og forkyndelse ikke blot truede den lukrative tempelkult i Jerusalem, men selve Pax Romana - som det er skildret i begyndelsen af Lukasevangeliet, hvor det lille udstødte Jesusbarn overgår selveste kejser Augustus.

Jesus ville give al magt tilbage til mennesket - han ville genskabe det enkelte menneskes selvrespekt og ligeværdighed midt i et patriarkalsk hierarkisk og nationalistisk samfund, hvor en magtfuld religiøs elite styrede folket med hård hånd, og han gjorde det polemisk med henvisning til de gamle profeter i jødernes hellige skrift - de profeter, som ifølge Jesus var blevet dræbt af det jødiske præsteskab gennem generationer. Og han gjorde det med henvisning til Moses, som var blevet stjålet af præstekabet og mistolket til ukendelighed. I den forstand var Jesus ikke blot en religiøst - men også politisk aktiv skikkelse, der ville omvælte det bestående hierarkiske samfund til fordel for et fællesskab bestående af ligeværdige, frie medborgere uanset disse menneskers nationalitet, race, køn, status eller moral. Det er klart, at sådan et anarkistisk menneskesyn må stoppes med alle midler af den siddende magtelite, som har sin magt og sine privilegier i kraft af folkets indpodede selvforståelse som slaver og undersåtter i henhold til Guds vilje. Derfor henrettede romerne og den jødiske elite i fællesskab Jesus.

Jeg tror bevægelsen, som måske havde sin oprindelse i det urolige og hårdt prøvede Galilæa, fortsatte i mindst to grene eller retninger efter Jesu forsmædelige død på det romerske kors. Den ene gren formentlig under ledelse af Jakob, Jesu bror, med tilnavnet Den Retfærdige, der sammen med bl.a. 'De tolv Apostle'' og flere af Jesu familie hævdede at have set den genopstandne Jesus. Nu i Jerusalem omkring templet og nu som en noget mere nationalt jødisk religiøs bevægelse, hvor Moseloven, Bønnerne og Gudstjenesten spillede en hovedrolle sammen med en stærk forventning om Jesu snarlige genkomst som den frelsende Messias, der skulle genoprette 'Riget' for Israel i overensstemmelse med de gamle profetier. Noget tyder på, at bevægelsen har haft vind i sejlene i en grad, så den religiøse elite blev tvunget til at tage affære. Jakob synes ligefrem at have været en alternativ ypperstepræst med adgang til Det Allerhelligste i templet, og måske er det i virkeligheden ham, der i evangelierne kryptisk skildres som 'den discipel Jesus elskede.' Det er påfaldende, at Jakob nærmest synes at være skrevet ud af historien - måske til fordel for den anden gren af Jesusbevægelsen, den paulinske. I sidste ende bliver Jakob den Retfærdige dræbt - stenet ihjel på den mest groteske måde under ledelse af ypperstepræsten Ananus i året 62. Dette justitsmord anses af mange for at være startskuddet til den jødiske opstand mod Romerriget, der under navnet 'Den jødiske Krig' rasede mellem 66 og 73. Som bekendt endte denne krig med Jerusalems totale ødelæggelse og folkets fordrivelse fra landet, men bevægelsen - eller resterne af den - levede vistnok videre i de såkaldt ebjonitiske fællesskaber rundt omkring i Romerriget, indtil de langsomt dør ud. Det er en interessant tanke, at disse fællesskaber måske har stået fadder til den senere verdensreligion, som skulle blive kendt under navnet Islam. Mange vil mene, at skrifter som Matthæus-evangeliet, Jakobsbrevet, Hebræerbrevet, Judasbrevet og måske Johannes' Åbenbaring i Det nye Testamente afspejler holdninger fra denne ebjonitiske, eller - som den også kaldes - jødekristne bevægelse.

Denne anden gren eller fortælling opstod i kølvandet på Jesu korsfæstelse, og det er den bevægelse, vi kender fra en vis Saul, som senere tog navne-forandring til det romerske Paulus (Den lille). Han var oprindeligt som rabiat farisæer med til at forfølge Jerusalemmenigheden, men får efter eget udsagn en pludselig åbenbaring, der omvender ham til den salvede Jesus. I forhold til Jerusalemmenigheden er de paulinske menigheder langt mere åbne og - set med jødiske øjne - lemfældige i deres omgang med Moseloven og med selve den jødiske religiøse identitet. Omskærelsen og sabbatoverholdelsen - de to konstituerende elementer i jødernes pagt med Jahve selv - ser man stort på, og Jesus bliver ophøjet til Guds Søn og senere ligefrem til Gud selv, hvilket alt sammen må have været uhyrligt for enhver retskaffen jøde - og vel i grunden også for Jesus. Men Paulus selv mener at have fået den sande jødedom betroet af Gud Jahve selv, og han har fået til opgave at udbrede sin opfattelse i hele Romerriget. Han er Guds apostel, som han siger, og det, han forkynder, er Guds altfavnende kærlighed mod enhver, uanset om man er jøde, græker, mand eller kvinde, slave eller fri, sådan som denne kærlighed kommer til udtryk i korsfæstelsen af Jesus Kristus, som Paulus i lyset af Jesu opstandelse fortolker som Guds ultimative sonoffer, der skal erstatte alle fremtidige offerhandlinger - rituelle såval som etiske og moralske - og dermed nedbryde enhver form for religiøs forstillelse og alle kunstige grænser og skel mellem mennesker. 

Som nævnt forsvandt den 'jakobinske' retning mere eller mindre med Jerusalems fald. Til gengæld fik den paulinske kristendom en næsten ufattelig udbredelse, som nok kun kan begribes, hvis det er rigtigt, som det er blevet hævdet, at den fik betydelig hjælp af det enorme velfungerende romerske statsapparat, der allerede, mens den jødiske krig endnu rasede, her havde fået færten af det åndeligt/religiøse grundlag, der burde kunne sikre Pax Romana i al fremtid.

2023

Pax Romana

Den guddommelige romerske fred

Vi er i det 1. århundrede af vor tidsregning omkring Middelhavet, hvor det romerske imperium har hersket suverænt siden kejser Augustus dage omkring vor tidsregnings begyndelse (31 f.Kr. - 14 e.Kr.). Dog er der ét folk blandt de mange undersåtter, der skiller sig ud, og det er det jødiske, der boede i det nuværende Israel-Palæstina og rundt omkring deres synagoger i romerrigets større byer, hvor jøderne kunne udgøre op mod 10% af befolkningen. For de romerske magthavere var dette frihedselskende, religiøse og ofte så uregerlige folk en kilde til stadig bekymring og uro, fordi det havde så umanerligt svært ved at indordne sig under Pax Romana - den romerske fred, som var indstiftet af Cæsar Augustus, og som blev opretholdt med hård hånd.

For en hel del jøder var det jødiske folk et udvalgt folk - udvalgt af Gud Jahve selv som Hans særlige folk blandt alle verdens folk, så det var mange gange svært for dem at affinde sig med et liv som skyldige undersåtter under fremmede herrer. Man længtes mod bedre tider efter 100 års undertrykkelse. De gamle proefetier fra de hellige skrifter drømte om engang, når alle jordens konger skulle komme til Jerusalem med gaver og ærbødig underkastelse, og der var gennem århundredet en tiltagende spændt forventning om en ny salvet konge over Israel - Messias af kong Davids hus - der skulle komme og genoprette det gamle retmæssige storrige for Israel. Mange messiasser fremstod da også i dette højspændte århundrede, men alle blev de slået ned med hård hånd af de romerske legioner. Romerske kors med henrettede oprørere stod i tusindvis langs byernes indfaldsveje til skræk og advarsel, men opgive drømmen kunne man ikke, og endelig brød den jødiske opstand ud i lys lue i året 66. Den varede til 73, hvor den sidste jødiske modstandsgruppe angiveligt begik kollektivt selvmord på Massadafæstningen. Da var Jerusalem og templet jævnet med jorden og befolkningen spredt for alle vinde.

I Rom blev sejren over jøderne fejret med triumftog og senere en endnu den dag i dag eksisterende triumfbue til ære for sejrherren, Titus. Den romerske Fred var genoprettet, men det havde haft store omkostninger, og hvornår kom det næste oprør fra jøderne eller andre? Hvordan skaber man en varig fred med jøderne og de andre eksklusive religiøse og nationale grupper i kejserens rige? Og så er det, man tyer til den politiske propaganda med udbre-delsen af den paulinske universelle jødedom - bl.a. i form af de såkaldte evangelier, der med udgangspunkt i jødernes egne hellige skrifter skaber en religion, der var langt mere spiselig og indbydende for den multietniske romerske befolkning og dermed gavnlig for imperiet som helhed. Her var selvfølgelig monoteistisk jødedom, men her var også elementer fra den populære mysteriekult, fra græsk filosofi og religion, og frem for alt var  kejserkulten stærkt repræsenteret med et kunstgreb, der tilsyneladende personificerede jødernes så længsels-fuldt ventede Messias med Guds søn og verdens frelser: Kejseren selv.

Kun tre hundrede år senere blev denne synkretistiske religion ophøjet til rigsreligion, og snart blev al anden gudsdyrkelse forbudt i hele kejserens rige. Dog lykkedes det ikke helt at komme jødedommen til livs. Efter templets ødelæggelse opstod den rabbinske jødedom omkring synagogerne rundt omkring i verden, hvor den har overlevet i eksil gennem 2000 år på trods af en ret massiv kristen antijødisk propagande og gentagne forsøg på regulær udryddelse. 

Man må sige, at den romerske strategi lykkedes over al forventning. Det er næppe helt forkert at hævde, at såvel den romersk-katolske som den protestantiske kirke har udgjort det åndelige grundlag for den  imperialisme, som under forskellige navne har kendetegnet Europa lige siden. Sammen med den løbende antisemitisme og en stædig tro på sig selv som udvalgt af Gud til at styre og lede alverdens folkeslag, har man her fundet belæg for en guddommelig sanktionering af det patriarkalske verdensimperium efter romersk forbillede med guddommelig ret til at kolonisere, beherske og kristne ethvert område, man var i stand til at bemægtige sig, lige 'indtil verdens ende'. Ganske som det stadig foregår - siden 2. verdenskrig fortrinsvis i en amerikansk udgave, hvor antisemitismen er erstattet af en antikommunisme og til dels antiislamisme - en Pax Americana.

2023

Pax Americana

Den kristne imperialisme for fuld udblæsning

Som en af de få - måske den sidste af de amerikanske præsidenter - adva-rede John F. Kennedy sin samtid mod en såkaldt Pax Americana - dvs. en verdensfred på amerikanske betingelser. I flere taler i løbet af skæbneåret 1963 - måske påvirket, for ikke at sige skræmt af den just overståede Cuba-krise, hvor verden på det nærmeste var millimeter fra det totale Ragnarok – opfordrede han til gensidig respekt mellem verdens nationer – talte om retten til forskellighed og ikke mindst om nedrustning og en varig fred mellem natio-nerne – en plan, som han også satte gang i, men desværre ikke nåede at udføre. Denne hans vision om fredelig sameksistens på trods af ideologiske og andre forskelle vakte genklang ud over verden. Bl.a. den russiske præsident Nikita Khrustjov blev så betaget af Kennedys fredstale, at han fik den oversat og udsendte den i sovjetisk radio, ligesom den blev trykt i de statskontrol-lerede aviser. Men Kennedys tanker vakte også bekymring og vrede hos bl.a. de mennesker, der levede af og profiterede af krig og oprustning – dermed også af fjendskaber - og hos den magtfulde elite, der anså netop en Pax Americana efter romersk forbillede for at være Guds vilje med USA. En hel del mennesker er efterhånden af den opfattelse, at det var denne magtfulde elite, der i november 1963 fik John F. Kennedy skudt, fordi han satte sig op – ikke blot mod den økonomiske elite, men mod den udbredte amerikanske selvfor-ståelse, der indebar, at Guds eget folk – de gode, de tapre og de frie - var udvalgt af Gud selv til at lede og kontrollere alle andre folk på jorden.

Det er en ideologi, som stadig synes at styre USA's udenrigs- og forsvarspolitik. Med 800 militærbaser rundt omkring i hele verden - nu også i Finland, Sverige, Norge og Danmark - og en amerikansk såkaldt 'Rules based Order', der i modsætning til FN's vedtagne Internationale Lov forekommer mig at gøre retfærdighed mere til at spørgsmål om hvem, der udfører handlingen, fremfor selve handlingens beskaffenhed - tilsyneladende ud fra den opfattelse, at USA er et exceptionelt land fremfor alle andre lande og derfor udstyret med særlige rettigheder og forpligtelser.

Jeg er som de fleste andre i min generation vokset op under en meget stærk proamerikansk påvirkning. I mit fødeår 1949 meldte Danmark sig ind i NATO, der skulle dæmme op for kommunismen, og samme år udkom Walt Disney's Anders And & Co for første gang her i landet. Begge institutioner kan i år ligesom jeg selv fejre 75-års jubilæum. Alt i alt er det vel ikke for meget sagt, at vi her i Danmark sammen med det meste af verden på mange måder blev stærkt amerikaniserede efter 2. verdenskrig - ligesom vores børn og børne-børn bliver det i måske endnu højere grad.

Derfor er det heller ikke så underligt, at vi temmelig ukritisk og forbløffende en-stemmigt overtager USA's "fjender" som vores fjender - førhen kommunismen og al dens væsen, som jeg er blevet opdraget til at hade og foragte både som dansker og som kristen - i dag Rusland og Kina sammen alle de andre ulydige lande, der ikke uden videre vil indordne sig under den amerikanske verdens-orden - herunder ikke mindst den amerikanske økonomiske dominans.

Selvstændige lande som Jugoslavien, Irak, Afghanistan, Syrien og Libyen liggger alle i dag mere eller mindre i ruiner efter at de har oplevet USA's og Nato's straf over deres insubordination. Danmark minder i den forstand om en amerikansk vasalstat, der villigt støtter vores herre og mester i de værste forbrydelser mod menneskeheden under et mere og mere iøjnefaldende hyklerisk skin af at kæmpe for fred og frihed og retfærdighed i verden. Som den romerske fred i sin tid synes også den amerikanske fred kun at kunne opnås ved hjælp af terror og udslettelse af enhver, der ikke vil underordne sig.  

Jeg synes - som en af de meget få i Vesten - at det er en forkert og død-sensfarlig udvikling, hvilket selvfølgelig kan skyldes min iøjnefaldende uviden-hed om de faktiske politiske forhold. Jeg er ikke ekspert på noget, og ud over mediernes efter min mening noget tendentiøse informationer, har jeg måttet hente min viden på nettet, for det meste i USA hos mennesker som professor Noam Chomsky, professor John Mearsheimer, professor Jeffrey Sachs, professor Glen Diesen, ambassadør Jack Matlock, tidligere finansminister Yanis Varufakis, Europaparlamentsmedlem Clare Daly, journalist Chris Hedges, fredsforsker Jan Øberg, Schillerinstituttet og mange andre, men måske i første omgang fra den britiske forfatter Harold Pinters hjertegribende takketale for Nobelprisen i 2005, der blev lidt af en øjenåbner for mig.

Jeg lytter, når disse mennesker redegør for deres syn på den politiske udvikling og afdækker historiske og økonomiske sammenhænge og en langt mere nuanceret analyse, end den jeg kan finde i mainstream mediernes kommentarer og fra politikerne selv. Jeg lytter, når f.eks. John Mearsheimer påstår, at der ikke findes det mindste belæg for, at Rusland eller for den sags skyld Kina står på spring for at erobre verden og knægte vores frihed, sådan som de politiske paroler så uimodsagt lyder. Jeg forstår heller ikke, hvorfor disse iøvrigt ganske veludviklede lande absolut skal være vores fjender. Det giver jo ingen mening, medmindre det er en forbrydelse at være en fri og selvstændig nation. Ikke mindst Rusland har vi jo historisk set haft tætte forbindelser med gennem århundrederne, og det er en dybt smertelig erfaring for mig, at jeg i dag dårligt nok kan omtale Rusland eller noget som helst russisk positivt uden at blive enten latterliggjort eller nærmest betragtet som landsforrædder. Så meget mere, som der efter alt at dømme er tale om et manipulerende politisk spil, hvor falske fjendebilleder helt efter bogen udmales af politikere og medier med stor iver og dygtighed - for mig at se med det ene formål at legitimere deres egen aggressive militarisme, der helt åbenlyst langt overgår den aggressivitet, de anklager vores såkaldte fjender for at være besat af. 

For mig at se ligner det vanvid på den måde at ville underlægge sig verden med militær magt. Hvorfor arbejder alle ansvarlige mennesker ikke politisk og diplomatisk på at skabe en verden bestående af frie, uafhængige nationer, der lever i gensidig respekt for hinandens politiske, kulturelle og religiøse forskellighed, sådan som John F. Kennedy og senere også Mikhail Gorbatjov og mange andre - forestillede sig det, og som det i øvrigt også kommer til udtryk i FN's Charter? I stedet for at opruste og smadre det ene land efter det andet. Er det virkelig det, vi vil? Fremtiden har vel sjældent set så dyster og truende ud - og dog ser jeg små tegn på noget andet - på en egentlig umotiveret altfavnende medmenneskelighed og ikke mindst på en bred folkelig vrede og forargelse, når retfærdigheden trædes under fode - altid under dække af ønsket om fred og retfærdighed. Men intet nok så fint og fredeligt mål kan hellige vold og løgn og drab, siger Jesus og Gandhi, og selv ikke det evige Paradis på jorden kan retfærdiggøre blot en enkelt lille piges død, siger Dostojevskij.

Samtidig ser jeg tegn på, at den amerikanske unipolære liberalistiske ver-densorden i dag bliver stadig mere højlydt modsagt - bl.a. på FN's general-forsamlinger af snart sagt alle verdens nationer undtagen Vestens, der merte og mere ligner amerikanske vasalstater, men også fra en mere folkelig modstand i USA andre vestlige nationer. Se de mange debatfora, der er kritiske overfor den amerikanske liberalistiske ideologi, f.eks.: The Duran, Judge Napolitano, Neutrality Studies, The Geopolitical Economy Report, The Real News network m.fl. Der er en klar tendens, der burde skabe grundlag for en alvorlig selvbesindelse angående vores egen rolle i verden. Meget tyder på, at den århundredgamle kolonialistiske vestlige dominans er ved at ebbe ud. Det var vel også på tide – retfærdigvis. Hvorfor skal 10% af verdens befolkning sidde på flæsket og dominere de resterende 90% - ovenikøbet som lidenskabelige fortalere for demokrati, lighed og frihed? Det forekommer mere og mere hyklerisk og forlorent, men vi slipper jo nok ikke tøjlerne godvilligt, ser det ud til, sådan som der ustandseligt blæses til kamp i Vesten mod de store fjender af frihed og demokrati.

Det kan meget vel betyde afslutningen på livet, som vi kender det, men det synes ikke at genere krigsherrerne i Vesten, der råber på mere oprustning - mere krig og ødelæggelse - mere vold og drab for at få gennemført deres absurde plan om en Pax Americana - en liberalistisk, kapitalistisk verdens-orden under USA's ledelse.

”Sådan skal det ikke være blandt jer," siger Jesus til sine disciple. I ved, hvordan det foregår i verden, hvordan de store lader de små føle deres magt - og samtidig kalder sig velgørere. Sådan skal det ikke være blandt jer. Blandt jer er den største den mindste og den mindste den største - hos jer hersker der ligeværdighed. Og det bør der efter min mening også gøre mellem nationerne. Så hvis kristendom handler om ligeværdighed mellem mennesker og nationer - godt, så er jeg kristen. Ikke mindst hvis det også handler om at være med til at skabe denne gudgivne ligeværdighed. Det var den norske provst og fredsmægler Trond Bakkevig, der engang gjorde mig opmærksom på ligeværdigheden som en kristen grundtanke, han bl.a. havde forsøgt at slå til lyd for som fredsmægler mellem israelere og palæstinensere. Det var ikke nemt. Men jeg tror, han har ret, og dermed tror jeg også på, at de kristne kirker har et politisk medansvar for udviklingen i verden. Mange flere kristne mennesker bør råbe op, når kristne kerneværdier i den grad trampes ned til fordel for kynisk magtbegær, sådan som blandt mange andre den palæ-stinensiske præst, Munther Isaac, mindede os om det i sin rystende jule-prædiken sidste år. Vores tavshed gør os medskyldige. 

2024