Ensomt jeg vandrer frem ad min bane,
længere og længere vejen sig strækker,
alt i det fjerne sig dølger mit mål.
Dagen sig sænker, natten sig nærmer,
snart ser jeg blot de evige stjerner.
Men ej jeg begræder den flygtende dag,
den nat, som kommer, forfærder mig ej.
Thi af den kærlighed, som går gennem verden,
faldt og et solstrejf ind i min sjæl.
Jeg ved faktisk ikke, hvem, der har skrevet dette digt, men det optræder i Ingmar Bergmans film Fanny och Alexander, hvor den berømte gamle skuespillerinde, enkefru Ekdal fremsiger det sidst på familiens festlige juleaften. Omgivet af børn og børnebørn og svigerbørn og gode gamle venner og elskere i det tætteste og dejligste fællesskab taler den gamle dame om den ensomhed, der følger ethvert menneskeliv som en voksende skygge fra vuggen til gravens mørke ensomhed – og om den kærlighed, hvoraf blot et enkelt solstrejf er nok til at give livet umådelig skønhed og døden en mening.
Og det er måske i virkeligheden det, der er vores liv – denne spænding eller vandring mellem kærlighed og ensomhed - ja, mellem liv og død. Skulle mon kærligheden være den Sandhed, jeg leder efter - eller er også kærligheden en illusion, som den nøgterne forstand sagtens kan pille fra hinanden og gennemskue?
Det har mange forsøgt - bl.a. Søren Kierkegaard i Kærlighedens Gerninger, hvor han funderer over den jødisk-kristne kærligheds-tanke: Du skal elske din næste som dig selv! Sand kærlighed (agape) er for ham selvopgivelsens kærlighed. Vi taler jo til dagligt ustandselig om kærlighed i vores kultur. Det er det, kunsten først og fremmest handler om – bøger, film teater etc. Men det er næsten altid den selvoptagede kærlighed (eros), det handler om. Det er det, som Kierkegaard kalder digterens kærlighed, som er en selvopfyldende kærlighed – en egoistisk kærlighed, om man vil – også selv om det drejer sig om at elske et andet menneske. Han kalder det også forkærlighed – altså det at elske den eller det, vi beundrer eller holder af - den, vi har et eller andet slægtskab med eller føler os tiltrukket af. Vi gør det, siger han, i sidste enden for vores egen skyld. Og det er vel også den kærlighed, der er grundlaget for vores valg i livet, når vi vælger dem eller det, vi holder med og vælger dem eller det fra, vi foragter. Om det så er Vejle Boldklub eller Ukraine. Og det er godt! Det er noget af det største, vi ved. Kierkegaard taler på ingen måde om at opgive dette vidunderlige forhold i menneskelivet, som kærligheden er og bliver. Vidunderligt måske, fordi det modsiger den altid lurende ensomhed. Men selv kærligheden til et andet menneske – selv venskabet, fædrelandskærligheden, det lidenskabelige engage-ment, som er noget af det mest vidunderlige, vi kan opleve, er ikke det største - er ikke den Sandhed, vi søger, selv om det føles sådan. Det er alt sammen smukt og godt, men den, du elsker i alt dette, er dig selv, og du glemmer din næste. Du glemmer ham, du ikke kan lide. Du glemmer hende, alle foragter – du glemmer alle de uelskværdige – for din næste er i virkeligheden enhver! Din næste er også din værste fjende! I hvert fald ifølge Jesu liv og lære. Det handler ifølge Kierkegaard om, at der er en selvopgivende, altfavnende kærlighed, som strømmer gennem livet – en gud-dommelig kærlighed, der har det særlige ved sig, at den er betingelsesløs og grænseløs og dermed retter sig mod enhver. Det er en kærlighed, der ikke kender til personsanseelse, vurdering og dom - hvor ingen skylder nogen noget - ikke andet end netop kærlighed, som Paulus siger det.
Hvis nu Kierkegaard har ret i sin analyse af denne kærlighedstanke, der på en måde sætter spørgsmålstegn ved vores dybeste og ofte så bastante sandheder og alle vores lidenskabeligste kampe - hvad betyder det så for mit liv? Ja, vel først og fremmest tvivl og usikkerhed. Den kristne kærlighedstanke sår tvivl om alle de menneskeskabte 'sandheder' - personlige, politisk/nationale såvel som religiøse sandheder, der nok er fristende både for det følsomme og nøgterne sind, men som jo også hærger vores stakkels verden med deres indbyggede opdeling af mennesker i rigtige og forkerte - elskværdige og uelskværdige - venner og fjender. Forkærlighedens blodige tyranni, kunne man måske sige. Eller blot det egoistiske magtbegær, der vel ikke sjældent udfolder sig under dække af netop kærlighed.
Tvivl og usikkerhed når ikke de store resultater set med verdens øjne, men alligevel vil jeg mene, det er et ganske godt grundlag for det, som de gamle grækere kaldte 'det gode liv' - det liv, som bygger på fællesskab mere end på individuelle præstationer og følelser. I hvert fald er tvivl og usikkerhed - man kunne ve logså tale om ydmyghed - det nødvendige grundlag for enhver samtale mellem ligeværdige mennesker - og jeg tror på, at den ligeværdige samtale er det eneste bæredygtige fundament for et virkeligt eller 'sandt' menneskeligt fællesskab. Enhver på forhånd given 'sandhed' eller dom er på en måde gift for forfællesskabet i egentlig forstand, hvad man ellers ikke skulle tro, når man ser de herlige fællesskaber, der vokser op omkring givne politiske og religiøse sandheder.
Det gælder i øvrigt også alle de så givne 'sandheder' om mine medmennesker og ikke mindst om mig selv og min egen fortælling, som har det med at forføre og bedrage mig ind i et ofte ganske fordomsfuldt menneskesyn og en forkvaklet selvopfattelse. De kristne mantraer om tilgivelse og forsoning handler måske netop om at anerkende og respektere - ja, elske det menneske, du møder - bag om både hans og min egen fortælling, så at sige. Derfor ligger der også en frihed gemt under tvivlen og usikkerheden om det hele. Man er ikke lænket til denne eller hin sandhed, men er fri til at møde hver ny dag fordomsfrit på sin livsvandring. Fri til at søge sandheden vel vidende, at man nok aldrig finder den - i hvert fald ikke i dette liv. Man er for så vidt fri til at elske, fordi der ikke er 'Noget', der står i vejen mellem mig og mit medmenneske.
Martin Luther skriver i Et kristenmenneskes Frihed, at vi har denne absolutte frihed som mennesker, men samtidig skylder vi at tjene alle mennesker. Men at tjene hinanden i kærlighed kan jo ikke være en skyldighed - snarere en selvfølgelighed. Når dit liv ikke længere er spændt ind i civilisationens spændetrøje af lov og moral og angstfyldt forstillelse og forkærlighed, så kommer tjenesten af sig selv, vil jeg mene - fordi vi får mulighed for at følge vores egentlige menneskelige natur som tæt forbundne mennesker, der er og vil hinanden på samme måde som lemmerne på kroppen udgør en ubrydelig enhed.
Den kristne kærlighed forkyndes for så vidt ikke som noget nyt, men som en genopdagelse af noget oprindeligt menneskeligt - eller hjer-teligt, som nogen vil sige - inde under den tykkke skal af civilisatio-nens forstillede, fremmedgjorte og hykleriske normalitet, vi er opdra-get og indoktrineret til. Og jeg tror - selvfølgelig uden at kunne vide det med sikkerhed - at dette var den oprindelige Jesus' og til dels Paulus' revolutionære budskab, som både jøderne og senere den fremstormende romerske kirke med stort held fik fordrejet til noget ganske andet - ja, nærmest til sin modsætning. I en kort sommer oplevede en lille flok mennesker noget, den kun kunne opfatte som Guds egen tilstedeværelse på denne hårde jord, inden himlen hastigt blev lukket og lyset slukket, så de kunne vende tilbage til civilisationens mørke under statens og kirkens vinger. Tilbage blev kun mindet om noget stort sammen med et levende håb om en ny åbenbaring af Gud selv. Den evige drøm om det tabte, men i Jesus genfundne Paradis.
2005
Om jeg så kunne alle sprog, ja, talte som en engel,
men ikke kendte til Guds kærlighed -
så var jeg blot et larmende tågehorn -
et skramlende bækken.
Om jeg så var den mest begavede prædikant -
havde indsigt i alle mysterier, ejede al kundskab,
og var opfyldt af tro, så jeg kunne flytte bjerge -
men ikke kendte til Guds kærlighed, så var jeg intet.
Og om jeg så uddelte alt, hvad jeg ejer og har -
ja, overgav mit eget legeme til bålet,
men ikke kendte til Guds kærlighed,
så gavnede det mig intet.
Guds kærlighed er tålmodig. Guds kærlighed er mild.
Guds kærlighed raser ikke, hoverer ikke, fører sig ikke frem,
er ikke uanstændig, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op.
Den holder ikke regnskab med det onde,
glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden.
Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.
Guds kærlighed visner aldrig.
Begavede prædikener, de forgår, tungetalen, den forstummer,
selv erkendelsen forgår.
I små glimt erkender vi - famlende prædiker vi,
men når den fuldkomne kommer, er det slut med det famlende.
Da jeg var lille, talte jeg som et barn –
tænkte jeg som et barn – forstod jeg som et barn.
Da jeg blev voksen, sagde jeg farvel til det barnlige.
Endnu ser vi alting uklart - som gennem en grumset rude,
men engang - engang skal vi skue ansigt til ansigt.
Endnu erkender jeg famlende,
men engang - da skal jeg skue klart, ligesom jeg selv forlængst
er gennemskuet.
Således beror mit liv fra nu af på tro, håb, Guds kærlighed.
Blot disse tre. Men frem for alt Guds kærlighed.
Henvist til kærlighed?
Hvis vi tør erkende, at sandheden er udenfor vores rækkevidde - at det, vi så skråsikkert kalder sandheden, i virkeligheden blot er famlende forsøg på at få hold på vores uholdbare og ubegribelige tilværelse - så burde det vel iføre os en vis grad af ydmyghed som de gennemskuede brovtende hyklere, vi i virkeligheden er. Eller måske endda, som Paulus formulerer det, iføre os kærligheden, så det er kærligheden, der er vores livsgrundlag, når nu sandheden ikke længere er en acceptabel mulighed. Paulus minder os jo netop om, at vi i virkeligheden famler os frem, og at erkendelsen af sandheden må vente til engang, når vi møder Gud ansigt til ansigt. Indtil da er vi henvist til tro, håb og kærlighed som det, vi kan leve og dø på. Meget af Paulus' teologi handler netop om at nedbryde givne sandheder, traditionelle leveregler og overleveret visdom til fordel for en langt mindre bastant og langt mere usikker, men paradoksalt nok også en langt mere ubekymret livsglæde ud fra en dunkel anelse om, at menneskelivet hviler mere trygt og langt friere i tillid til Guds uudsigelige mysterium end til en nok så ærværdig og hævdvunden velformuleret religiøs eller filosofisk sandhed.
Jeg tilgiver dig!
Strøtanker om kærlighed og retfærdighed, synd og skyld - dom og straf
Hvor smukt lyder ikke denne nådefulde tilsigelse af syndernes forladelse, og hvor selvfølgeligt står den ikke som noget af det højeste – ja guddommeligste udtryk for dyb menneskelighed? Men er det nu også det? Er tilgivelsen og nåden, som vi jo i den kristne kirke tillægger Gud selv som hans kendemærker, og som vi derfor tilsiger hinanden ved enhver gudstjeneste, nu også så enestående, som vi gør den til?
Nåden og tilgivelsen kræver som baggrund en retssag - en retssag med en skyldig – en anklager – måske en forsvarer – og en dommer, for at tilgivelsen kan finde sted – og først og fremmest kræves der en brøde - en synd, der skal tilgives. Alt dette kan sagtens foregå mellem bare to personer. Først da kan tilgivelsen træde i kraft i al sin skønhed og vælde. Og hvis man altså hævder, at Guds væsen er nåde og tilgivelse, så er baggrunden stadigvæk en retssag med alt, hvad dertil hører. Men man kunne jo godt – om ikke for andet så for samtalens skyld – spørge, om livet ikke kan beskrives som andet end som en retssag? Om vores gudsforhold ikke kan beskrives som andet end som en retssag? Det mener jeg faktisk godt, det kan – om end det er svært, fordi vi er så indfiltret i netop retssagens terminologi – også når vi taler om Gud og dermed om livets mening.
Jeg mener, det er bedre at bruge begrebet kærlighed om livets mening og om Gud, fordi her kræves der ikke nogen retssag som baggrund – og heller ikke nogen synder, før kærligheden så at sige kan træde i kraft. Man skal netop ikke forveksle kærlighed med nåde og tilgivelse. De er om ikke modsætninger så dog tæt på at være det. For kærligheden udmærker sig netop derved, at den er grænseløs og derfor ikke behøver noget afsæt. Den er bare! Hvilket vil sige, at uanset alle øvrige forhold, så er kærligheden til – den er så at sige sin egen baggrund.
Jeg kan altså vælge at bygge mit liv på tilgivelse og nåde og dermed erklære mig selv og/eller andre som syndere. Eller jeg kan vælge at bygge mit liv på kærlighed, hvorved jeg erklærer mig selv som et frit menneske sammen med alle andre frie mennesker. Fri forstået som skyldfri eller gældfri i ordets eksistentielle betydning. Der er altså ikke nogen fiktiv eller reel dommer, der har sat mig fri – f.eks. ved at påtage sig min gæld, men jeg er født som et frit menneske – ja, det at være menneske er at være fri – netop fordi det at være menneske i grunden er at leve på kærlighed.
Det er til gengæld ikke, hvad jeg hører. Jeg har hørt fra jeg var ganske lille, at jeg er skyldig – at jeg har svare problemer med min eksistens, og måske hører jeg så om en frelser, der kan redde mig ud af suppedasen – f.eks. ved at påtage sig mine problemer eller ved at påtage sig den dom og straf, som rettelig burde tilfalde mig. Det er, hvad vores kultur har belært os om gennem de sidste 2000 års kristendom, men i grunden er det vel selve religionens væsen dels at gøre rede for problemet og derefter at foranstalte en åndelig og religiøs løsning.
Men sæt nu, det bygger på en illusion? Som Kristus tilgav jer, skal I også tilgive hinanden, hedder det nok så indlysende, men er det nu også det? Kom Kristus overhovedet med tilgivelse, eller kom han snarere med kærlighed? Eller rettere kom han for at afsløre retssagens (læs: religionens) hykleri netop ved at gøre os opmærksomme på menneskets egentlige guddommelige ophav, som er kærlighed? Blev Gud virkelig menneske?
Det liv, som Jesus kalder Guds Rige, er ikke det rige, hvor nåde går for ret, men det er måske det rige, hvor kærligheden er grundlaget, hvilket igen vil sige det rige, hvor frie mennesker er frie – ikke i kraft af andres indsats – ej heller Guds – men fordi de ved, hvem de er – de kender deres eget indre værd, som er kærlighedens frugt. Den, som elsker, dømmer ikke! kunne man måske sige. Den, som er elsket, kan ikke være under anklage.
Mennesker er i den forstand ikke skyldige! Hverken af fødsel eller på grund af deres handlinger. Men vi er heller ikke uskyldige, som børn er det. Vi begår fejl, som er synd, fordi de umiddelbart smerter og måske endda ødelægger fællesskabet, men det er et forhold, som vi ikke kommer udenom – det er et grundvilkår som hører med til at eksistere sammen med hinanden. Vi kan være mere eller mindre betænksomme og opmærksomme, men at påføre hinanden direkte eller indirekte smerte, kommer ingen udenom. Det gør os dog ikke til syndere, så lidt som det at trække vejret gør os til syndere. Jeg tror endda, vi kan lære at undgå at påføre hinanden meget af den smerte, vi kender – f.eks. ved at erkende kærligheden som vores livsgrundlag frem for dommen eller tilgivelsen. Ved at være ærlige og redelige både overfor os selv og hinanden og påtage mig ansvaret for mit eget liv ved at erkende, at ulykker sker – også ved vores hjælp. Det er en del af at være menneske.
Det handler måske om den målestok, vi måler vores liv med. Om den ideelle eller religiøse fordring, vi sætter op for os selv og ikke mindst hinanden. Hvis det f.eks. er et eksistentielt mål i sig selv ikke at forvolde skade på andre ud fra den ideelle fordring, at din næstes liv er vigtigere end dit eget, så bliver livet efter min mening et fattigt liv, hvor forsigtighed, frygt og ydmyghed bliver dominerende faktorer – så langt fra frihed som noget. Det mener jeg er mange religioners – inklusive kristendommens – erklærede målsætning. Man tager altså et givet forhold – et grundvilkår - som vi på ingen måde kan komme udenom: at forvolde andre skade – og gør det suspekt – gør det til genstand for skyld og retssager i eksistentiel forstand. Husk at sige undskyld! Og pludselig er livet et spørgsmål om tilgivelse og nåde!
Man kunne også – som det er blevet gjort med stort held – tage en menneskelig drift som seksualdriften og gøre den suspekt – gøre den til genstand for skyld, således, at det blev forbundet med skyld at føle sig tiltrukket af det andet køn – for ikke at sige sit eget – eller for slet ikke at tale om at forløse denne seksuelle drift mod hinanden. Hvorfor mon seksualiteten, som ellers næsten burde være det smukkeste af alt, er blevet så perverteret i vores kultur, som det er – gjort til noget fnisende urent!?
Men hvis det nu ikke er suspekt og forbundet med automatisk skyld at forvolde hinanden skade – eller hvis det nu ikke er forbundet med skyld og skam at dyrke sex med hinanden – hvis jeg nu ikke skal undskylde overfor Gud og hvermand, at jeg lever og udfolder mig, hvilket også sker på andres bekostning og med andre mennesker som middel for min egen udfoldelse – så tror jeg også, vi får et rigere og langt mere ærligt og redeligt menneskeliv sammen. Ja, så tror jeg, vi måske nærmer os Guds Rige. Jeg bliver jo også selv udnyttet og selv brugt som middel for andres udfoldelse – det kan ikke undgås – men hvad så!? Ja, som regel indkalder jeg både Gud og hvermand som vidner på uretten, som jeg kalder det, og kræver både bod og bedring af skadevolderen, før jeg drømmer om at komme videre med mit eget dyrebare liv. Men hvorfor er det så vigtigt med den satisfaktion det er at se andre bøje sig i skyld og skam? Skrammerne i livet kan vi ikke undgå og heller ikke at skramme andre – og det kan gå helt galt ind imellem, men igen: hvad så!? Skal vi holde op med at danse, fordi vi bliver trådt over tæerne eller fordi vi selv træder folk over tæerne? Nej, jeg vil danse, lige så elendig til det, jeg end er. Jeg vil leve, lige så dårlig jeg end er til det – og der er ikke nogen, der skal komme og give mig lov til det først – allernådigst! Nåden giver ingen frihed – nåden binder. Kun kærligheden gør dig fri til at leve, for den, der elske dømmer ikke. (Det samme kan i øvrigt siges om en anden afart af skylden, nemlig rosen, lovprisningen, som blot er skyld med modsat fortegn). Den, der elsker, dømmer ikke!
Det er altså hele dette udspekulerede net af attituder i vores samvær, som kærligheden på sin egen suveræne måde sætter ud af spillet ved blot at være – ganske uformidlet af os. Derfor er det kærlighed og hverken ros eller ris, der skal forkyndes i en kristen kirke. Kærlighed er! Eller som det siges i Johannesbrevet: Gud er kærlighed – hverken dom eller tilgivelse eller nåde eller god eller noget andet såre menneskeligt. Gud er kærlighed, og det er en så sublim karakteristik, som tænkes kan, og vi fatter dårligt konsekvenserne. Men i virkelig-heden kan Gud ikke være andet end kærlighed. Det giver jo ikke mening at tillægge Gud menneskelige kvalifikationer, sådan som vi er vant til det – det skaber tværtimod den største forvirring, når den såkaldt gode Gud viser sig ikke at være god osv. Gud kan jo ikke være selektiv i den forstand, at han har sine egne, som han sørger for og lader andre sejle deres egen sø. Det giver ingen mening for Gud – kun for sekteriske og selektive mennesker. Til gengæld giver det god mening, at Gud er altfavnende, grænseløs kærlighed, fordi det rent ud ophæver alle de attributter, vi gerne vil tillægge vores Gud, når vi skal bruge ham til vores egne såre menneskelige formål. Ingen kan nemlig tage patent på kærligheden, uden at det bliver forvandlet til forkærlighed, og så har vi balladen. Gud er ikke forkærlighed, men lutter, evig, grænseløs kærlighed. Derfor er menneskers adfærd mod hinanden egentlig så betydningsløs for Gud – sådan som den også burde være det for mennesker. For uanset alt, så er Gud kærlighed, og sådan kunne vi måske også øve os i kærlighedens væsen. Det ville måske betyde mere for vores fællesskab end de sædvanlige udspekulerede øvelser i godhed, tilgivelse, nåde, ydmyghed og hvad vi ellers bruger tiden og livet på. Alle disse indøvede livskvaliteter, der lægger et enormt pres på mennesker og som ifølge sagens natur også sætter skel mellem de gode og de andre, mens den virkelige indøvelse i kristendom ikke skænkes megen opmærksomhed – indøvelsen i kærlighed.
2010
Jeg forlanger det urimelige: at livet skal have mening.
Jeg kæmper for det umulige: at mit liv skal få betydning.
Jeg vover ikke, aner ikke hvordan jeg skal kunne, tro: at jeg ikke er alene.
Dag Hammarskjöld
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes
