Det spørgsmål har jeg arbejdet med på daglig basis stort set hele mit voksenliv. I prædiken efter prædiken gennem mere end 30 år har jeg funderet over dette 'evangelium', som jeg ved skæbnens tilskikkelse er blevet viet til, og jeg arbejder stadig med det - uden dog at have fundet noget, som jeg med rette kunne kalde 'den rette lære'. Alligevel - eller måske netop derfor - vil jeg gerne kalde mig selv kristen. Det kræver nok en forklaring.

Når jeg endnu ikke har fundet noget kristen sandhed, selv om guderne skal vide, at jeg har søgt, så skyldes det måske, at der slet ikke findes nogen endegyldig kristen sandhed i form af en fast etableret religion, lov eller moral, kosmologi eller filosofi eller hvad, man nu vil. Altså ikke noget, man med rette kunne kalde en sand kristen lære. Der er masser af kristne dogmer og læresætninger, bekendelser og hellige skrifter, men for mig at se er det altsammen mere eller mindre heldige forsøg på at fastslå og fastholde noget levende og uregerligt. Som Poul Henningsens vilde blomst, der dør, når den kommer i gartnerhænder. Til gengæld findes der en Kristus, der ifølge evangeliet er både sand Gud og sandt menneske - det vil sige livet selv i al sin dobbelthed. Og som det levende liv, han ikke blot var, men hævdes fortsat at være, er han - som alt andet i universet - i bevægelse. Evangeliet taler om, at hans ånd er levende til stede i den kristne menighed - eller blot dér, hvor et par stykker snakker om ham - og det er altså den ånd - langt mere end døde bogstaver og givne sandheder - der bevæger hans menighed.

Jeg synes, det er en befriende tanke. Og meget mere end det. Det er en tanke, der giver mit selv en helt ny værdighed - jeg, der før måtte bøje mig for og kæmpe med andres etablerede 'sandheder', men som nu kan rette mig op med klar besked om at tænke selv - lytte til mit eget hjerte og min egen samvittighed, når livet skal forstås og leves. Lytte til min egen Kristus, som Paulus kunne have formuleret det. Den Kristus, vi lever og røres og er i - som altså altid er i bevægelse. Man kunne måske formulere det sådan: Kristen er ikke noget, jeg er - det er noget, jeg hele tiden bliver igen og igen i mødet med andre mennesker. Måske.

Det bringer mig så videre til spørgsmålet om, hvad der er formålet med evangeliet. Eller: Hvad vil denne Jesus mig egentlig? Ifølge evangeliet om ham, brugte han sit liv på at underminere det herskende religiøse og politiske samfund til fordel for et nyt fælles-skab mellem mennesker. Et fællesskab, som ikke bygger på sam-hørighed i form af nationale, politiske, religiøse, moralske, race-mæssige, familiemæssige eller andre fælles kendetegn. Ej heller på enighed om den rette måde at leve på eller om den rette tro - men på en drøm og et håb - på en længsel efter den nye jord og den nye himmel, som det siges. Det frie liv og det kærlige, forpligt-ende fællesskab, som ikke vil tilbede systemet, men sætter med-mennesket over alt. Mennesker er ikke til for systemets skyld. Nej, systemet er alene til for at tjene mennesker. Jeg tror, det var et hovedanliggende for den nye Kristusbevægelse.

Selvfølgelig skabte denne ikkevoldelige, åndelige underminering af det etablerede samfund voldsom modstand og forfølgelse fra magthavernes side - en modstand, der på et tidspunkt mundede ud i Jesu henrettelse på det romerske kors - og som fortsatte, alt som den bevægelse, Jesus og måske ikke mindst Paulus satte i gang, bredte sig rundt i hele Romerriget. Men hos nogle få antændte Jesus' liv - og måske ikke mindst hans død - den indre glød, som fik dem til - stik imod al rimelig fornuft - at kæmpe for at realisere denne drøm om et universelt menneskeligt fællesskab, der byggede på grænseløs og ubetinget kærlighed fremfor forkærlighed - selvhengivelse fremfor overlevelse - og som satte medmenneskets tarv højere end ens egne. Stik imod al erfaring følte de en vished om, at denne drøm med Guds hjælp snart ville gå i opfyldelse.

Modstand imod evangeliet er ikke blot forståelig, men såre menne-skelig. Som kristen giver jeg godt nok Kristus og hans ånd lov til at gennemstrømme mig - f.eks. når jeg lytter til evangeliet, som det udfolder sig ved gudstjenesten, eller hvor den nu vil - men det sker i en stadig kamp med mit eget ego, der vil mig selv - der selv vil have magt over min egen tilværelse - der vil overlevelse fremfor alt - også på andres bekostning.

Ifølge evangeliet er mennesket splittet mellem disse to indbyrdes kæmpende rivaler. Kød og ånd kalder Paulus dem - man kunne vel også sige Gud og Djævelen eller ens egoistiske jeg og ens guddom-melige selv, som de spirituelle siger det. Eller hvad man nu vil. Det vigtige er erfaringen af mennesket som et splittet væsen.

For ikke så længe siden besøgte jeg Husby kirke på Nordvestfyn, der engang var slotskirke for godset Wedellsborg, og hvor jeg selv var præst gennem tyve år. Det var en tilfældig – måske lidt nostalgisk indsky-delse, der fik mig til at gå ind og sætte mig på en af kirke-bænkene. Der var ingen andre de­rinde end de døde grever og ba­ro­ner, som var stedt til hvile i si­dekapel­lerne. Jeg mindedes gamle dage – de mange gudstjenester, bryllupper og begravelser, og jeg minde­des, hvordan jeg ved en tidli­gere lej­lighed også havde siddet sådan alene i kirken og betragtet den fine gamle altertavle. Jeg var gået hen til kir­ken ikke så længe efter, at jeg var kommet til sog­net, for at kig­ge nær­me­re på de smukke gamle billed­skærerarbejder på Claus Bergs altertavle der stammede fra begynd-elsen af 1500-tallet. Jeg havde i den anledning fået fat i nationalmuseets gamle fotografier af al­ter­tav­len, og kig­ge­de først nær­me­re på li­delses­his­to­rien. Der man­g-le­de no­get. Hvor var stan­gen med ed­di­kes­vam­pen, som ræk­kes op til den kors­fæs­te­de Kristus? Så havde jeg lånt en sti­ge af grave­ren og krav­le­de helt op til al­ter­tav­len - og dér lå den på den øver­ste hyl­de imellem Hieronymus og Augustin. Gud véd, hvor læn­ge, den har lig­get der, tænk­te jeg, mens jeg sat­te den på plads, og en un­der­lig tan­ke strejfede mig: nu var det mig, der rak­te den sure vined­di­ke op til min kors­fæs­te­de frel­ser.

Jeg havde kigget på apostlene: Der stod Peter med kir­kens nø­gle, selv om den var knækket. Der var Paulus med ordets sværd og lukkede øjne og Filip og Andreas med sit Andre­askors og dér den vantro Thomas med vinklen i hån­den. Dér var Jakob den Æl­dre, rej­se­klædt med mus­lin­gen i tur­ban­en og Jakob den Lille med sin stav. Dér stod Judas med pungen i hånden. Underligt, at han var med. Jeg fandt Bartholomæus’ sav og gav ham den i hånden igen. Ovenover stod Kristoffer med Kristus på nakken, Augustin og Hieronymus. Forneden stod de forgyldte kvinder: Maria, Anna, Bar­bara, Kristina. Uvurderlige træskærerarbejder fra middelalderen og skytshelgener for søfarende, soldater og andet godtfolk.

Jeg havde fotograferet det he­le på kryds og tværs og var svært godt til­freds med mi­ne op­da­gel­ser og mi­ne op­ta­gel­ser, da jeg plud­se­lig fik den un­der­ligste for­nem­mel­se af, at de alle sammen stod og stirrede på mig med stor un­dren: - Og hvem er så han dér med sti­gen og spejlreflekskameraet? Sært som han har glemt, at han be­finder sig på et hel­ligt sted, hvor men­nes­ker er kom­met i år­hun­dre­der - ikke for at re­gis­tre­re og fo­to­gra­fe­re - ikke for at fin­de ud af os el­ler af vo­res Her­re - men for at sø­ge ind til os i en fast tro på, at vi er dem nær i de­res be­kym­ring og de­res sorg - at vi ser på dem og beder for dem. Han er da vel ikke... han kan da umuligt være...

Så måtte jeg lige ­så stille fjerne sti­gen, gem­me mit ka­mera under en bænk og sætte mig ned i kir­kens kø­li­ge stilhed og lade dis­se gam­le fi­gu­rer gen­nem­skue mig, mens de for­talte de­res his­to­rier - al­le dis­se for­tæl­lin­ger om en svun­den tid. Om hel­ge­ner og mar­ty­rer, præster og teo­loger - om mod og om lidenskabelig kær­lig­hed til evan­ge­liet og til den kors­fæs­te­de Her­re, de stod om­kring - ham, de le­ve­de for, kæm­pe­de for og dø­de for - de fles­te af dem hals­hug­get - gjort tav­se af ver­dens­mag­ten. Dér havde de stået den­gang i Husby Kir­ke og ta­lt og le­vet og set på den unge præst, der lige var kommet til sog­net.

Og de stod der endnu på samme sted og så ned på den al­drende provst, som var vendt tilbage til sin ungdoms kirke, og som blev sært be­væ­get ved gensy­net med det alt sam­men, og de spurgte ham interesseret om hans liv - om hans lidenskab - om det, han elskede - om det, han kunne dø for... Og han måtte slå blik­ket ned og kunne jo ikke svare disse mænd og kvin­der no­get, der forslog.

2015

Det blev min lod i li­vet at se på,

hvad ly­se stem­mer al­drig ku’ for­stå.

De le­ved li­vet, tal­te, sang og lo

og kas­ted nu og da et ir­ri­te­ret blik

på kro­gen, hvor jeg sad og lu­red for mig selv.

Jeg lær­te al­drig ly­sets leg,

men fandt lidt trøst i flas­ken,

som løste mig fra mør­kets gru­ble­rier

en alt for stakket tid.

Ad mør­ke gy­der sneg jeg mig igen­nem li­vets nat –

krøb langs med mu­re som en sla­gen hund,

der læn­ges så usi­ge­ligt mod det, den fryg­ter mest:

At væ­re åben, fri og glad for alt og al­le -

at synge med i livets sang -

med lyk­ke­lig for­vent­ning ta li­vet i min favn...

Men nej - jeg måt­te bli­ve ved min lod

som en­som vin­du­es­kig­ger,

der al­tid – altid er på flugt.

1995