"Hør nu her: Til frihed har Kristus befriet os, så stå nu fast og lad jer ikke på ny spænde for slaveriets vogn."
Paulus til galaterne
Kend dig selv!
Og glem aldrig, hvem du er!
Far, verden, far vel!
Jeg kedes nu længer at være din træl,
de byrder, som du mig har byltet oppå,
dem hvister jeg fra mig og vil dem forsmå,
jeg river mig løs, og jeg kedes nu ved
forfængelighed.
Hvad er det dog alt,
som verden opsminker med favr gestalt?
Det er jo kun skygger og skinnende glar,
det er jo kun bobler og skrattende kar,
det er jo kun iseskrog, skarn og fortræd,
forfængelighed.
Hvad er mine år,
som smugende svinder og snigende går?
Hvad er min bekymring? mit tankefuld sind?
min sorrig? min glæde? mit hovedes spind?
Hvad er mit arbejde? min møje? min sved?
Forfængelighed.
O rigdom og guld,
du jorderigs afgud i skinnende muld!
Du er dog af verdens bedragelig ting,
som vokser, aftager og veksles omkring,
du er dog, i højeste mærke og med,
forfængelighed.
Ak, ære, hvad er,
hvad er dine kroner og kranse, du bær?
Misundelse sidder dig altid på ryg,
du hemmelig stødes og sjælden er tryg,
du ofte dér snubler, hvor andre de gled:
forfængelighed!
Min rigdom og guld
skal være af idel bestandighed fuld,
den skal ikke tyven bestjæle mig da,
den skal ej spidsfindighed sjakre mig fra,
min rigdom er fri for al jorderigs stød
i Abrahams skød.
Jeg ære skal få
fra tronen, min Jesus han sidder oppå;
mig kronen skal gives med herlighed fyldt,
med blodet af Lammet alt over forgyldt,
den får jeg, om Satan end selv det fortrød,
i Abrahams skød.
Med yndest jeg skal
fremskinne blandt englenes hellige tal,
misundeligt øje mig ikke skal se,
Guds ansigt mig altid i øjne skal le,
der skal jeg bespotte den avindsyg død
i Abrahams skød.
Der har jeg en ven,
min Jesus, som elsker og elskes igen,
mit øje dér ser ham, sådan som han er,
han kærligheds Himmelblus stedse frembær',
ved Ånden står kærlighed evig i glød
i Abrahams skød.
Min lyst og min fryd
forfriskes ved englebasuner og lyd.
Men Gud er al lysten for mig og for dem:
Far op da, min sjæl, og al verden forglem!
Men glem ej, at lysten er evig og sød
i Abrahams skød!
Jeg forlanger det urimelige: at livet skal have mening.
Jeg kæmper for det umulige: at mit liv skal få betydning.
Jeg vover ikke, aner ikke hvordan jeg skal kunne, tro: at jeg ikke er alene.
Dag Hammarskjöld
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes