Hjem

Erik Biering Fonsbøls hjemmeside

Solnedgang en vinterdag over Horneland

Velkommen til min hjemmeside

Baggrunden

En filosof har engang sagt, at vi alle, når vi når en vis alder, bør fortælle om vores erfaringer med dette forunderlige øjeblik, vi kalder livet. Det vil jeg gerne gøre og ikke mindst fortælle om de spørgsmål og tanker, der knytter sig til livet, og dertil egner en hjemmeside sig glimrende.

Jeg er præstesøn, min morfar, min oldefar og tiptipoldefar har været præster, min datter er præst, og jeg har selv været præst og provst i folkekirken gennem mange år, så kirke og kristendom har fyldt rigtig meget i mit liv.

Det gør det stadig, selv om jeg nu har været emeritus i en hel del år. Ind imellem husrenovering og havepasning, børn, børnebørn og rejser prøver jeg hele tiden at formulere, hvad kristendom og kirke betyder for mig i dag. Senest har jeg oversat Paulus' breve og Markusevangeliet, og skrevet en indledning til dem, som kan læses via linket ovenfor. Det samme kan mit forsøg på at udtrykke mit forhold til Trosbekendelsen. Derudover har jeg samlet nogle af mine prædikener over første tekstrække i Gudstjenestens Jesus, som også kan findes ovenfor. I en Dagbog har jeg kæmpet med Gandhi, Tolstoj, Kierkegaard, mine forældre og mig selv i et forsøg på at finde frem til sandheden. Amalie og Bibelen er et forsøg på at skildre dels livet i en grønlandsk bygd og dels skildre kristendommen i et letforståeligt sprog - beregnet til børn. Støvler og kamikker er en dramatisk fortælling fra Grønland og andre fine steder om en særegen sten, der fik skæbensvanger betydning for en række mennesker.

Hvis du gerne vil vide mere om mig - og hvem vil ikke det?! - kan du gå ind på siden om mig selv, eller du kan læse den selvbiografi, jeg har skrevet om min barndom og opvækst i Gårslev og også om mit senere liv som præst i Grønland og på Fyn. Den hedder Lille Putte ...

 

 

 

 

Karrieren

Jeg begyndte at læse teologi på Københavns Universitet i 1971 og afsluttede med en kandidateksa-men i 1981. Samtidig læste jeg grønlandsk på Det grønlandske Lektorat med henblik på at blive præst i Grønland.

Det var jeg så fra 1981-86 - først i den lille bygd Qeqertarsuatsiaat og derefter i Ilulissat. Fra 1986-2009 var jeg præst i fire små landsogne på Nordvestfyn - Føns, Ørslev, Udby og Husby - kun afbrudt af en treårs orlov i Qaqortoq i Grønland 1993-96. Det var en dejlig tid med familie og sogne tæt på. Her voksede vores børn op, og her levede vi tæt på lokalsamfundet.

Et årstid efter hjemkomsten fra Grønland i 1996 blev jeg udnævnt til provst for Middelfart provsti, og det var jeg i 12 år indtil jeg gik på pension som 60-årig i 2009.

Siden da har Kirsten og jeg levet som pensionister og forsøgt at udleve vores forskellige interesser i den skønne sydfynske natur. Til disse interesser hører hus og have - en enkelt rejse i ny og næ og en lille smule lokalsamfund og kirke. Dertil kommer for mit vedkommende teologien, som jeg ikke helt kan slippe og for Kirstens lidt maleri i ny og næ. Vi læser begge to, og jeg skriver lidt - mest for min egen fornøjelses skyld - og mest om mig selv! Vi føler os begge meget privilegerede - ikke mindst over at være dele af en dejlig familie, som vi nyder i fulde drag.

 

Jeg har selvfølgelig en baggrund, og derfor er der links med fars slægt og mors slægt tilbage i tiden. Vi kan føre slægterne tilbage til 1425 til Anders Bertelsen, der var borgmester i Vejle, og det er altid spændende at lytte til sine rødder og høre dette "sus af evigheden", som Jeppe Aakjær synger om.

Vi kan ikke prale af store berømtheder i slægten, og ikke mange har været kendt for særlig originalitet eller kreativitet udenfor en snæver kreds, men hver generation har levet deres liv i deres tid og på deres sted - i øvrigt meget på Fyn for begge slægters vedkommende. Skibsbyggere, landmænd, præster, embedsmænd, husmødre - rigtig mange husmødre! Dog har jeg på det seneste fundet frem til et par biskopper i 1500-tallet, der var aktive i forbindelse med reformationens indførelse. Det forpligter jo!

 

Min mor og far i 1965

Grønland

Lille Putte

Billedet ovenfor blev taget i 1953 hos fotograf Vejsholt i Fredericia, da jeg var fire år gammel. Jeg var ikke helt tryg ved situationen, kan jeg huske, og de måtte gøre en hel del for at lokke et smil ud af den lille dreng.

På en måde sidder jeg stadigvæk sådan lidt beklemt mere end 60 år senere og undrer mig over, hvad jeg egentlig gør her i livet. Har jeg bare gjort som forventet af familien og samfundet - ydet min del - og var det det, jeg egentlig selv ville? Eller var der noget andet - noget væsentligt - måske det allermest egentlige - som jeg har glemt eller fortrængt? Eller bare aldrig har forstået? Det er bl.a. det, jeg gerne vil bruge de kommende år på at finde ud af: Hvad det egentlig var, jeg gerne ville som menneske. Hvad er det at være et sandt menneske - et helt menneske? Ud over at leve et pænt og respektabelt liv i familie og samfund.

I over 40 år har jeg søgt at finde mening i teolo-gien, og det vil jeg måske nok blive ved med, for jeg har en formodning om, at fortællingen om denne Jesus fra Nazareth - og måske ikke mindst hans apostel, Paulus fra Tarsus, på en eller anden måde giver mit liv dets dybeste dimension. Og så er jeg jo også født og båren ind i kristendommen - og det er nu engang ikke så nemt at komme ud af.

 

Forkyndelse

At forkynde noget til nogen er egentlig et juridisk udtryk. Man kan forkynde en stævning eller en dom eller en frifindelse. Men kirken har ligesom overtaget dette udtryk - måske for at understrege alvoren - når den taler om at forkynde evangeliet for mennesker. En af de mest berømte 'forkyndelser' er beskrevet i Lukasevangeliet, hvor en flok engle efter sigende forkyndte for en flok hyrder, at deres befrier netop var blevet født, svøbt og lagt i en krybbe såmænd. Altså under de ydmygest tænkelige kår.

I mine år som forkynder af evangeliet har jeg forsøgt at skildre den omvurdering af alle værdier, der ligger i den påstand, at den sande befrielse og den sande fred ikke kommer ved hjælp af rigdom, anseelse og styrke - ikke ved hjælp af visdom og indsigt - men så at sige nedefra - fra det ydmyge og lave - fra det, som ikke er noget i verdens øjne, som Paulus siger.

Lukas skildrer denne forkyndelse som en forkyndelse fra Gud selv - engle er Guds sendebud - og på billedet her til højre har Kirsten forsøgt at skildre situationen med dette sære nattesyn, der ramte de stakkels hyrder, så de efter en kort drøftelse drog hen for selv at finde barnet i krybben, som angiveligt skulle have magt til at udfri dem af deres undertrykte og meningsløse liv.

Vi hører ikke mere om hyrderne. Hvad betød det for dem at møde englene? Hvad betød det for dem at møde barnet i krybben? Ingen ved det, men det store spørgsmål er, hvad det betyder for os - ikke mindst os, der kaldes menighedens hyrder ...

Jeg har tilbragt godt 8 år i Grønland, hvor jeg har virket som præst, og det har selvfølgelig sat sit præg på vores liv, så Grønland har altså både en særlig plads i mit hjerte, og en side her på hjemmesiden er helliget mit forhold til dette fantastiske land, hvis natur, kultur og ikke mindst de mennesker, vi lærte at kende, har været med til at forme mit sind.