Den blikstille fjord uden en lyd.
Blot dette betagende syn,
der fik mig til at standse min gang og undres.
Undres over at jeg ligesom forsvandt
og gled ind i stilheden
i en fuldkommen væren ét med det hele:
fjorden, fjeldene luften, himlen, solen -
ét med altet - ét med Gud.
Væk var jeg, og dog så fuldt og helt til stede
som jeg sjældent har oplevet det før eller siden.
Inuit Nunaat
Inuit
"... Når man sammenligner grønlændernes liv med de fleste såkaldt kristnes liv, så vil de første virkelig give de sidste røde ører på Regnskabets Dag; for skønt grønlænderne ikke har nogen lov, så udfører de dog af natur 'lovens gerninger' (Rom. 2). Ja, hvordan skal man kunne fortolke de fleste kristnes voldsomme begær og stolte hovmod, deres prægtige, vellystne, og overdådige liv i almindelighed og deres had og indbyrdes kiv og splid og andre utallige grove laster i særdeleshed, end at de er langt fra livet - det liv, som er Gud, og på den måde i virkeligheden er dybt ulykkelige, mens Grønlænderne tværtimod lever i en form for naturlig uskyldighed og enfoldighed. Deres begær strækker sig ikke videre end til det nødvendige. De kender ikke til pragt og hovmod. De hader og undertrykker ikke hinanden - så lidt som de stræber efter at få magt og herredømme over hinanden. Kort sagt er de ganske fornøjede med deres stand og vilkår og plages ikke af idelige bekymringer. Er det ikke en stor lyksalighed?
O, I lyksalige folk! Hvad bedre kan man i ydre og materielle forhold ønske for jer end det, som I allerede ejer og har. Har I ingen rigdom? Så kender I heller ikke til fattigdom. Har I ingen overflod? Så lider I heller ikke mangel på nogen ting. Findes der ingen pragt og herlighed hos jer? Så er der heller intet foragteligt at finde. Hvad er skønnere end frihed, og hvad er lyksaligere end nøjsomhed?
Og dog savner I endnu ét, nemlig kundskab om Gud og hans søn Jesus Kristus, thi kun heri består det evige liv og saligheden (Joh. 17)..."
(Fra Det gamle Grønlands nye Perlustration eller Naturel-historie 1741 i min 'oversættelse')
Det var en af de første dage efter sommerferien. Farmor sad udenfor sit hus og var ved at skrabe et sælskind rent for spæk. Hun var altid i gang med noget, og hun var meget dygtig til alting. Engang havde hun syet kamikker til dronningen, fordi hun var så dygtig. Hun havde også syet kamikker til præsten. Han var lige kommet fra Danmark og var slet ikke vant til at gå i kamikker, så farmor havde syet tøjlapper under sålen, ligesom man gør til gamle mennesker, for, som hun hviskede til Amalie: gamle folk og præster må ikke gå og falde - det kan vi ikke have - og så havde farmor smilet til Amalie. Det gjorde hun tit. Amalie kunne se på farmors ansigt, at hun havde smilet mange gange, for hun havde dybe rynker over hele ansigtet. Det havde hun engang fortalt farmor, og så havde farmor klappet hende på hovedet og kigget længe ud over fjorden, inden hun sagde noget.
»Ja, lille Amalie, jeg har smilet meget og grædt meget, og så får man vist sådan et gammelt rynket ansigt.«
Amalie syntes slet ikke, farmors ansigt så gammelt ud - det var så pænt og mildt, og øjnene strålede - især når hun fortalte historier fra gamle dage ...
Læs hele fortællingen om Amailie og hendes farmor i Fiskenæsset nedenfor
... Thulefolket - og måske også andre tilsvarende oprindelige kulturer - minder mig om noget - bevæger mig på en måde, som sætter vores egen livsopfattelse i relief.
Så kan man kalde det indianerromantik, eller man kan psykologisere det hen til at være en forklarlig længsel efter min egen tabte barndom. Man kan komme med skræmmende eksempler på de såkaldt faktiske forhold og hvad ved jeg, men jeg har været igennem det alt sammen, og tilbage står en anelse om noget stort og dyrebart - min myte. Og det underlige ved det er, at kristendommen, sådan som jeg forstår den, bekræfter min myte. For så vidt var Jesus fra Thule, men kirken har selvfølgelig gjort ham til romer eller mystiker - og egentlig ville de vel helst have gjort ham til asket, fordi det, som han egentlig var, og det, som han egentlig sagde, ikke var godt nok. Derfor lavede de det om, så det kom til at passe til deres bitterhed mod livet, og så blev vi syndere - og så blev verden ond, og så gjaldt det om at sikre sig den evige salighed ved at krybe for korset som en flok hunde - for livet i sig selv var noget lort. Kun anger og bod og faste kunne måske frelse os, hvilket ikke gjorde os lykkeligere, men væsentligt mere hykle-riske. Og kirken drog ud i alverden med sin bitterhed mod livet og mod den onde verden for at omvende de elendige stakler, der levede i uvidenhed om at de var syndere, og bitterhedens ånd bredte sig ud over jorden. ...
Fra Grønlandske Spejlinger
Jeg forlanger det urimelige: at livet skal have mening.
Jeg kæmper for det umulige: at mit liv skal få betydning.
Jeg vover ikke, aner ikke hvordan jeg skal kunne, tro: at jeg ikke er alene.
Dag Hammarskjöld
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes
