Hjem

VELKOMMEN TIL MIN

HJEMMESIDE

ERIK FONSBØL

PROVST 

Født 1949. Bor i Svanninge Bakker på Sydfyn sammen med Kirsten. Vi har fire voksne børn og  syv børnebørn.

TILBAGE TIL PAULUS ...

Hvis man vil forstå, hvad kristendommen handler om - og det vil jeg forfærdeligt gerne - må man begynde med at studere Paulus' breve, som er de ældste skriftlige vidnesbyrd om kristendommen, vi kender.

For mig at se er det væsentlige for Paulus den universalisme, der sprænger alle grænser og skel mellem mennesker og stiller alle lige overfor Guds domstol. Som han siger: Her er ikke jøde og græker, slave eller fri - mand eller kvinde - for alle er vi ét i Kristus.

Mosaik af Paulus i Ærkebiskoppens Kapel i Ravenna fra o. 500.

Jeg mener, Paulus' grænsened-brydende teologi er ganske epoke-gørende, og jeg mener også, at det er hans teologi, der er videreført i evan-geliernes beskrivelser af Jesus, som kaldes Messias.

Der har fra starten været kamp om sjælene i menighederne. I Jerusalem sad 'De fattige' - vel egentlig den messianske menighed, der kom nærmest til Jesu oprindelige forkyndelse (hvad den så ellers er gået ud på). Her sad Jesus' bror Jakob som leder og 'De tolv'som en slags ældsteråd - stærkt knyttet til templet - som en ganske betydelig jødisk-messiansk sekt, der forventede den korsfæstede og opstandne Messias' snarlige genkomst.

Men i diasporaen - udenfor Israel - bredte der sig en anden, langt mere universalistisk og mindre legalistisk/ritualistisk opfattelse af betydningen af Messias' korsfæstelse og opstandelse, og det var den, der sejrede til sidst - godt hjulpet af romernes ødelæggelse af Jerusalem og templet i året 70. Det er den, Paulus plæderer for - ja, kæmper til døden for.

Hvad er det i sidste ende, der giver mit liv virkeligt indhold og virkelig integritet? Ifølge Paulus er det hverken lovoverholdelse, særlige religiøse og kultiske øvelser eller en særlig afholdenhed, men ene og alene inderlig hengivenhed mod og taknemmelighed overfor Guds nåde og barmhjertighed, der ikke blot gælder mig, men alle og enhver.

En ældgammel træstatue af Paulus, der står i kirken San Paolo fuori le mura i Rom.

Paulus' breve i ny oversættelse

Jeg har sat mig for at nyoversætte alle Paulus' breve. Det har været en nærmest terapeutisk proces, som naturligt nok har affødt fornyede overvejelser over de tanker og følelser, Paulus giver udtryk for. Disse overvejelser har jeg forsøgt at formulere. De fleste forskere anser ikke alle Paulusbrevene for at være skrevet af Paulus selv, men hvordan det nu end forholder sig med det, synes jeg bestemt, de alle er læseværdige.

En oversættelse er selvfølgelig altid på vej, og hvis nogen skulle have lyst til at kommentere dem, er man meget velkommen. Man kan skrive til mig i kommentarboksen nederst på siden.

Læs Paulus' breve med indledning og kommentarer her

Den nye fortælling


Den nye fortælling er et forsøg på en meget kortfattet introduktion til evangelierne og til Paulus.

Her er et klip:


... Hvordan det nu end forholder sig med det, så er det den begejstrede hyldest til en given sandhed, Det nye Testamente for mig at se er et lidenskabeligt oprør imod. På disse jødiske forfatteres tid og sted – Romerriget i det 1. århundrede - var ’sandheden’ først og fremmest repræsenteret af den romerske kejser, hans vasalkonger og den herskende stærkt nationalistiske og fundamentalistiske fortolkning af Moseloven - Toraen – centreret omkring tempelkulten i Jerusalem.
Som et modtræk mod disse givne sandheder fremstiller evangelierne et paradoks – først og fremmest i skikkelse af Jesus, Guds søn - ja, Gud selv - i ydmyg menneskeskikkelse. Han er ikke  kommet til verden for at blive dyrket som Gud eller kejser eller Messias, men for at tjene alle mennesker og sætte dem fri fra deres tyranner ved at ofre sit liv for dem. I modsætning til de sandheder, som ’verden’ dyrker og tilbeder, fremstilles den virkelige sandhed i al sin menneskelige ydmyghed og sårbarhed ...


Læs Den nye Fortælling her

Evangeliet i fri gengivelse


Jeg har forsøgt mig med en mere fri litterær gengivelse af evangelierne i de to essays er det vel nærmest: Du er Petrus og Marias brev til Alexander. Det første handler om apostlen Peter, der - mens han sidder i fængsel i Rom - fortæller slaven Alexander sin historie. Jeg har forsøgt at fortælle historien uden de overnaturlige elementer, som hører til det religiøse sprog. Den anden er et brev fra den aldrende Maria Magdalene, der sidder ude i Betania og mindes tiden med Jesus. Her lægger historien sig tæt op ad evangelierne.


Læs Du er Petrus her


Læs Marias brev til Alexander her

Hvad er kristendom? 

eller måske snarere:

hvem er jeg?

Denne hjemmeside handler først og fremmest om kirke og kristendom, sådan som jeg opfatter dem - og dermed handler siden jo også - og måske ikke så lidt - om mig selv.

Jeg har brugt en stor del af mit liv i Folkekirkens tjeneste - som præst både i Grønland og på Fyn - og jeg er teolog af uddannelse. For så vidt er jeg stadig under uddannelse, selv om jeg rent formelt er pensioneret. Bl.a. er jeg i gang med at oversætte Det nye Testamente endnu engang, hvilket fremgår nedenfor, og det er med til at give nye perspektiver til den kristendom, som jeg er født og båren ind i, men som jeg aldrig er blevet - og forhåbentlig heller aldrig bliver - helt færdig med.

Jeg har også brugt tid på at gennemlæse mine prædikener, hvilket har resulteret i den ganske opmuntrende og for nogen måske forbavsende prædikensamling, man kan finde på siden med Prædikener. Disse prædikener er langt hen ad vejen udtryk for drømme og længsler om et sandt og helt menneskeliv, der på mange måder står i modsætning til min egen virkelighed, og dermed afspejler de i høj grad, hvem jeg er. Måske endda mere end hvad der er kristendom!

En side handler om min kirke, som jo hele tiden er til debat og hele tiden skal reformeres, så den på bedste måde er i stand til at være kirke for de mennesker, der søger den.

En anden side er helliget Grønland, hvor jeg har været præst i otte år, og hvor jeg har lært en del om det at være et menneske. Det er nok ikke med urette, grønlænderne selv kalder deres land for Inuit nunaat - Menneskenes lande. Grønland har bl.a. affødt en roman og en børnebog og for nylig også en artikel om Missionen i Grønland, som der er links til på siden.

Endelig er der så en side om mig selv og min slægt - hvem jeg egentlig er, og hvad jeg er rundet af.

God fornøjelse! Hvis du har en kommentar eller en hilsen til mig, så findes der en mulighed nederst på siden her.

Hvorfor nu oversætte igen igen?


Der sker for mig at se det med de gamle tekster, at de med tiden stivner, og mange vendinger ligesom bliver slidt op. Så skal der nye ord til, så de smukke tekster kan bevare deres skønhed og ikke mindst deres lidenskabelige intencitet - uden at det derved bliver for plat eller hverdagsagtigt. Hvis man blot holder fast i de gamle oversættelser - som mange vel egentlig ønsker - risikerer man, at teksten og dermed budskabet bliver sært opstyltet og kunstigt højtideligt på grund af den forældede sprogtone.

Dertil kommer, at det forholder sig med poetiske tekster som med dansen. Den bliver først for alvor til i mødet mellem de dansende og musikken. Så når jeg oversætter de gamle tekster, så vil jeg selvfølgelig nok søge at finde rytmen – finde tilbage til de tanker, forfatterne har gjort sig, så de skrev, som de skrev. Men samtidig kan jeg ikke undgå at påvirke teksten med det, som jeg nu har i mig fra min livserfaring i min tid. Først i denne ’samtale’ bliver de døde bogstaver til levende ord - forhåbentlig til glæde for den, der læser.

Min oversættelse er således på ingen måde autoriseret eller udtryk for en eller anden 'ret' forståelse af kristendommen. Den er helt og holdent udtryk for mit eget personlige bud på, hvad der egentlig lå bag de fortællinger og breve, som udgør Det nye Testamente.


Her er Det nye Testamente i min foreløbige oversættelse


Markusevangeliet ...

Det formentlig ældste evangelium fra kort efter Jerusalems ødelæggelse i 70 e.Kr. skildrer en lidenskabelig kamp om mennesket mellem Gud og Satan. Hovedpersonen er Jesus fra Nazareth, der på Abrahams, Isaks og Jakobs Guds vegne fører kampen imod Satan, Guds Modstander, der undervejs antager forskellige skikkelser.

Det lykkes til sidst Satan at få både Rom og Jerusalem - så at sige - ja, selv nogle af de allernærmeste til at gøre Jesus tavs. Han bliver henrettet som en folkefjende på det romerske kors, men dette nederlag bliver imod alle odds grundlaget for hans endelige sejr, idet han tilsyneladende opstår af graven. Den er i hvert fald tom på tredjedagen efter hans begravelse, og nogle forskræmte kvinder får at vide, at han er taget til Galilæa, hvor han vil møde sine elever. 

Jeg har skrevet en lille indledning til Markusevangeliet, som også er forsynet med forklarende fodnoter.


LÆS KAMPEN OM MENNESKET HER

Matthæusevangeliet ...

... Da han så de mange mennesker, gik han op på bjerget, og da han havde sat sig, kom hans disciple hen til ham. Så tog han fat på at undervise dem og sagde:

Velsignet være de enfoldige, for det himmelske rige er deres!

Velsignet være de sørgende, for de skal trøstes!

Velsignet være de ydmyge, for de skal arve jorden!

Velsignet være de, der sulter og tørster efter retfærdighed, for de skal mættes!

Velsignet være de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed!

Velsignet være de rene af hjertet, for de skal se Gud!

Velsignet være de, som skaber fred, for de skal kaldes Guds sønner!

Velsignet være de, som forfølges på grund af deres retfærdighed, for det himmelske rige er deres.

Velsignet være I, når man håner og forfølger jer og løgnagtigt påstår alt muligt ondt om jer på grund af mig. Glæd jer og fryd jer! for stor er jeres himmelske belønning. Således forfulgte de jo profeterne før jer.

I er jordens salt, men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal jorden så saltes med? Det duer ikke længere til andet end at blive smidt ud og trampet ned af folk...


Læs den foreløbige oversættelse af Matthæusevangeliet her

Lukasevangeliet ...

... Det var på den tid, da der udgik et dekret fra Cæsar Augustus om at registrere hele verden. Denne registrering var den første, der fandt sted, mens Kyrenius regerede i Syrien, og alle rejste til deres hjemby for at blive registreret.

Også Josef tog afsted fra Galilæa, fra byen Nazareth, til Judæa, til Davidsbyen Betlehem, eftersom han var af Davids hus og slægt, for at lade sig registrere sammen med Mariam, hans forlovede, der var højgravid. Mens de var dér, oprandt dagen, hvor hun skulle føde, og hun fødte sin søn, den førstefødte. Hun svøbte ham ind og måtte lægge ham i et ædetrug, for der var ikke plads til dem på kroen.

I samme område lå der nogle hyrder ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Pludselig stod Guds engel hos dem, og Guds stråleglans strålede omkring dem, så de blev fyldt med rædsel. Men englen sagde til dem:

”Frygt ikke. Hør her, det er en stor glæde, jeg forkynder for jer – en glæde, som skal overgå hele folket: I dag er jeres befrier blevet født i Davidsbyen. Han er Messias, ja, Gud selv. Dette er jeres kendemærke: I skal finde et lille barn, som er svøbt ind, og som ligger i et ædetrug.”

Pludselig var der sammen med englen en kæmpemæssig himmelsk hærskare, der lovpriste Gud:

”Ære være Gud i det højeste!

Fred på jorden blandt mennesker -

til hans velbehag!

Læs den foreløbige oversættelse af Lukasevangeliet her

Johannesevangeliet ...


Først var fortællingen! 

Fortællingen var hos Gud – Gud var fortællingen.

Helt fra begyndelsen var fortællingen altså hos Gud.

Gennem den fortælling er alt blevet til –

ja, uden den er intet blevet til af det, som er.

I den er der liv, og det liv var menneskets lys -

lyset, der oplyste mørket.

Men mørket - mørket brød sig ikke om det ...

Læs den foreløbige oversættelse af Johannesevangeliet her

Apostlenes Gerninger

Her kan du læse den bog, som sandsynligvis er en fortsættelse af Lukasevangeliet - det tyder indledningerne i hvert fald på, når begge skrifter henvender sig til den samme Theofilus. Som navnet antyder handler denne bog om tiden efter Jesus' himmelfart og hovedpersonerne er apostlene Peter og ikke mindst Paulus.


Læs Fortællingen om apostlene i den foreløbige oversættelse

De almene breve ...

De almene breve er små opbyggelige pamfletter henvendt til de første menigheder rundt omkring i Romerriget. De er angiveligt forfattet af Jesus' elever som Johannes, Petrus eller Judas eller af Jesus' bror Jakob, som ifølge Thomasevangeliet efterfulgte Jesus selv som leder af Jesusbevægelsen. Se her, hvad Jakob skriver om troen eller hengivenheden, som jeg gerne oversætter 'tro' med:


"Hvad gavner det, mine brødre, om nogen påstår, at han er inderligt hengiven, men ikke handler efter det? Mon hengivenheden alene kan frelse ham? Hvis en bror eller søster er nøgen og savner det daglige brød – og så en af jer siger til dem: Gå bort i fred, varm jer og bliv mætte – men ikke giver dem det nødvendige til livets ophold – hvad gavner det så? Således er det med hengivenhe-den. Hvis ikke den medfører handling, er den død i sig selv.

Nogen vil indvende: Én har hengivenhed – en anden handler. Vis mig din hengivenhed uden hand-linger, så skal jeg vise dig min hengivenhed ud fra mine handlinger..."


Læs de almene breve i min foreløbige oversættelse her

Amalie og Bibelen

Amalie og Bibelen er et forsøg på at fortælle bibelhistorie for børn. Den foregår i Qeqertarsuatsiaat i Grønland og følger et år med årstidernes skiften og de forskellige kirkelige højtider. Det er Amailies gamle farmor, der prøver at fortolke Bibelens fortællinger for sit barnebarn. Bogen er forsynet med en fyldig indledning og noter.


...Det var en af de første dage efter sommerferien. Farmor sad uden­for sit hus og var ved at skrabe et sælskind rent for spæk. Hun var altid i gang med noget, og hun var meget dygtig til alting. Engang havde hun syet kamikker til dronningen, fordi hun var så dygtig. Hun havde også syet kamikker til præsten. Han var lige kommet fra Danmark og var slet ikke vant til at gå i kamikker, så farmor havde syet tøjlapper under sålen, ligesom man gør til gam­le mennesker, for, som hun hviskede til Amalie: gamle folk og præster må ikke gå og falde - det kan vi ikke have - og så havde farmor smilet til Amalie. Det gjorde hun tit.

Amalie kunne se på farmors ansigt, at hun havde smilet man­ge gange, for hun havde dybe rynker over hele ansigtet. Det hav­de hun engang fortalt farmor, og så havde farmor klappet hende på hovedet og kigget længe ud over fjorden, inden hun sagde noget.

»Ja, lille Amalie, jeg har smilet meget og grædt meget, og så får man vist sådan et gammelt rynket ansigt.«

Amalie syntes slet ikke, farmors ansigt så gammelt ud - det var så pænt og mildt, og øjnene strålede - især når hun fortalte histo­rier fra gamle dage....


Læs Amalie og Bibelen her

Børn i nationaldragter fra Qeqertarsuatsiaat

SEND EN KOMMENTAR

DET VILLE VÆRE HERLIGT AT FÅ NOGLE KOMMENTARER TIL OVERSÆTTELSERNE ELLER TIL SIDEN I DET HELE TAGET.

SEND EN KOMMENTAR HER. JEG TÅLER KRITIK!