DET SPØRGSMÅL har jeg arbejdet med på daglig basis stort set hele mit voksenliv. I prædiken efter prædiken gennem mere end 30 år har jeg funderet over dette 'evangelium', som jeg ved skæbnens tilskikkelse er blevet viet til, og jeg arbejder stadig med det - uden dog at have fundet noget, som jeg med rette kunne kalde 'den rette lære' endsige da 'den absolutte sandhed'. Alligevel - eller måske netop derfor - vil jeg gerne kalde mig selv kristen. Det kræver nok en forklaring.
Når jeg endnu ikke har fundet noget endegyldig kristen sandhed, selv om guderne skal vide, at jeg har søgt, så skyldes det måske, at der slet ikke findes nogen endegyldig kristen sandhed i form af en fast etableret religion, lov eller moral, kosmologi eller filosofi eller hvad, man nu vil. Altså ikke noget, man med rette kunne kalde en sand kristen lære. Der er masser af kristne dogmer og læresætninger, bekendelser og hellige skrifter, men for mig at se er det alt sammen mere eller mindre heldige forsøg på at fastslå og fastholde noget levende og uregerligt. Som Poul Henningsens vilde blomst, der dør, når den kommer i gartnerhænder. Til gengæld findes der en Kristus, der ifølge evangeliet er både sand Gud og sandt menneske - det vil sige livet selv i sin umiskendelige dobbelthed. Og som det levende liv, han ikke blot var, men hævdes fortsat at være, er han - som alt andet i universet - i bevægelse. Evangeliet taler om, at hans ånd er levende til stede i den kristne menighed - eller blot dér, hvor et par stykker snakker om ham - og det er altså den ånd - langt mere end døde bogstaver og givne læresætninger og sandheder - der bevæger hans menighed.
Jeg synes, det er en befriende tanke. Og meget mere end det. Det er en tanke, der giver mit selv en helt ny værdighed - jeg, der før måtte bøje mig for og kæmpe med at begribe andres etablerede 'sandheder', men som nu kan rette mig op med klar besked om at tænke selv - lytte til mit eget hjerte og min egen samvittighed, når livet skal forstås og leves. Lytte til min egen Kristus, som Paulus kunne have formuleret det. Den Kristus, vi lever og røres og er i - som altså altid er i bevægelse. Man kunne måske formulere det sådan: Kristen er ikke noget, jeg er - det er noget, jeg hele tiden bliver igen og igen i mødet med andre mennesker. Måske.
Det bringer mig så videre til spørgsmålet om, hvad der er formålet med evangeliet. Eller: Hvad vil denne Jesus mig egentlig? Ifølge evangeliet om ham, brugte han sit liv på at underminere det herskende religiøse og politiske samfund til fordel for et nyt fællesskab mellem mennesker. Et fællesskab, som ikke bygger på samhørighed i form af nationale, politiske, religiøse, moralske, racemæssige, familiemæssige eller andre fælles kendetegn. Ej heller på enighed om den rette måde at leve på eller om den rette tro - men på en drøm og et håb - på en længsel efter den nye jord og den nye himmel, som det siges. Det frie liv og det kærlige, forpligtende fællesskab, som ikke vil tilbede kejseren, men sætter det medmenneske, du møder på din vej, over alt. Mennesker er ikke til for kejserens skyld. Nej, kejseren er alene til for at tjene mennesker. Jeg tror, det var et hovedanliggende for den nye Kristusbevægelse.
Selvfølgelig skabte denne ikkevoldelige, åndelige underminering af det etablerede samfund voldsom modstand og forfølgelse fra magthavernes side - en modstand, der på et tidspunkt mundede ud i Jesu henrettelse på det romerske kors - og som fortsatte, alt som den bevægelse, Jesus og måske ikke mindst Paulus satte i gang, bredte sig rundt i hele Romerriget. Men hos nogle få antændte Jesus' liv - og måske ikke mindst hans død - den indre glød, som fik dem til - stik imod al rimelig fornuft - at kæmpe for at realisere denne drøm om et universelt menneskeligt fællesskab, der byggede på grænseløs og ubetinget kærlighed fremfor forkærlighed - selvhengivelse fremfor overlevelse - og som satte medmenneskets tarv højere end ens egne. Stik imod al erfaring følte de en vished om, at denne drøm med Guds hjælp snart ville gå i opfyldelse.
Modstand imod evangeliet er ikke blot forståelig, men såre menneskelig. Som kristen giver jeg godt nok Kristus og hans ånd lov til at gennem-strømme mig - f.eks. når jeg lytter til evangeliet, som det udfolder sig ved gudstjenesten, eller hvor den nu vil - men det sker i en stadig kamp med mit eget ego, der vil mig selv - der selv vil have magt over min egen tilværelse - der vil overlevelse fremfor alt - også på andres bekostning.
Ifølge evangeliet er mennesket splittet mellem disse to indbyrdes kæmpende rivaler. Kød og ånd kalder Paulus dem - man kunne vel også sige Gud og Djævelen eller ens egoistiske jeg og ens guddommelige selv, som de spirituelle siger det. Eller hvad man nu vil. Det vigtige er erfaringen af mennesket som et splittet væsen.
Denne ydre og indre modstand vanskeliggør selvfølgelig i nogen grad realiseringen af det Guds rige, som Jesus forkyndte i ord og i handling, og hvis gennemførelse – eller måske rettere: afventen - han overgav som en opgave til sine disciple og til de senere kristne menigheder, der spredte sig ud over verden. Kaster man et blik på verdens tilstand ifølge medierne og måske også på ens egen, synes opfyldelsen af den kristne drøm om Guds rige at være uendeligt langt borte. Men måske er drømmen om sådan en verdensomvæl-tende kristen revolution blot endnu et udtryk for det menneskelige magtbegær. Engang sagde Jesus noget om, at Guds rige allerede var her lige nu midt iblandt os. Og måske er Guds rige - den kristne drøm - noget helt andet end det, som alverdens imperier, kongeriger og pavedømmer med alle deres herligheder og deres imponerende magt og produktivitet, er udtryk for. Måske oprinder Guds rige i samme øjeblik, vi tør give slip på os selv og åbne os for Kristus-ånden eller tør hengive os til Kristus, som det udtrykkes. Og at åbne sig for Kristusånden eller hengive sig til Kristus er at åbne sig for og hengive sig fordomsfrit og uden betingelser til sit medmenneske. At elske – thi deri er livet. Når det sker - og det sker! - i det små - i dagligdagens mange samtaler og samvær - ja, så vil jeg mene, man godt kan tale om, at det er Guds rige, der bryder frem lige midt iblandt os. Og da bliver jeg kristen - når Kristusånden så at sige slipper mig fri fra mig selv og overgiver mig til det, som ifølge Kristus er det vigtigste af alt: mit medmenneske. I små glimt af spontan, umotiveret medmenneskelighed – eller rent ud sagt: selvhengiven-de kærlighed.
Så hvad betyder min Kristus så for mig, der kalder mig kristen? Personligt har jeg aldrig oplevet nogen livsforvandlende åbenbaring eller for den sags skyld 'set lyset'. Jeg synes på ingen måde, min kristendom har gjort mig til et nyt og bedre menneske. Min indre splittelse er for mig særdeles nærværende i dagligdagen. Så for mig betyder min kristendom ikke, at jeg er noget særligt i forhold til andre mennesker. Mit liv er et ganske almindeligt liv præget af frygt for Gud og hvermand i håb om at blive til noget fint og stort - vinde min fars og andres anerkendelse og tjene mange penge. Bortset fra frygten er der ikke noget af det, der er lykkedes. Men ind i dette ganske almindelige menneskeliv blander der sig så noget virkelig stort, som aldrig er min egen fortjeneste, men en ren og skær gave, der ligesom oplyser mit splittede liv på den flade strand og gør det både helligt, udvalgt og elsket. Sådan som det nu engang er! I heldige øjeblikke kan denne bevidsthed gøre mig lidt glad. Glad og taknemmelig for livet - glad for mine medmennesker, som jeg deler dette liv med - og også lidt mere glad for mig selv - fordi det hele ikke er op til mig. Dybest set var og er mit liv båret af livet selv - nærmest på trods af alle mine egne anstrengelser. Når det en gang imellem slår mig - det kan være når jeg går i kirke eller snakker med gode venner eller bare går en tur ved havet - så lever jeg igen. Så er jeg på ny.
2016
HVIS MAN SKAL PRØVE AT FORKLARE, hvad kristendom er, kunne man bruge kærligheden som indfaldsvinkel. Kærlighed (agape) i forhold til forkær-lighed (eros). Jeg læser Jesu forkyndelse som et revolutionært opgør med forkærligheden eller privilegierne af enhver art (grundet status fødsel, religion, etnicitet moral osv.). Når Gud er ånd eller kærlighed, som det hedder, er Gud ikke længere en selektiv Gud, der hytter sine fremfor andre. Helbredelse af syndere og fremmede og mange af lignelserne ser jeg som tegn på Guds kongedømme, hvor Gud selv og ikke kejsere og konger regerer over deres hierarkiske klassesamfund. Kejsere og konger og den verden, de repræsenterer, skildres som Guds modstandere (Satans værk), som bør forsages til fordel for Guds kongedømme, hvor der hersker frihed, lighed og kærlighed mellem mennesker uanset hvad og uanset hvem. En lighed, der bunder i en dyb respekt for ethvert menneske - ethvert Guds barn. De eneste, som ikke kan leve i Guds kongedømme, er dem, der ikke vil acceptere denne lighed - dem, der tager deres privilegier i verden med over i Guds kongedømme (basileia tou theou). ’Gud’ er for jøden Jesus selv-følgelig jødernes Gud (Abrahams, Isaks og Jakobs Gud), som denne verdens magter (denne verdens fyrste) har karikeret til ukendelighed, så han passer til deres korrupte og uretfærdige verdensorden.
At forsage eller ligefrem hade denne verden er altså at opgive hele den verdensorden eller civilisation, vi er opdraget i med dens imperier, religio-ner, hierarkier, magtkampe, politik og det hykleri, der bliver så åbenbart, når magthaverne skal forsøge at retfærdiggøre uretfærdigheden med fagre ord.
Ifølge evangelierne starter Jesus rent praktisk den bevægelse, som skal munde ud i Guds kongedømme. Han sender sine apostle (missionærer) ud i landet med det formål at helbrede og forkynde, at den gamle tid er forbi og Guds kongedømme er på vej. Tanken er vel, at denne nye verdensorden, hvor det er Gud, frihed, lighed og broderkærlighed, der hersker, skal brede sig nedefra som en surdej, der til sidst gennemsyrer hele dejen.
Denne folkebevægelse eller revolution nedefra kunne vel godt være historisk, ikke mindst fordi samtiden nærmest vrimler med den slags bevægelser, der ville gøre op med den herskende samfundsorden, det kor-rupte præsteskab, det lige så korrupte kongedømme og den romerske besættelse. Så vidt vides blev alle disse bevægelser - herunder Jesus-bevægelsen - udryddet med hård hånd af de jødiske og romerske myndig-heder. Jesus bliver henrettet på det romerske kors - ifølge evangelierne især foranlediget af det jødiske præsteskab, en letbevægelig befolkning, der snart er for, snart imod hvad som helst, og en valen romersk guvernør, der ikke tør følge sit eget hjerte.
Henrettelsen bringer imidlertid ikke bevægelsen til ophør som forventet. Den dukker op igen, men nok ikke helt i dens oprindelige skikkelse. For det første fortolkes nederlaget med korsfæstelsen paradoksalt nok positivt som udtryk for Guds vilje og plan. Med sin oprejsning af Jesus fra grav og død til den højeste ære underkender og forkaster Israels Gud klart sit eget folks – både elitens og pøbelens - handling og holdning, da de slog hans elskede søn ihjel efter at have pint og plaget og ydmyget ham. Straffen over folket kommer 40 år senere med Jerusalems ødelæggelse og Israels opløsning som nation. Til gengæld vender Israels Gud sig mod andre folk, som nu indbydes til at få del i hans kongedømme med frihed, lighed og retfærdighed – i hvert fald ifølge evangelisterne. Dette kongedømme bliver ikke længere skabt nedefra, men i bogstaveligste forstand ovenfra, idet Jesus forventes at komme igen (indenfor denne generation!) som den senjødiske menneskesøn eller messias, der ridende på himlens skyer sammen med sine engle skal udrydde al verdens ondskab, død og elendighed og oprette sit herlighedsrige for de udvalgte. Indtil da skal man blot vente stille og roligt med inderlig glæde og tålmodighed, mens man tåler og lider under verdens forfølgelser og ydmygelser, der er for intet at regne mod den herlighed, der snart skal oprinde for de udvalgte.
Således vender evangelierne tilsyneladende en revolutionær, aktiv frihedskamp til en passiv forventning om Guds indgriben i verdens skæve gang. Fra en klokkeklar opfordring til at kæmpe aktivt for retfærdighed og lighed gennem civil ulydighed eller måske endda med sværdet i hånd – i hvert fald ’ordets sværd’ – ændres Jesu forkyndelse allerede i evangelierne selv til en opfordring om passiv afventen, hvor man indordner sig lydigt under den gældende verdensorden, indtil Jesus selv kommer igen og ordner alt lige om lidt.
Dette synes også at være et hovedanliggende for Paulus, hvor Jesu egen for-kyndelse er ikkeeksisterende. Ja, hele Det nye Testamente ånder af den samme forventning om Guds og hans søns snarlige indgriben og den deraf følgende kristne passivitet i forhold til verdens-magtens nok så uretfærdige, hykleriske og gennemkorrupte regimer.
Det er vel ikke så underligt, at verdensmagten kunne se en fordel i at udbrede denne omvendte og til ukendelighed fordrejede forkyndelse af Jesu budskab, der var som skabt til at passivisere enhver befolkning og så at sige med Gud selv i hånden herske uindskrænket over masserne, mens disse tålmodigt ventede på bedre tider, sådan som de havde fået besked på fra højeste sted.
Denne uhellige alliance mellem kirke og stat skulle komme til at præge verden foreløbig i 2000 år, og selv har jeg været en ivrig medarbejder på den i 30 år.
2024
SOM NÆVNT HAR JEG VÆRET PRÆST i den danske og til dels den grønlandske kirke i 30 år - heraf de 12 tillige som provst, hvorfor jeg på en måde ret så skamløst har modtaget et ridderkors af Hendes Majestæt Dronningen som en særlig anerkendelse for min indsats. Problemet var og er nemlig, at jeg ganske ofte har befundet mig i en dyb tvivl om mit såkaldte kald. Om jeg nu også kunne stå inde for det, jeg var. Ikke blot teologisk med hensyn til det budskab, jeg var sat til at forkynde, men måske ikke mindst i forhold til min stilling og status i samfundet. Der er selvfølgelig en vis sammenhæng mellem de to forhold, men spørgsmålet var, om jeg for alvor kunne leve op til de krav og forventninger jeg som præst blev stillet overfor både af kirkens og for så vidt landets ledelse og af de menigheder, der havde valgt mig. Var jeg med andre ord troværdig i mit embede? Var der overensstem-melse mellem min gøren og laden i mit arbejde og mine inderste tanker og følelser, eller var der en splittelse, som jeg så mere eller mindre måtte forsøge at undertrykke eller dække over ved at lade som om? Det vil jeg prøve at belyse i det følgende.
Alle de gamle formuleringer er menneskeskabte – så vældige de end kan være i deres fantastiske, poetiske og mytologiske formuleringer – de er menneskeskabte og tidsbestemte – aldrig eviggyldige. Det er til gengæld ofte det, de skriver om, men eviggyldige sandheder må tages op af hver ny genration og formuleres igen og igen. Det er vel netop, hvad teologi handler om. Det er derfor, vi prædiker. Og det spændende ved det er, at de gamle formuleringer og forestillinger bliver levende igen, fordi jeg nu ser dem på en ny måde – ikke som eviggyldige sandheder, der skal tros, for at jeg med rette kan kalde mig kristen – for ikke at sige præst, men som det, de er, som det, de altid har været: vidunderlige menneskelige vidnesbyrd om det guddommelige nærvær i vores liv, som møder os i Kristus. Ved at pille dem ned fra den piedestal, de så forkert var anbragt på – og hvor de stod som stive og døde støtter, der herskede uindskræn-ket med deres troskrav over mit og mange andres kristenliv – kom de ned på jorden og dermed blev de pludselig levende igen.
Den danske Folkekirke er en statskirke - en national kult, om man vil, stærkt knyttet til kongemagten, og det har den på forskellig vis været, lige siden kongeriget Danmark blev til for godt tusind år siden. Det indebærer blandt meget andet, at kirkens præster i århundredernes løb ikke blot har repræsenteret Gud, så at sige, men også kronen eller staten overfor de lokale menigheder. Gud og Kongen står der manende på mit ridderkors. En funktion, der som beskrevet ovenfor måske er indbygget allerede i kirkens allerældste grundlag. Dette har i høj grad været med til at definere præsterollen med billeder som hyrden for fåreflokken (pastor) eller fader for sognebørnene (et begreb jeg forgæves har prøvet at eliminere fra ordforrådet).
Denne tilforladelige og veldokumenterede rolle var i min tid stadig ganske indgroet - både hos præster og menigheder - men noget tyder på, at den i dag er i opbrud, hvilket tilsyneladende medfører ret kaotiske forhold i mange menigheder, der ofte minder om en fåreflok uden hyrde, fordi den gamle ledelsesstruktur og den gamle præsterolle endnu ikke er blevet erstattet af noget andet, og dette tomrum er ikke godt for nogen. Det kalder i høj grad på en kirkelig og præstelig selvbesindelse.
Selv har jeg aldrig brudt mig om den rolle og vel heller ikke rigtig formået at leve op til den, bortset fra dens obligatoriske ceremonielle funktioner, som i øvrigt kan være ganske behagelige. Nej, for mig ligger en anden rolle langt nærmere og virker langt mere tillokkende end højærværdighedens eller skolemesterens, og det er Narrens. Denne rolle kan bestyrkes ved at kaste et blik på præstens kjole og krave, der sagtens tåler sammenligning med en om end lidt tam klovnedragt - blot uden klovnens farver og schwung og (som regel) uden den røde næse. For hvad er narrens opgave andet end at underholde og sige den ilde hørte sandhed, så det ikke er til at misforstå? Til gengæld er narren sjældent særlig populær. Lidt ugleset, måske også lidt aparte må han som gøgler påtage sig sin klovnedragt og spille op til dans for sit ofte nok skeptiske og kritiske publikum.
Dette intense maleri af Inge Merete Gross rammer nok den pastorale virkelighed i dag noget mere præcist end den almindeligt forventede præsterolle.
... Problemet er, at de gamle formuleringer ikke længere giver mening for ret mange mennesker, hvis de tages for pålydende. De fleste afskriver dem umiddelbart som forældede og uved-kommende. Man kan måske sige, at de gamle formuleringer er blevet skamredet af en bogstavelig og fundamentalistisk for-ståelse i en grad, så det kræver et kæmpearbejde at føre dem tilbage til deres oprindelige mening. Det er, som om forestil-lingerne har overtaget indholdets plads, så troen på forestil-lingerne overtog troen på det, der lå bag forestillingerne. Det er netop fundamentalismens overfladiske væsen. Læser vi Bibelen bogstaveligt, sådan som Spong er vokset op med den – og vel de fleste af os mere eller mindre selektivt - går vi ikke blot fejl af budskabet – men vi risikerer at gøre os selv til fortalere for et forvrænget og forkvaklet menneskesyn og samfundssyn, der legitimerer overgreb på mennesker ud fra en bogstavelig læs-ning af Den hellige Skrift. Eksemplerne på en sådan læsning af Bibelen er utallige og giver sig udslag i kvindeundertrykkelse, fordømmelse af homoseksuelle, antisemitisme, sanktionering af et jødisk, muslimsk eller kristent storrige osv osv ...
Kongen og Narren
DEN NAVNKUNDIGE JØDISKE SAGNKONGE, David, var en lykkemand. Alt, hvad han foretog sig, lykkedes overmåde godt – det var, som om Gud selv var med ham. Han opnåede stor magt og fik samlet det jødiske storrige Israel og han holdt alle dets fjender stangen. Men på toppen af hans magt gik det galt for ham. Han blev betaget af en smuk kvinde, der tog bad på taget af nabohuset. Han måtte have hende, men det viste sig, at hun var gift med en af hans generaler ved navn Urias. David ordnede sagen på den måde, at han sendte Urias ud på en mission, hvor han efter alt at dømme ville blive dræbt. Og det blev han, og David kunne tage den smukke - nu enkefru Batseba til sig. Så vidt så godt. Nu havde kong David en profet ved hoffet ved navn Nathan, og en dag kom Nathan og fortalte David en historie om en rig mand, der havde en fattig nabo. Den rige mand havde småkvæg i mængde, men den fattige havde kun et lille lam, som han til gengæld elskede overalt på jorden. En dag fik den rige mand uventet besøg, og da han ikke nænnede at tage af sine egne dyr, tog han den fattige mands lam, slagtede det og serverede det for sine gæster. Da kongen hørte den historie, blev han voldsomt opbragt og forsikrede om, at denne mand skulle straffes, for sådan gjorde man bare ikke i Davids rige. Og så udtaler Nathan de berømte ord: Du er manden!
For så vidt vil jeg gerne bevare folkekirken som en statskirke, fordi jeg tror, kirken har brug for staten, så den kan tale og blomstre frit – sådan som den jo også gør det i vidt omfang. Men den egentlige grund er, at staten har brug for kirken – staten har brug for evangeliets lys og salt – har brug for, at nogen taler statsmagten imod, når den af den ene eller anden grund bliver umenneskelig.
Kirken i Farver spørger fem fynske præster om deres tro. Heriblandt mig.
Når vi af gammel vane sætter skel mellem dem derude og os herinde og dermed glemmer vores kristne kærlighed. Det vidste kong David. Og derfor havde Nathan sin gang ved hoffet – og derfor måtte han tale frit til kongen – så ubehageligt det end måtte være. En del af Nathan går igen i de enevæl-dige middelalderkongers nar, der havde lidt af den samme funktion – at være den, der måske ene af alle kunne tale kongen imod frit og frimodigt.
Kirken som sådan en statsansat nar er måske ikke det dårligste billede på folkekirken. Engang havde vi et samfund, der i høj grad værdsatte lighed og retfærdighed, og som også gjorde en stor indsats for at fremme disse lighedsidealer i vores samfundspolitik og rundt omkring i verden. Hvad det angår, vil jeg ikke tøve med at påstå, at vi havde et af verdens frieste og bedste samfund. Men tiderne skifter, og vi bliver igen sært krigeriske og fordømmende, og så skal der altså tales imod, så det kan høres – og så er det for mig at se fløjtende ligegyldigt, hvor denne modsigelse kommer fra - bare den kommer.
Som præst i statskirken vil jeg meget nødigt have mundkurv på af mennesker, som åbenbart helst ser præstestanden som en samling tandløse hyggeonkler og -tanter. Og tilsiger Kristus mig at modsige statsmagten eller en hvilken som helst anden umenneskelig magtudøvelse fra prædikestolen – så gør jeg det. Håber jeg. For mig at se er det netop en umistelig del af kirkens forkyndelse, og jeg ville føle mig noget luset, hvis jeg af hensyn til den gode stemning undlod at sige sandheden. Både på prædikestolen og alle andre steder. Det burde jeg i hvert fald.
2005
En selvbiografi fra barndom og opvækst
