Erik Fonsbøl

Hvad er sandhed?

     Mine forgæves forsøg på at gennemskue tilværelsen

Det var Stilheden...

Den blikstille fjord uden en lyd.

Blot dette betagende syn,

der fik mig til at standse min gang og undres.

Undres over at jeg ligesom forsvandt

og gled ind i stilheden

i en fuldkommen væren ét med det hele:

fjorden, fjeldene luften, himlen, solen -

ét med altet - ét med Gud.

Væk var jeg, og dog så fuldt og helt til stede

som jeg sjældent har oplevet det før eller siden. 

Og det var sangen -

den forløsende salmesang juleaften,

der fik tårerne frem i øjnene hos mange -

også hos mig selv.

I dette varme fornyende fællesskab af mennesker

sendte man alle årets fortrædeligheder og sorger væk,

så man kunne tage imod et nyt år

med alt, hvad det indebar.

Væk var jeg og dog så fuldt og helt til stede

som jeg sjældent har oplevet det før eller siden.

Og det var så meget andet ...

Små glimt fra Fiskenæsset, hvor vi ankom i 1981 kort efter ordinationen i Nuuk. Ud over arbejdet i kirke og skole blev der tid til fjeldture og torskefiskeri i den ufatteligt smukke og farlige natur.

Grønnedal

Fra april til oktober 1970 var jeg som værnepligtig vejr-observatør i flyvevåbnet udstationeret på flådestation Grønnedal i Sydgrønland. Her fødtes drømmen om, engang at vende tilbage til det smukke land mod nord - en drøm, som gik i opfyldelse 11 år senere. 25 år senere kom jeg endda tilbage som præst til et vemodigt gensyn med en noget forandret flådestation. 

Mit arbejde bestod i at registrere vejret sammen med to andre 'flyvere' og en meteorolog, men der blev også tid til meget andet. Naturoplevelser med teltture ind i fjorden og bestigning af Kuunnaatfjeldet (billedet) bidrog til min fascination af den vilde natur, som vi ikke er forvænt med i vores flade, tætbefolkede fædreland. Og så bidrog dette intense ophold vel også til, at jeg lærte mig selv lidt bedre at kende i relation til det tætte fællesskab, hvilket var en blandet oplevelse af positive og negative erfaringer. 

I Grønnedal skrev jeg min allerførste offentliggjorte artikel i vores lokale avis Dalposten. Det var en anmeldelse af Mads Lidegaards bog Tradition og Udvikling, som kan læses her

 

 Glimt fra tiden i Grønnedal

Menneskenes hjem

Inuit Nunaat

Selvfølgelig påvirker dine daglige omgivelser dig. De er med til at forme dit sind måske lige så meget som dine medmennesker er det.  Skønheden har noget på mig, så jeg opsøger den gerne. På samme måde med storheden - det ærefrygtindgydende. Det kalder på noget i mig - kalder mig ud af mine små selvoptagne cirkler og indpoder en egen ydmyghed i mit ellers så stolte sind. Små bliver vi unægtelig i den grønlandske natur - små og sært afvæbnede ansigt til ansigt med det, de kaldte Sila. Og måske bliver vi indimellem ligefrem mennesker - inuit - det, som vel var meningen med os engang, før vi opkastede os selv som universets ubestridte herrefolk, hvis mål var at underkaste os naturen, og hvis påfaldende foragt for det smukke og det gode har forårsaget en så ufattelig og ubodelig smerte og ulykke over den vidunderligt smukke og harmoniske verden, vi har skamferet til ukendelighed. At vi kan nænne det! Så fuldkommen hæmningsløst at kaste os over hinanden og over selve den natur, vi lever af - som gale hunde, der i en grådig blodrus flår deres eget livsgrundlag og deres eget ophav i stumper og stykker. Åh, Gud, se i nåde til os alle!

De oprindelige mennesker

Inuit

"... Når man sammenligner grønlændernes liv med de fleste såkaldt kristnes liv, så vil de første virkelig give de sidste røde ører på Regnskabets Dag; for skønt grønlænderne ikke har nogen lov, så udfører de dog af natur 'lovens gerninger' (Rom. 2). Ja, hvordan skal man kunne fortolke de fleste kristnes voldsomme begær og stolte hovmod, deres prægtige, vellystne, og overdådige liv i almindelighed og deres had og indbyrdes kiv og splid og andre utallige grove laster i særdeleshed, end at de er langt fra livet - det liv, som er Gud, og på den måde i virkeligheden er dybt ulykkelige, mens Grønlænderne tværtimod lever i en form for naturlig uskyldighed og enfoldighed. Deres begær strækker sig ikke videre end til det nødvendige. De kender ikke til pragt og hovmod. De hader og undertrykker ikke hinanden - så lidt som de stræber efter at få magt og herredømme over hinanden. Kort sagt er de ganske fornøjede med deres stand og vilkår og plages ikke af idelige bekymringer. Er det ikke en stor lyksalighed?

O, I lyksalige folk! Hvad bedre kan man i ydre og materielle forhold ønske for jer end det, som I allerede ejer og har. Har I ingen rigdom? Så kender I heller ikke til fattigdom. Har I ingen overflod? Så lider I heller ikke mangel på nogen ting. Findes der ingen pragt og herlighed hos jer? Så er der heller intet foragteligt at finde. Hvad er skønnere end frihed, og hvad er lyksaligere end nøjsomhed?

Og dog savner I endnu ét, nemlig kundskab om Gud og hans søn Jesus Kristus, thi kun heri består det evige liv og saligheden (Joh. 17)..."

(Fra Det gamle Grønlands nye Perlustration eller Naturel-historie 1741 i min 'oversættelse')

Således beskriver den norske præst, Hans Egede det naturfolk, han mødte ved sin ankomst til Grønland i 1721.

Ikke uden kærlighed og beundring for de 'kristne' dyder han fandt her på trods af folkets totale uvidenhed om kristen-dommen. Menneskelige dyder, som åbenbart langt overgik hans kristne europæiske samtids. Det burde jo nok vække til eftertanke om den kristne mission...

Se min artikel fra 2019 nedenfor om missionen i Grøn-and.

Selv har jeg aldrig været missionær, hverken i Grønland eller andre steder. Jeg var ikke som mine forgængere udsendt, men tilkaldt af Den grønlandske Kirke, eftersom der var mangel på præster på det tidspunkt. Jeg vil tværtimod mene, at jeg selv fik væsentligt mere ud af mine år i Grønland hvad livsindsigt og kristendom angår, end grønlænderne fik ud af den noget famlende unge danske præst, de var blevet begavet med. 

Under mit andet ophold i Grønland i halvfemserne fik jeg lejlighed til at ned-skrive nogle af mine tanker. Det blev til bogen Grønlandske spejlinger, som kan læses i sin helhed her.

Det var en af de første dage efter sommerferien. Farmor sad uden­for sit hus og var ved at skrabe et sælskind rent for spæk. Hun var altid i gang med noget, og hun var meget dygtig til alting. Engang havde hun syet kamikker til dronningen, fordi hun var så dygtig. Hun havde også syet kamikker til præsten. Han var lige kommet fra Danmark og var slet ikke vant til at gå i kamikker, så farmor havde syet tøjlapper under sålen, ligesom man gør til gam­le mennesker, for, som hun hviskede til Amalie: gamle folk og præster må ikke gå og falde - det kan vi ikke have - og så havde farmor smilet til Amalie. Det gjorde hun tit. Amalie kunne se på farmors ansigt, at hun havde smilet man­ge gange, for hun havde dybe rynker over hele ansigtet. Det hav­de hun engang fortalt farmor, og så havde farmor klappet hende på hovedet og kigget længe ud over fjorden, inden hun sagde noget.

»Ja, lille Amalie, jeg har smilet meget og grædt meget, og så får man vist sådan et gammelt rynket ansigt.«

Amalie syntes slet ikke, farmors ansigt så gammelt ud - det var så pænt og mildt, og øjnene strålede - især når hun fortalte histo­rier fra gamle dage ...

 Læs hele fortællingen om Amailie og hendes farmor i Fiskenæsset nedenfor

... Thu­le­fol­ket - og mås­ke og­så an­dre til­sva­ren­de oprindelige kul­tu­rer - min­der mig om no­get - be­væ­ger mig på en må­de, som sæt­ter vo­res egen livs­op­fat­tel­se i re­lief.

Så kan man kal­de det ind­i­a­ner­ro­man­tik, el­ler man kan psy­ko­lo­gi­se­re det hen til at væ­re en for­klar­lig læng­sel ef­ter min egen tab­te barn­dom. Man kan kom­me med skræm­men­de ek­sem­pler på de så­kaldt fak­tis­ke for­hold og hvad ved jeg, men jeg har væ­ret igen­nem det alt­ sam­men, og til­ba­ge står en anel­se om no­get stort og dy­re­bart - min my­te. Og det un­der­li­ge ved det er, at kris­ten­dom­men, så­dan som jeg for­står den, be­kræf­ter min my­te. For så vidt var Je­sus fra Thu­le, men kir­ken har selv­føl­ge­lig gjort ham til ro­mer el­ler mys­ti­ker - og egent­lig vil­le de vel helst ha­ve gjort ham til as­ket, for­di det, som han egent­lig var, og det, som han egent­lig sag­de, ikke var godt nok. Der­for la­ve­de de det om, så det kom til at pas­se til de­res bit­ter­hed mod li­vet, og så blev vi syn­de­re - og så blev ver­den ond, og så gjaldt det om at si­kre sig den evi­ge sa­lig­hed ved at kry­be for kor­set som en flok hun­de - for li­vet i sig selv var forfærdeligt. Kun an­ger og bod og fas­te kun­ne mås­ke frel­se os, hvil­ket ikke gjor­de os lyk­ke­li­ge­re, men væsentligt mere hykle-riske. Og kir­ken drog ud i al­ver­den med sin bit­ter­hed mod li­vet og mod den on­de ver­den for at om­ven­de de elend­i­ge sta­kler, der le­ve­de i uvi­den­hed om at de var syn­de­re, og bit­ter­he­dens ånd bred­te sig ud over jor­den ...

Fra Grønlandske Spejlinger

Det var mørket og havet.

Det var det, vi kom af - ud af mør­ket - op af havet - vores ophav.

Engang slap det os nådigt fri dette barske elskovspar -

mør­ket og ha­vet - og der blev lys og land og vejr og ånd og syn og sagn.

Men så fortrød de, og hele tiden stiller de os til regnskab for vores skrøbe­lige frihed -

for lyset og lan­det - for disse nådegaver - for solen og varmen og jorden og sangen om li­vet -

for glæ­den – der blev så stakket.

For lyset må bøje sig for mørket, og jorden må bøje sig for havet,

som glæden bøjer sig for sorgen, der altid pres­ser på -

og selv guderne må bøje sig for mørkets og ha­vets endeløse tomhed.

 

De vidste det godt.

De vidste det, de folk, som kendte mørket og havet allerbedst, fordi det var en del af de­res liv - at leve tæt på afgrunden -

de vidste, hvad det var at leve - på kant med mørket og ha­vet.

Man så det i deres blik og somme tider i de­res gang.

Man hørte den i de­res stemmer, og den lå bag deres lat­ter og deres sang –

denne ve­mod ved li­vet - ære­frygten – ydmygheden - og smuk og ægte og ren var den.

Og gam­mel - gammel som slægten selv.

 

Denne slægt vidste, at det stirrende blik fra døden, som hele tiden rugede over dem fra mørket og havet -

kun kunne overvindes af sangen om livet -

sangen, der steg op som bobler af lys og luft i dit sinds mørke dybhav -

sangen om glæden, der opstod som et flygtigt smil fra en verden på den anden side –

sangen om et liv, der ikke var behersket af mørket og af ha­vet -

det liv, vi alle længes efter og kalder vores kæ­reste navne - det liv, vi går og søger i det små en tid –

men så jo nok giver op – giver op for mørket og for havet - det sorte hav.

Som regel da.

Læs hele fortællingen om den mærkelige sten fra Inuvik nedenfor