GÅRSLEV i 1954. Mit barndomshjem. Det er mig, der står nede i hundegården som femårig og vinker til flyveren, som var noget af et særsyn dengang. Læg mærke til de mange store træer rundt om præstegården; de var sammen med hundene mine bedste venner. I dag er byen fuldkommen forvandlet. På de fleste af de grønne marker er der nu typehuse og asfaltveje, og præstegården fra 1884, mit barndomshjem, er revet ned og erstattet af et stort typehus. Mange af de store træer er væk. Udvikling, javel, men på en måde vel også afvikling. Jeg savner mit barndomshjem. Måske er det for romantisk og for præget af, at det er her, jeg er vokset op, men det havde nu en værdi, dette lille landsbysamfund. Der var noget helstøbt over det, som gør, at man ser tilbage på det med glæde og vemod. Et skæbnefællesskab, som sjældent findes i vores pluralistiske, urbaniserede, atomiserede og vel egentlig ganske fremmedgjorte samfund. Det var et godt sted at vokse op, og jeg tror, det var et godt sted at være menneske. Ikke at der ikke var intriger og klassedeling og en vis undertrykkelse og givetvis også uretfærdighed og korruption, men det var aldrig voldsomt, synes jeg, og det blev på forskellig vis altid reguleret eller accepteret. Rigtig mange mennesker havde deres eget sted og var selvberoende, og når jeg ser tilbage, så står ikke mindst husmandskulturen som noget af det fineste og mest menneskelige, og det er synd og skam, at det ikke har kunnet bestå. Det kan godt være, en del husmænd fra dengang på det kraftigste vil benægte, at der skulle have været andet end slid og slæb fra morgen til aften, men på den anden side, så glemmer jeg aldrig Mikael Nielsens ansigt, da han til et kaffebord i præstegården fortalte om sin glæde ved at se det hele spire og vokse omkring sig om foråret. Har man overhovedet levet, hvis ikke man har gået dagen lang bag et hestespand og pløjet sin mark? Det var ikke særlig effektivt sammenlignet med vore dages industrialiserede og effektive landbrug, men måske er det ikke effektiviteten eller for den sags skyld rigdommen, der skaber den dybeste glæde i menneskelivet? 

SØNDAG DEN 4. SEPTEMBER 1949 blev jeg døbt Erik Biering Fonsbøl i Gårslev kirke. Her til højre er jeg fotograferet på dagen på verandatrappen sammen med mor, Søren og Karen Bodil og Torvald og Hans.

Jeg er vokset op i en rigtig præstegård på landet, og har på mange måder haft en lykkelig barndom i de smukkeste og menneskeligste omgivelser i familien og i landsbyen. Ofte gik jeg som barn over landevejen til Herman og Ane Kobbelgaard for at 'hjælpe til' på det lille husmandssted. De havde endnu heste og køer og grise og høns. Her blev jeg en del af et fællesskab, som stadig sidder dybt i mig, og som jeg nok stadigvæk savner, ligesom jeg savner min dejlige trygge barndom i det hele taget. Måske så meget, så jeg aldrig rigtigt har forladt den. Billedet til højre for det opstillede foto af mig som fireårig skildrer smukt mit forhold til livet - såmænd også som voksen. Det ser ud, som om det er mig styrer! De glade mennesker nedenunder er min mor og far.

Jeg gik i Gårslev Skole, men kom allerede midt i 3. klasse på Fredericia Realskole, hvor jeg havde det godt, men det kostede nok en del kammeratskaber i Gårslev. I 1. real startede jeg imidlertid efter min mors ønske - ikke mit - på Skjoldborgsvejens Skole, og efter real-eksamen kom jeg i gymnasiet i Fredericia. Her blev jeg student i 1969.

Så var jeg på Danfoss i Nordborg i nogle måneder som samlebånds-arbejder, hvorefter jeg var værnepligtig i Flyvevåbnet - bl.a. som vejrobservatør på marinestation Grønnedal i Grønland i 1970.

Efter nogle vikarjobs som lærer på Nr. Bork og Tarm skoler og efter et par måneder rundt i Europa på egen hånd begyndte jeg at læse teologi på Københavns Universitet i 1971. Jeg blev kandidat i 1981, men forinden var jeg blevet gift med Kirsten Skovmand i 1975. Vi fik Jens i 1978 og Ida og Troels i 1980. I 1981 flyttede familien til Grønland, nærmere bestemt Qeqertarsuatsiaat eller Fiskenæsset. Tre år senere flyttede vi til Ilulissat. Her kom Jakob til som sidste skud på stammen.

Efter to år i Ilulissat flyttede vi til Fyn i 1986, hvor jeg var blevet præst i Føns, Ørslev, Udby og Husby sogne på Nordvestfyn.

I 1993 fik jeg tre års orlov for at rejse tilbage til Grønland som præst for de danske menigheder i Sydgrønland med bopæl i Qaqortoq eller Julianehåb.

Vi flyttede tilbage til Føns i 1996, og i 1997 blev jeg tillige provst for Middelfart provsti, hvilket jeg var i 12 år, indtil min afsked i 2009.

Fra Føns præstegård flyttede vi til Svanninge Bakker på Sydfyn, hvor vi boede i 12 år, og hvor jeg bl.a. havde et to års vikariat som præst i Nørre Søby-Heden pastorat.

I 2021 solgte vi vores dejlige hus i de smukke bakker og flyttede ind i en lejlighed i København - nærmere bestemt på Amager, tæt på tre af vores børn og 5 af vores børnebørn. 

Så der er ligesom tre omdrejningspunkter i mit liv: Familien, Grøn-land og Kirken. Om dem handler disse sider.

Familien samlet i forbindelse med Livs dåb i oktober 2020. Tænk, hvad der kan komme ud af et tilfældigt møde en sen nat på Laurits Betjent i 1974! Sikke en rigdom!