GÅRSLEV I 1954.

Mit barndomshjem. Det er mig, der står nede i hundegården som femårig og vinker til fly-veren, som var noget af et særsyn dengang. Læg mærke til de mange store træer rundt om præstegården; de var sammen med hundene mine bedste venner.

I dag er byen fuldkommen forvandlet. På de fleste af de grønne marker er der nu typehuse og asfaltveje. Møllen er pillet ned, og præste-gården fra 1884, mit barndomshjem, er revet ned og erstattet af et stort typehus. Hunde-gården og de fleste store træer er væk.

Og det er jo sikkert alt sammen udmærket. Udvikling skal der til. Men jeg savner nu alligevel det gamle Gårslev fra min barndom.

Måske er det for romantisk og for præget af, at det er her, jeg er vokset op, men det havde nu en værdi, dette lille landsbysamfund. Der var noget helstøbt over det, som gør, at man ser tilbage på det med glæde og vemod. Et skæbnefællesskab, som sjældent findes i vores plura-listiske, urbaniserede, atomiserede og vel egentlig ganske fremmed-gørende samfund. Det var et godt sted at vokse op, og jeg tror, det var et godt sted at være menneske.

Ikke at der ikke var intriger og klassedeling og givetvis også uretfær-dighed og korruption, men det var aldrig voldsomt, synes jeg, og det blev på forskellig vis altid reguleret eller accepteret i fællesskabet. Rigtig mange mennesker havde deres eget sted. Langt de fleste var selvberoende, få var decideret fattige, og der var heller ikke mange rige.

Når jeg ser tilbage, så står ikke mindst husmandskulturen som noget af det fineste og mest menneskelige, og det er synd og skam, at det ikke har kunnet bestå. Det kan godt være, en del husmænd fra dengang på det kraftigste vil benægte, at der skulle have været andet end slid og slæb fra morgen til aften, men på den anden side, så glemmer jeg aldrig Mikael Nielsens ansigt, da han til et kaffebord i præstegården fortalte om sin glæde ved at se det hele spire og vokse omkring sig om foråret.

Mange gange gik jeg som barn over landevejen til Ane Kobbelgaard og Herman for at 'hjælpe til' på det lille husmandssted. De havde endnu heste og køer og grise og høns.

I Gårslev blev jeg en del af et landsbyfællesskab, som stadig sidder dybt i mig, og som jeg nok stadigvæk savner, ligesom jeg savner min barn-dom i det hele taget. Måske så meget, så jeg aldrig rigtigt har forladt den.