For at få ram på Rusland og derigennem Kina har USA og Nato provokeret Rusland gennem sine NATO-udvidelser og vel også gennem EU-udvidelser mod øst i en grad, så Rusland til sidst, efter at enhver forhandlingsmulighed var blevet afvist af Vesten, måtte se sig nødsaget til at gøre væbnet modstand i form af en meget forsigtig invasion i Ukraine, hvilket øjeblikkeligt skabte en stærk antirussisk stemning i hele Vesten, godt båret af politikeres og mediernes ensidige fordømmelse. Rusland – eller rettere: Putin - var aggressoren, krigsforbryderen, der overfaldt et uskyldigt og fredeligt naboland, og som derudover havde helt klare planer om at erobre resten af Europa. Sådan lød den fortælling, der så massivt blev forkyndt overalt i verden, og snart blev Ruslands præsident stævnet for den internationale krigsforbryderdomstol, så han kunne få sin velfortjente straf. Ingen var vel herefter i tvivl om, hvem der havde ret, og hvem der havde uret i denne sag. I hvert fald ikke i Vesten, der var sæ