For at få ram på Rusland og derigennem Kina har USA og Nato provokeret Rusland gennem sine NATO-udvidelser og vel også gennem EU-udvidelser mod øst i en grad, så Rusland til sidst, efter at enhver forhandlingsmulighed var blevet afvist af Vesten, måtte se sig nødsaget til at gøre væbnet modstand i form af en meget forsigtig invasion i Ukraine, hvilket øjeblikkeligt skabte en stærk antirussisk stemning i hele Vesten, godt båret af politikeres og mediernes ensidige fordømmelse. Rusland – eller rettere: Putin - var aggressoren, krigsforbryderen, der overfaldt et uskyldigt og fredeligt naboland, og som derudover havde helt klare planer om at erobre resten af Europa. Sådan lød den fortælling, der så massivt blev forkyndt overalt i verden, og snart blev Ruslands præsident stævnet for den internationale krigsforbryderdomstol, så han kunne få sin velfortjente straf. Ingen var vel herefter i tvivl om, hvem der havde ret, og hvem der havde uret i denne sag. I hvert fald ikke i Vesten, der var særdeles højrøstet i sin ensidige fordømmelse af den formastelige.

Det er klart, at Rusland brød international lov gennem denne invasion. Ingen må angribe et andet land ifølge international lov, medmindre det sker i selvforsvar. Men for Rusland var der tale om at imødegå en trussel mod landets fortsatte eksistens. Man frygtede med en vis historisk begrundet ret at blive tvunget til at dele skæbne med så mange andre lande i verden, der er blevet reduceret til lydige vasalstater for det amerikansk-britiske økonomiske og militære og vel også kulturelle imperium. Det imperium, der i øvrigt næppe kan siges selv at overholde international lov, hvad militæroperationer mod andre lande i hele verden angår. Jugoslavien, Libyen, Syrien, Irak, Afghanistan er blot de seneste og kendteste af en lang række militære overgreb mod suveræne nationer, hvortil kommer en endnu længere række af fremprovokerede regimeskift, hvor landene åbenbart var blevet mere selvstændige end godt var for Vestens ’interesser’. Chile, Guatemala, Honduras, Iran, Serbien, Ukraine for blot at nævne et par stykker.

Fordømmelser af andres gøren og laden bliver så nemt som ingenting skamfuldt hykleriske ved nærmere betragtning af de faktiske forhold. Tag først bjælken ud af dit eget øje, så kan du bedre fjerne splinten i din brors.

Gennem voldsomme sanktioner mod det forhadte Rusland og en helt enorm våbenhjælp og økonomisk hjælp til det elskede Ukraine, skulle Rusland tvinges i knæ og i sidste ende overgive sig betingelsesløst og isoleres fra verdenssamfundet, som den uvorne skoledreng, der sendes udenfor døren eller rettere: smides ud af skolen. Det var vel denne ’endlösung’, der pludselig fik neutrale lande som Sverige og Finland til at søge om optagelse i NATO, hvad de færreste vel begriber, og i det hele taget skabte den en sjældent beredvillig oprustning i hele Europa – i øvrigt uvist af hvilken grund. Måske for at styrke våbenindustrien på bekostning af den i forvejen haltende velfærd? For hvis man tror, man kan bekæmpe Rusland militært gennem en stedfortræderkrig i Ukraine, hvordan kan Rusland så samtidig udgøre en militær trussel mod Vesten – en trussel, der kræver endnu mere oprustning og udvidelse af en organisation som NATO, der i forvejen er bevæbnet til tænderne?  Man kunne godt få en fornemmelse af, at oprustningen i virkeligheden er vendt mod Kina, der jo i høj grad indgår som det store onde dyr i Vestens fortælling om verden, hvilket man heller ikke rigtig forstår. Hvad har Kina gjort, som i den grad gør verdens folkerigeste land til genstand for Vestens så forargede vrede? Afskaffet den dybe fattigdom blandt ca. 1 mia. mennesker?

Nu gik det ikke helt som planlagt. Rusland viste sig at være stærkere end antaget – både økonomisk og militært – og udviste vel også et nationalt sammenhold, der kom bag på Vesten. Så sanktionerne fik slet ikke den ønskede virkning, men vendte sig til gengæld - som en anden grønlandsk tupilak - mod afsenderen selv, hvilket først og fremmest gik ud over Europa, der mistede en vældig god handelspartner og ikke mindst energileverandør, og som endnu engang måtte se et jerntæppe blive trukket ned gennem kontinentet. Og på trods af intensiv hjælp fra hele Vesten og lejesoldater fra hele verden, er Ukraine slet ikke i stand til at bekæmpe russerne på slagmarken, hvilket man vel ikke skal være et militærgeni for at regne ud. Tværtimod er Ukraines tab af menneskeliv på slagmarken forfærdeligt store, hvilket udstiller Vestens umenneskelige kynisme så meget mere, som Vesten hele tiden opmuntrer – ja, ligefrem presser – Ukraine til at fortsætte den blodige, ulige kamp i stedet for at forhandle fred. Faktisk blev der forhandlet og endda vist underskrevet en fredsaftale mellem Rusland og Ukraine allerede i marts 2022, men aftalen blev åbenbart fejet af bordet af Vesten. Hele denne krig kunne antageligt have været undgået og hundredtusindvis af ukrainske og russiske menneskeliv kunne have været sparet, hvis Vesten blot fra starten havde respekteret Ruslands ganske rimelige og i øvrigt globalt anerkendte krav om at Ukraine skulle forblive et neutralt land af hensyn til Ruslands sikkerhed. Men det blev blankt afvist med en arrogance og en diplomatisk retorik på sandkasseniveau.

Samtidig oplevede Vesten, at den forventede støtte fra verdenssamfundet udeblev. Langt de fleste lande udenfor Vesten satte spørgsmålstegn ved den vestlige fortælling om de onde og aggressive russere, som de i grunden havde et udmærket forhold til. De ville ikke være med til sanktionerne og begyndte tilmed at sætte spørgsmålstegn ved den ellers så indgroede vestlige koloniale og økonomiske dominans i verden – hvorvidt den egentlig var retfærdig. En ny økonomisk verdensorden så dagens lys gennem nye alliancer som BRICS, der gik udenom Vesten. Det kom også til flere statskup i Vestafrika vendt mod de gamle koloniherrer, der stadig styrer og udnytter landene økonomisk, og man stillede – ikke mindst fra afrikansk side - krav om en reorganisering af FN, så den vestlige dominans – f.eks. i Sikkerhedsrådet kunne erstattes af en mere demokratisk ordning. Man spurgte med rette som den lille dreng i Kejserens nye Klæder: Hvorfor skal 10% af verdens befolkning styre og kontrollere de 90%? Hvordan er det rige Vesten egentlig blevet så rigt, som det er? Hvorfor er verdens rigeste kontinenter, Afrika og Sydamerika, stadigvæk de fattigste? Og det er for så vidt gode spørgsmål til Vesten, der jo altid stiller sig an som den retfærdige forkæmper for demokrati og menneskerettigheder, samtidig med at man åbenbart udnytter og undertrykker 90% af verdens befolkninger. Hvorfor har USA mon op mod 800 militærbaser overalt i verden? Hvad skal de bruges til? Prøv at lytte til statslederne fra Afrika og Sydamerika og Asien, der for tiden taler til FN’s generalforsamling. Det er en ganske entydig fordømmelse af den nuværende verdensorden.

Hvis det ovenstående overhovedet har det mindste på sig rent faktuelt, og ikke bare er en russisk inspireret konspirationsteori af de værre, så er vores lille land altså stærkt involveret i en amerikansk-britisk masterplan, der går ud på med alle midler at eliminere enhver modstand mod den amerikansk ledede liberale kapitalistiske verdensorden, der skal munde ud i en eviggyldig Pax Americana, hvor alle er rige og lykkelige ligesom i det nuværende USA. Måske fordi man dybt nede i sin stolte kristne hvide sjæl føler sig som retmæssige arvtagere at det romersk-katolske verdensimperium, man er rundet af. Hvis man da overhovedet føler noget som helst andet end kynisk magt- og profitbegær.

Selv synes jeg, det er en meget meget dårlig, rent ud barnagtig og ekstremt farlig plan, der skruppelløst spiller hazard med menneskehedens – herunder mine børns og børnebørns - fortsatte eksistens. For det er vel givet, at den konfrontation mellem atommagter, der så klart lægges op til, i sidste ende vil munde ud i en altødelæggende atomkrig. Andet ville være utænkeligt. Så det vil man altså bare tage med, eller hvad? Hvad har livet gjort, siden man føler sig fuldt berettiget til at udslette det? kunne man spørge naivt.


Når man i dag betragter verdens lemmingagtige løb mod undergangen, enten gennem en vanvittig atomkrig, hvis rædsler vel dårligt nok er gået op for de fleste, eller gennem den selvforskyldte overophedning af atmosfæren, der allerede nu påvirker og ødelægger millioner af menneskers liv, virker det unægtelig, som om enhver fornuftig, menneskelig tanke og følelse for livets ukrænkelige hellighed og blomstrende skønhed har måttet vige pladsen til fordel for et fuldstændig kynisk magt- og profitbegær. Ja, det virker unægteligt, som om de politikere, vi har valgt til at varetage vores liv og vores børns og børnebørns fremtid, enten har givet op eller har solgt sig selv helt og aldeles til dødens købmænd, for hvem intet andet end kynisk magt og profit har nogen betydning.