Det var Stilheden...

Og det var så meget andet ...

Små glimt fra Fiskenæsset, hvor vi ankom i 1981 kort efter ordinationen i Nuuk. Ud over arbejdet i kirke og skole blev der tid til fjeldture og torskefiskeri i den ufatteligt smukke og dødsensfarlige natur.

Grønlandske Spejlinger

Selv har jeg aldrig været missionær, hverken i Grønland eller andre steder. Jeg var ikke som mine forgængere udsendt, men tilkaldt af Den grønlandske Kirke, eftersom der var mangel på præster på det tidspunkt.

Jeg vil tværtimod mene, at jeg selv fik væsentligt mere ud af mine år i Grønland hvad livsindsigt og kristendom angår, end grønlænderne fik ud af den noget famlende unge danske præst, de var blevet begavet med. 

Under mit andet (tredje) ophold i Grønand i halvfemserne fik jeg lejlighed til at nedskrive nogle af mine tanker. Her er forordet:

Mit anliggende med det følgende, som oprindeligt er en opsamling af nogle dagbogsskriverier, er forholdet mellem erkendelse og pragmatisk fornuft på den ene side og på den anden side lidenskaben - det der bevæger dig.

Man kunne vel også sige forholdet mellem myten og videnskaben eller man kunne tænke på opgøret med psykologien som den instans, der i første række har sat sig til rette på den stol, der blev tom, da Guderne og myterne blev aflivet.

Hvis der er en eller anden rød tråd igennem kapitlerne, så er det et forsøg på at komme om ved denne konflikt. Det grønlandske spiller en væsentlig rolle - naturligt nok - og ligesom gennemsyrer det hele på samme måde som kristendommen gør det eller måske snarere den kærlighedens åbenbaring, som ligger bag kristendommen.

Jeg starter med at pejle mig ind på problemet ved hjælp af Grønland under overskriften Isen og folket. I kapitlet Løgnen kigger jeg lidt nærmere på kirken og kristendommen og på dette århundredes opgør med myten, samt hvad deraf fulgte, og under overskriften Det hellige forsøger jeg mig med en anderledes fortolkning af dette begreb. I kapitlet Kærligheden prøver jeg på ud fra Anders Nygrens fortolkning af den kristne kærlighedstanke at uddrage nogle konsekvenser af den absolutte kærlighed. Jeg vender tilbage til Grønland i Nytåret og prøver at sammenligne nogle grundlæggende religiøse og moralske værdier - festen og arbejdet, og så er tiden kommet til spørgsmålet om hvad Sandhed er, og om denne sandhed overhovedet findes. Så kommer lidenskaben til orde i et opgør med helgendyrkelsen - både den gamle og den moderne, og efter et forfærdeligt kapitel med selvransagelse, kommer jeg endelig frem til min »trosbekendelse«, som er et opgør med troen til fordel for den livgivende længsel. Kun i længslen kan du for alvor være fælles med dit medmenneske, medmindre du begrænser dig, hvad du jo som oftest gør - men det går bare ikke - så fristende det end er.

Selvfølgelig har jeg bredt mig over alt for meget og derfor behandlet det hele meget overfladisk, men tag det ikke for mere end det er: nogle sporadiske betragtninger - en gang pingpong mellem mine tre verdener: Familien, Grønland og Jesus... Læs Grønlandske Spejlinger her...

Amalies verden

var et behjertet forsøg på at skrive en grønlandsk bibelhistorie. Amalies vise farmor fortæller sit barnebarn Amalie historier fra Bibelen om livet og døden og kærligheden, mens livet går sin gang med glæder og sorger i løbet af et år i den lille bygd Inuvik på Grønlands vestkyst. Her er introduktionen til bogen:

Amalie er en pige på syv år, som bor i Inuvik, en lille bygd på Grøn­lands vestkyst. Hendes farmor, som hedder Ane Lund, og som hun holder meget af, fortalte hende engang, at noget af det vigtigste ved at være et menneske, det var evnen til at kunne undre sig over livet - både de små bitte ting og de meget store ting ved livet. Så Amalie bruger megen tid på at undre sig. Hun undrer sig f.eks. over en fluevinge, hun fin­der i vindueskarmen - så fin og spinkel den dog er - og alligevel stærk og i stand til at holde en stor flue i luften - eller rettere var, for nu er fluen død - måske fordi den ikke kunne komme ud gen­nem vinduet - ud i solen og luften, hvor den hører til. Amalie undrer sig over det alt sammen, og når hun har undret sig længe nok, så plejer hun at løbe ned til farmor, som bor sammen med farfar i et hus helt nede ved havnen, for farmor ved alting, synes hun. Og farmor har altid god tid til at snakke med Amalie - og så er hun god til at fortælle historier. Det er, som om hun er fyldt med histo­rier, og når Amalie kommer med et af sine spørgsmål, så har far­mor næsten altid en historie parat som svar.

Da Amalie kommer i skole, får hun også kristendom, og en dag, hun kommer ned til farmor efter skoletid, tager farmor en tyk bog ned fra hylden og viser den til Amalie. Det er en billedbi­bel med store, mærkelige billeder i om fremmede lande. Amalie får lov til selv at bladre i den store bog, og det er dejligt bare at kigge på de mærkelige billeder - og også lidt uhyggeligt, for nogle af bil­lederne gør Amalie helt bange. Men så er det rart at farmor er der og at kunne spørge hende om, hvad de forestiller, for farmor er bare så god til at fortælle.

Men lad os prøve at følge årets og livets gang i Inuvik sammen med Amalie og hendes farmor. Vi begynder i august...   Læs Amalies Verden her...

Inuit Nunaat - menneskenes land

SKØNHEDEN HAR NOGET PÅ MIG, så jeg opsøger den gerne. På samme måde med storheden - det ærefrygtindgydende. Det kalder på noget i mig - kalder mig ud af mine små cirkler og indpoder en egen ydmyghed i min ellers så stolte europæiske sjæl. Små bliver vi unægtelig i den grønlandske natur - små og sært afvæbnede ansigt til ansigt med det, de gamle kaldte Sila. Og måske bliver vi stolte Adams slægter indimellem selv mennesker - inuit - det, som vel var meningen med os engang, før vi opkastede os selv som universets ubestridte herrefolk, hvis mål var at underkaste os naturen, og hvis påfaldende foragt for det smukke og det gode har forårsaget en så ufattelig og ubodelig smerte og ulykke over den vidunderlige harmoniske verden, vi har skamferet til ukendelighed. At vi kan nænne det! Så fuldkommen hæmningsløst at kaste os over hinanden og over selve den natur, vi lever af - som gale hunde, der i en grådig blodrus flår deres eget livsgrundlag og deres eget ophav i stumper og stykker. Hjælp os, Grønland!!!