Hvad er et menneske...?

DA JEG VAR SYV ÅR GAMMEL, fik jeg en knaldende lussing af min far, så jeg tumlede henad køkkengulvet. Der var kommet jord på mine fine nye plusfours, så da jeg kom hjem fra skole, kom jeg i forhør: Hvordan har du griset dig sådan til?

- Det ved jeg ikke!

Bang! Han vidste det nemlig godt, for vognmand Madsen havde ringet hjem til far og fortalt, at jeg sloges med Steffensens tvillinger inde i hans have. Det var ikke det, der affødte afstraffelsen - nej, det var løgnen.

Nu lykkedes det ikke for mine forældre eller for nogen andre at banke løgnen ud af mig. Til gengæld lykkedes det dem at banke en konstant dårlig samvittighed ind i den lille purk - en dårlig samvittighed parret med en sær menneskefrygt, som aldrig senere har forladt ham. Men også en sær trang til at fundere over løgnens væsen og dermed at arbejde med det utroligt vanskelige begreb: Sandheden. Altså en påfaldende og vel egentlig lidet frugtbar trang til at ville forstå og begribe det uforståelige, ubegribelige og dybt forunderlige menneske-liv. Det har jeg godt nok brugt megen kostbar tid på - vel uden egentlig at komme Sandheden ret meget nærmere. Måske som en form for kompensation for mit noget flossede forhold til mine medmennesker. 

Og det kan man jo godt se som noget positivt - men hvordan kan man leve et normalt menneskeliv sammen med andre mennesker uden at melde sig under fanerne, så at sige? Uden at deltage med liv og sjæl i det, som alle andre tilsyneladende anser for at være vejen, sandheden og livet? Det svarer lidt til at tage til en fodboldkamp - ikke fordi man holder med det ene eller andet hold som de andre begejstrede tilskuere, men blot for at nyde og analysere selve spillet på banen. Som en fremmed, der bedømmer kampen alene ud fra dens kvalitet, og for så vidt er ligeglad med, hvem der vinder, og som slet ikke - som de andre - elsker det ene hold og hader det andet af et godt hjerte. 

Eller helt aktuelt har jeg klart gennemskuet den politiske 'sandhed' om det onde Ruslands uprovokerede overfald på det stakkels fredelige Ukraine. Jeg har gennemskuet politikernes og mediernes hykleri - hvilket ikke var svært - og jeg begriber ikke, hvordan de vestlige landes befolkninger i den grad hopper med på den britisk-amerikanske propagandavogn om de aggressive og utilregnelige russere, så flere europæiske lande ligefrem underminerer deres egen økonomi og velfærd under almindelig applaus fra politikernes og befolkningernes side, fordi de skal sanktionere og opruste. At man kan lade sig så beredvilligt besnære og forføre er mig en ubegribelig gåde, selv om løgn og hykleri og vold historisk set synes at være indbygget i den imperiale verdensorden.

Ja, sådan tænker jeg, men min anskuelse stiller mig udenfor. Mine argumenter er ikke stuerene i det gode selskab - de ødelægger den gode stemning, som ikke mindst skyldes det fælles opblæste had mod Rusland og den onde Putin og al hans væsen og den pludselige fælles omsorg for Ukraine, som vi støtter med penge og våben og alle gode tanker. Intet er tilsyneladende så gavnligt for sammenhængskraften i et samfund som en krig - også selv om det er en stedfortræderkrig, hvor vi vil kæmpe indædt 'til den sidste ukrainer' for at få ram på det forhadte Rusland. I den forbindelse er sandheden ligegyldig - illusionen er altafgørende og står for så vidt ikke til diskussion.

Og sådan forholder det sig - tænker jeg - med det meste af vores civilisation: Den bygger på tro. Det vi kalder sandhed, er i virkelig-heden vores tro, og den står selvsagt ikke til diskussion. Sandheden findes måske slet ikke i virkeligheden - kun fortolkninger af virkelig-heden findes som vores tro. Så når min far bekæmpede løgnen, så var det i virkeligheden vantroen, han bekæmpede - ulydigheden, måske? Fordi et fællesskab som familien i hans optik står og falder med den fælles tro - den fælles sandhed. På samme måde som Romerriget for kejser Konstantin åbenbart stod og faldt med den fælles kristne religion.

Er det så godt eller skidt? Går jeg glip af noget dyrebart, når jeg ikke vil eller kan lege med i det romantiske lidenskabelige drama, mine medmennesker opfører? Har jeg egentlig nogensinde levet for alvor - levet det bevægende liv, vi vel alle længes efter. Følelserne. Dramaet, som vi dyrker. Det poetiske liv, som koster livet, og som digterne digter om.

Svaret bliver hver dag et nej. Det poetisk-romantiske liv forbliver for mig en drøm. Jeg betragter dette ophøjede ideelle liv nedefra - fra jorden eller dybet - men jeg vil dog mene, at jeg betragter livet med en vis alvor og en del eftertænksomhed, der godt i heldige øjeblikke kan minde lidt om lidenskab.

Nu har jeg foreløbig reduceret den højtbesungne absolutte sandhed til en relativ tro, som jeg ovenikøbet selv har svært ved at tilslutte mig helt og holdent og til stadighed. Men er der så slet ikke noget, der ligesom står fast - noget, jeg kan holde mig til, som kan give mit omflakkende liv mål og mening?

LIGE FRA JEG VAR HELT LILLE, har jeg altså haft store problemer med at gøre, hvad der blev sagt. Jeg har aldrig forstået endsige anerkendt ’Du skal!’ eller for den sags skyld ’Du må ikke!’ Jeg gjorde stort set, hvad jeg havde lyst til, hvilket ikke faldt i god jord, så ganske tidligt blev jeg udstyret med en øm bagdel og en sort samvittighed over denne, tror jeg, medfødte sært luskede ulydighed mod enhver autoritet. En manglende evne til at lægge bånd på mig selv og indordne mig under civilisationens normalitet.

Jeg følte det, som om jeg mod min vilje blev slæbt op på en teaterscene og fik stukket et rollehæfte i hånden, som jeg så havde at lære udenad, hvilket jeg aldrig fik gjort. På den måde har jeg aldrig rigtig opfattet mit sociale liv i familie og samfund som det virkelige liv - aldrig rigtig fattet alvoren i det. Civilisationens alvor.

Det kan da ikke passe, tænkte jeg, når jeg fik skældud eller en ende-fuld, det er jo bare noget, vi leger. Det er jo bare for sjov!

Jeg tror, denne letsindige følelse har fulgt mig lige siden – denne mangel på egentlig engagement og alvor overfor tilværelsen i sam-fundet. Joh, selvfølgelig har jeg leget med så godt eller halvhjertet, jeg nu kunne, men det har på en måde altid været lidt på afstand – lidt på skrømt. Som om jeg ikke rigtig hørte med. Vel også fordi jeg ikke var særlig god til at spille spillet. Men hvor var jeg så i virkeligheden?

Jeg var helt alene oppe i toppen af et stort træ eller ude i hundegården sammen med hundene eller ude ved havet – mit elskede hav. Dér var jeg i ordets egentlige betydning, følte jeg - måske fordi jeg ikke behøvede at spille med i den vanskelige rolle, jeg var blevet tildelt. Der var der fred i ordets egentlige betydning. Den fred jeg kun sjældent har oplevet i det sociale liv.

Som en vildand, der bliver sat ned i andegården, hvor den snart opdager, at den ikke rigtig hører til. Men den kan ikke komme ud, og så bliver den sært anderledes end forventet – sådan lidt aparte, ude af stand til at falde til eller tage livet i andegården alvorligt.

Somme tider dukker en eller anden behjertet hønemor op og forsøger at inddrage den aparte and i fællesskabet, men som regel uden held. Jeg kan desværre ikke – du må have mig undskyldt…

En dag sætter den sig for at overveje sin situation. Hvilke muligheder har den?

Den overvejede at stikke af fra det hele. Engang havde den set en flok vildænder flyve himmelhøjt hen over andegården. Ganske svagt hørtes deres vilde kald deroppefra, og den følte en ubændig trang til at følge efter, men kunne alligevel ikke få sig til at tage af sted. Usikkert som det var – gumpetung som den selv var blevet og trods alt glad for det daglige madaffald, den blev fodret med.

Senere tænkte den alvorligt på at afsløre komedien i andegården. Begyndte at skrive opsigtsvækkende værker over samfundets og civili-sationens himmelråbende elendighed. Men efter et stykke tid opda-gede den, at også det var et komediespil, der blot skulle dække over den tragiske sandhed - at den egentlig ikke havde hjemme dér, hvor den var - at den var en fremmed fugl, der ikke orkede at bryde op fra sit fangenskab. Samfundskritikken var blot en projektion af dens egen elendighed, som en gammel vis kok forklarede den.

- Næh, min unge forfløjne ven, sagde den, du skulle hellere tage livet her i andegården på dig – kast dig ud i det liv, du har – lev det fuldt og helt sammen med de andre – ligesom de andre. Spil spillet. Glæd dig i fællesskabet – glæd de andre. Være til stede – vær der for de andre. Spis, drik, elsk og vær glad! Åh ja.

Vildanden nikkede og forstod, men den vidste samtidig med sit selv, at den  alligevel - selv om den kastede sig nok så lidenskabeligt ud i livet - altid ville føle en sær længsel efter at bryde op og komme ned fra scenen, så at sige. En livslængsel, som nemt kunne blive til en dødslængsel – bare for at slippe væk fra det liv, som den dybest set opfattede som kunstigt eller sært uvirkeligt – om end jo såmænd da behageligt nok.

Så det er noget af et dilemma, den stakkels vildand står i, og hvad skal den gøre? En sidste mulighed faldt den ind, og så tog den da omsider sit eksistentielle valg, som den måske uden at vide det havde været forudbestemt til lige fra begyndelsen.

Den valgte at leve sit liv i andegården, så fremmedgjort det end forekom den, men hvor den jo på sæt og vis havde det godt nok rent materielt. Men samtidig valgte den at bibeholde og styrke og nære sin længsel efter det andet liv – efter sådan et tabt paradis, hvor man egentlig hørte til og havde hjemme. I andegården er man godt nok til stede rent fysisk, men samtidig fandt den på at leve med en fast, rituelt og religiøst næret og dyrket bevidsthed om at høre til et andet sted – i virkelig-heden. ’Mit borgerskab er i Guds rige’, sang den hver morgen, ’did farer jeg og daglig op!’ Og når den engang skulle dø, så var det dér i Guds rige, den ville vågne op. Og så var den for alvor kommet hjem efter sit liv i det fremmede.

Denne løsning gjorde den i stand til at bære livet i andegården, syntes den. Når den mødte modgang, hvad den ofte gjorde, kunne den altid resignere med et suk:

- Nå ja, pyt! Det bliver bedre engang. Og til sidst bliver alting godt.

Og så smilte den for sig selv med et henført blik og med en urokkelig bevidsthed om at være elsket - om ikke af andre så dog af Gud i det mindste...

Og så glad blev den for sin åbenbaring, at den snart begyndte at præ-dike om den for enhver, der gad lytte...

3. Et frit menneske?

KEND DIG SELV! Dette græske bonmot fra antikken handler ikke mindst om selvbevidsthed. Hvem er jeg? Hvem er jeg i virkeligheden?

Og her svarer Paulus ligeud: I mig selv er jeg ikke noget værd og har intet som helst at rose mig af. Min religion, min status, mit køn, min såkaldte rigdom i enhver henseende har ingen betydning i virkelig-heden. Men Gud ske lov er Kristus flyttet ind i mig og har overtaget styringen af mit jeg. Han har dermed oprejst mig fra mit gamle udue-lige, begærlige og dødsdømte selv til en ny frifundet og evigt levende Paulus. Kvit og frit, sært umotiveret og gratis, dvs. af ren og skær nåde.

Den opstandne Kristus er nu mit egentlige jeg, og dermed bliver verdens og ikke mindst min egen retfærdige dom over mig arme synder ligegyldig - for i virkeligheden er jeg frelst og fri. Frelst fra mig selv, så at sige. Frelst fra mit normale dødsdømte slaveliv i denne verden og forbavsende nok salvet til konge i Guds rige - allerede her og nu.

Mit egentlige borgerskab er således i Guds rige, selv om jeg rent faktisk endnu lever i dødens barske verden.Som kongesønnen i eventyret, der forklædte sig som tigger og derfor blev foragtet og behandlet som tigger, fordi ingen kendte hans virkelige status, der til gengæld betød, at han kunne bære sin elendige tiggerstatus med et overbærende smil. Opgaven bliver så - hvis man altså køber Paulus' præmis - hele tiden - f.eks. gennem bøn og musik og samtale - at holde fast i denne nye status, fordi man af naturlig tilbøjelighed igen og igen falder tilbage i sit gamle verdslige og dødelige jeg, men også at overbevise alle andre om deres egentlige status som hellige konger og dronninger i Guds rige derinde bag det simple ydre, man ikke skal dømme mennesker på - overbevise og ikke mindst behandle enhver som det, enhver i virkeligheden er: konger og dronninger med arveret til evigt liv som Guds hellige sønner og døtre. Det er sådan, Paulus fortolker Jesus-begivenheden - som en guddommelig tilkendegivelse af, hvem vi i virkeligheden er. Det er hans evangelium til alle og enhver, som han så rejser verden rundt med som Guds udvalgte apostel, også selv om han møder voldsom modstand fra en blodtørstig civilisation, hvor du er din egen lykkes smed, og hvor det komme an på at gøre sig gældende, blive til noget, udrette noget stort som bevis på gudernes gunst.

Når Paulus taler om frihed, handler det om at være fri i forhold til at være slave - om at være søn af huset med arveret i forhold til at være ansat som slave uden frihedsrettigheder. Frelsen var således slavens overgang fra slavekår til frimandskår. Ordet betyder konkret 'frihalse' - dvs. at jernringen om slavens hals blev brudt op og fjernet. Den frihed har Kristus ifølge Paulus frikøbt de troende til. Han har så at sige betalt for den med sit eget liv ved selv at påtage sig menneskers slavekår, lidelse og død, selv om han egentlig nærmest var Guds ligemand. Dette var en kærlighedshandling af kosmiske dimensioner, som Gud efterfølgende belønnede Jesus for med opstandelse fra de døde, status som Guds søn og det højest tænkelige embede som Guds nærmeste rådgiver.

Frihed betyder altså for Paulus, at man godt nok ikke længere er under befaling af religiøse, filosofiske eller politiske doktriner og love, men til gengæld lever man 'i Kristus' - dvs. nu er det Kristus, der er Herre, og det er hans selvopofrende kærlighed, der er den nye lov eller lede-stjerne, hans troende 'slaver' følger - eller rettere: famlende forsøger at følge, under stærk, ydre og indre modstand - f.eks. ustandselige tilbage-fald til gamle guder eller herrer. Derfor kan Paulus sige, at det er Kristi kærlighed (agape på græsk) - og kun den - der kan gøre mennesker fri. Ingen religion, ingen lov eller moral, ingen status eller nok så stor rigdom og magt - ikke 'noget' som man med rette kan rose sig af og leve og bygge på, men ene og alene den selvopofrende kærlighed, som ingen for så vidt 'har' eller 'kan', men som nu strømmer frit fra Gud selv gennem livet og blot beder om at blive lukket ind i den menneskelige samtale, hvilket er ganske svært, da mennesker som bekendt har så mange sære ting for. Fri er jeg i forhold til religionen. Fri er jeg i forhold til kejsere, konger og herremænd af enhver art - men til gengæld bundet af Guds kærlighed i håb om kunne kanalisere denne kærlighed videre til mine medmennesker - det er, hvad et kristent menneske ifølge Paulus er, og det er så fri, man efter hans mening kan blive.

Man kunne godt få en fornemmelse af, at Paulus nok løser sig fra én streng herre blot for at underkaste sig en endnu strengere - nemlig kærligheden.

Ligesom i Bjergprædikenen i Mattæusevangeliet, hvor de gamles lov afløses af Jesu nye lov, der udmærker sig ved at være næsten uud-holdeligt rabiat: De gamle har for eksempel sagt: Du må ikke slå ihjel! Men jeg siger jer: Hvis du blot bliver vred, ryger du lige lukt i Helvede! Jesus kritiserer den fine gamle Moselov - eller i hvert fald dens bogstav - nedbryder templet, afslører de såkaldt helliges hykleri og underkaster både sig selv og sine disciple det, som man kunne kalde Lovens Ånd, som det er formuleret i den gamle profetiske drøm fra Jeremias:

4. Fællesskabet

DET, DER ADSKILLER MENNESKET fra resten af skabningen, er menneskets evne til at fortælle. Vi skal efter sigende ca. 70.000 år tilbage til det, som forskere har kaldt ’den kognitive revolution’ for at finde oprindelsen til denne fantastiske evne til at fortælle og til at lytte til en fortælling. Man kunne også kalde det evnen til at tænke, men også dyr tænker, selv om deres tanker nøje er knyttet til instinktive handlinger som kamp, flugt, mad og formering. Den kognitive revolution bestod i en hidtil uhørt evne til at abstrahere fra disse reptile instinkter - tænke abstrakt og kreativt - og dermed var fortællingen født.

Samtidig er mennesket naturligvis et pattedyr, udstyret med alle dyrets instinkter, og hvor meget af vores tid vi bruger på at tænke kreativt, er til en vis grad individuelt, men det er rigtig meget. En fortælling behøver jo ikke blive udtalt for at være til. Den kan sagtens foregå uudtalt inde i hovedet på os – og det gør den stort set hele tiden. Alt, hvad vi erfarer og oplever, omsætter vi lynhurtigt til en fortælling – f.eks. når vi møder et medmenneske. Vi sætter ord på og ordner dermed vores erfaringer, som vi så arkiverer i vores uendelige hukommelse. De fleste erfaringer og sanseindtryk er med tiden genkendelige og efterlader os nærmest uberørte, mens nye og uforklarlige tildragelser bevæger os og gør os urolige – lige indtil vi selv eller måske andre har fået sat ord på og forklaret tildragelsens eller medmenneskets historie. Så er ordenen genoprettet og vi er for så vidt rolige igen.

I hvert fald lige indtil vi selv eller andre sår tvivl om fortællingens gyldighed. Børn og barnlige sjæle gør det næppe, og rigtig mange vælger bevidst tvivlen fra, men for en hel del voksne mennesker sniger der sig før eller senere en tvivl ind, hvilket kan forekomme ærgerligt for nogen, men for andre er det selve livet – selve det at være et menneske. Jeg tvivler – altså er jeg! kunne de ligefrem sige. Dubito ergo sum.

Når denne efter min opfattelse indbyggede tvivl føres ud i livet og får lov til at komme til udtryk mellem forskellige mennesker, opstår der et ganske særligt menneskeligt fællesskab, hvor det er tvivlen eller samtalen omkring sandheden, der er grundlaget – langt mere end sandheden selv, for sandheden er simpelt hen ikke vores lod.

Sådan et fællesskab er båret af de forskellige menneskers evne til at give og modtage – det er kendetegnet ved den ydmyghed, der kommer af ikke at kende sandheden – og det er bemærkelsesværdigt ved den gensidige respekt og den nysgerrighed overfor hinanden, der netop kommer af, at det er samtalen og ikke sandheden, der er grundlag for samværet. Det er en fællesskabsform, som fordrer et stort mål af frisind – dvs. min evne til at lytte respektfuldt og nysgerrigt til andres fortællinger – især da når de modsiger min egen. For det kan jo sagtens være, jeg tager fejl, når ingen ejer sandheden. Alt er relativt, og ingen ved i den forstand bedre end andre.

Det betyder også, at den fortælling, jeg altid fortæller om mit medmenneske eller om mig selv – den dom, jeg dømmer med - er udsat for den samme tvivl og usikkerhed, hvorved det forhold, der måske blev ødelagt af en uoverlagt handling eller et forkert ord, eller den dom, jeg fældede over mig selv i den selvransagende ulvetime, aldrig er helt endegyldig.

I det hele taget fokuserer dette fællesskab på medmennesket, fordi der ikke er noget andet – ingen sandhed – ingen tro – ingen ideologi – ingen lov eller moral og for så vidt heller ingen gud, der er vigtigere end dit forhold til dine nærmeste – ja, vel til alle og enhver.

Sådan et fællesskab er sjældent, men det findes. Som regel som små glimt eller en betagende, men kort sommer, indtil det igen overtages af det fællesskab, vi kender så godt – det fællesskab, hvor det er sandheden, der er grundlaget. Eller rettere sagt: én sandhed, selv om enhver nok så relativ sandhed i denne sammenhæng udgiver sig for at være absolut – deraf navnet. I disse fællesskaber har man ophøjet én bestemt fortælling til at være den absolutte og ofte hellige sandhed, som så er det fælles grundlag, man lever på. Samtalen spiller her ikke den samme rolle, fordi den ligesom har mistet sit egentlige formål, når sandheden er en given sag. Det gør til gengæld bekendelser til, vidnesbyrd om og forkyndelse af den gældende sandhed. Ydmyghed handler her om at bøje sig for denne sandhed, og den gensidige respekt er forbeholdt denne sandheds fortalere og efterfølgere. Frisind erstattes - når det går højt - af en tolerance, der kender og efterlever den givne sandhed, men til en vis grænse tolererer afvigende holdninger. Til en vis grænse.

Det er jo nok en overvejelse værd, hvor mange af vores holdninger og handlinger, der er styret af andres alment anerkendte og ofte nok påtvungne fortællinger fremfor af os selv, eller af de rent faktiske forhold - endsige min helt egen vurdering. Og spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at komme tilbage til os selv for bare fortællinger? Jeg er jo så at sige født ind i en given fortælling, og som barn tog jeg på ingen måde stilling til denne fortællings lødighed eller sandhedsværdi. Jeg blev for eksempel døbt uden at protestere, da jeg var tre uger gammel og langsomt lærte jeg, hvem jeg var - at jeg havde en mor og en far og nogle søskende, der alle elskede mig - at jeg var dansk, hvilket var meget heldigt, for Danmark var det dejligste land i verden - at jeg var kristen som alle andre var det i familien og i hele landet, hvilket også var meget heldigt, for kristendommen var i modsætning til andre mærkelige religioner den fuldkomne sandhed. Senere lærte jeg, hvem der var vores fjender og hvem, der var vores venner. Så jeg er vokset op i trygge omgivelser med en tryg bevidsthed om at høre hjemme dér, hvor jeg var. Og den bevidsthed slipper jeg nok aldrig helt.

Og hvorfor skulle jeg også det? Jeg kunne jo fint leve et langt og lykkeligt liv på denne hjemlige fortælling om mig og mit land og min Gud, ligesom Adam og Eva fint kunne leve lykkeligt i Paradis i al evighed, hvis ikke det lige var for slangen, den snedige satan, der fristede med guld og grønne skove – og kundskab ikke mindst - derude i den barske virkelighed. Og så kom man ellers hjemmefra og måtte begynde den besværlige livsvandring mod det forjættede land - tilbage mod det tabte Paradis.