Hvad er det glædelige budskab?

Mine forgæves forsøg på at gennemskue kristendommen

Hvad betyder kristendommen for mig?

Et par famlende forsøg på at indkredse et vanskeligt spørgsmål til mig selv.

Det spørgsmål har jeg arbejdet med på daglig basis stort set hele mit voksenliv. I prædiken efter prædiken gennem mere end 30 år har jeg funderet over dette 'evangelium', som jeg ved skæbnens tilskikkelse er blevet viet til, og jeg arbejder stadig med det - uden dog at have fundet noget, som jeg med rette kunne kalde 'den rette lære'. Alligevel - eller måske netop derfor - vil jeg gerne kalde mig selv kristen. Det kræver nok en forklaring.

Når jeg endnu ikke har fundet noget kristen sandhed, selv om guderne skal vide, at jeg har søgt, så skyldes det måske, at der slet ikke findes nogen endegyldig kristen sandhed i form af en fast etableret religion, lov eller moral, kosmologi eller filosofi eller hvad, man nu vil. Altså ikke noget, man med rette kunne kalde en sand kristen lære. Der er masser af kristne dogmer og læresætninger, bekendelser og hellige skrifter, men for mig at se er det altsammen mere eller mindre heldige forsøg på at fastslå og fastholde noget levende og uregerligt. Som Poul Henningsens vilde blomst, der dør, når den kommer i gartnerhænder. Til gengæld findes der en Kristus, der ifølge evangeliet er både sand Gud og sandt menneske - det vil sige livet selv i al sin dobbelthed. Og som det levende liv, han ikke blot var, men hævdes fortsat at være, er han - som alt andet i universet - i bevægelse. Evangeliet taler om, at hans ånd er levende til stede i den kristne menighed - eller blot dér, hvor et par stykker snakker om ham - og det er altså den ånd - langt mere end døde bogstaver og givne sandheder - der bevæger hans menighed.

Jeg synes, det er en befriende tanke. Og meget mere end det. Det er en tanke, der giver mit selv en helt ny værdighed - jeg, der før måtte bøje mig for og kæmpe med andres etablerede 'sandheder', men som nu kan rette mig op med klar besked om at tænke selv - lytte til mit eget hjerte og min egen samvittighed, når livet skal forstås og leves. Lytte til min egen Kristus, som Paulus kunne have formuleret det. Den Kristus, vi lever og røres og er i - som altså altid er i bevægelse. Man kunne måske formulere det sådan: Kristen er ikke noget, jeg er - det er noget, jeg hele tiden bliver igen og igen i mødet med andre mennesker. Måske.

Det bringer mig så videre til spørgsmålet om, hvad der er formålet med evangeliet. Eller: Hvad vil denne Jesus mig egentlig? Ifølge evangeliet om ham, brugte han sit liv på at underminere det herskende religiøse og politiske samfund til fordel for et nyt fælles-skab mellem mennesker. Et fællesskab, som ikke bygger på sam-hørighed i form af nationale, politiske, religiøse, moralske, race-mæssige, familiemæssige eller andre fælles kendetegn. Ej heller på enighed om den rette måde at leve på eller om den rette tro - men på en drøm og et håb - på en længsel efter den nye jord og den nye himmel, som det siges. Det frie liv og det kærlige, forpligt-ende fællesskab, som ikke vil tilbede systemet, men sætter med-mennesket over alt. Mennesker er ikke til for systemets skyld. Nej, systemet er alene til for at tjene mennesker. Jeg tror, det var et hovedanliggende for den nye Kristusbevægelse.

Selvfølgelig skabte denne ikkevoldelige, åndelige underminering af det etablerede samfund voldsom modstand og forfølgelse fra magthavernes side - en modstand, der på et tidspunkt mundede ud i Jesu henrettelse på det romerske kors - og som fortsatte, alt som den bevægelse, Jesus og måske ikke mindst Paulus satte i gang, bredte sig rundt i hele Romerriget. Men hos nogle få antændte Jesus' liv - og måske ikke mindst hans død - den indre glød, som fik dem til - stik imod al rimelig fornuft - at kæmpe for at realisere denne drøm om et universelt menneskeligt fællesskab, der byggede på grænseløs og ubetinget kærlighed fremfor forkærlighed - selvhengivelse fremfor overlevelse - og som satte medmenneskets tarv højere end ens egne. Stik imod al erfaring følte de en vished om, at denne drøm med Guds hjælp snart ville gå i opfyldelse.

Modstand imod evangeliet er ikke blot forståelig, men såre menne-skelig. Som kristen giver jeg godt nok Kristus og hans ånd lov til at gennemstrømme mig - f.eks. når jeg lytter til evangeliet, som det udfolder sig ved gudstjenesten, eller hvor den nu vil - men det sker i en stadig kamp med mit eget ego, der vil mig selv - der selv vil have magt over min egen tilværelse - der vil overlevelse fremfor alt - også på andres bekostning.

Ifølge evangeliet er mennesket splittet mellem disse to indbyrdes kæmpende rivaler. Kød og ånd kalder Paulus dem - man kunne vel også sige Gud og Djævelen eller ens egoistiske jeg og ens guddommelige selv, som de spirituelle siger det. Eller hvad man nu vil. Det vigtige er erfaringen af mennesket som et splittet væsen.

Fra min ordination den 6. september 1981 i Hans Egedes Kirke i Nuuk.

Denne ydre og indre modstand vanskeliggør selvfølgelig i nogen grad realiseringen af det Guds rige, som Jesus forkyndte i ord og i handling, og hvis gennemførelse – eller måske rettere: afventen - han overgav som en opgave til sine disciple og til de senere kristne menigheder, der spredte sig ud over verden. Kaster man et blik på verdens tilstand ifølge medierne og måske også på ens egen, synes opfyldelsen af den kristne drøm om Guds rige at være uendeligt langt borte. Men måske er drømmen om sådan en verdensomvæl-tende kristen revolution blot endnu et udtryk for det menneskelige magtbegær. Engang sagde Jesus noget om, at Guds rige allerede var her lige nu midt iblandt os. Og måske er Guds rige - den kristne drøm - noget helt andet end det, som alverdens imperier, konge-riger og pavedømmer med alle deres herligheder og deres impone-rende magt og produktivitet, er udtryk for. Måske oprinder Guds rige i samme øjeblik, vi tør give slip på os selv og åbne os for Kristus-ånden eller tør hengive os til Kristus, som det udtrykkes. Og at åbne sig for Kristusånden eller hengive sig til Kristus er at åbne sig for og hengive sig fordomsfrit og uden betingelser til sit medmenneske. At elske – thi deri er livet. Når det sker - og det sker! - i det små - i dagligdagens mange samtaler og samvær - ja, så vil jeg mene, man godt kan tale om, at det er Guds rige, der bryder frem lige midt iblandt os. Og da bliver jeg kristen - når Kristusånden så at sige slipper mig fri fra mig selv og overgiver mig til det, som ifølge Kristus er det vigtigste af alt: mit medmenneske. I små glimt af spontan, umotiveret medmenneskelighed – eller rent ud sagt: selvhengiven-de kærlighed.

Så hvad betyder min Kristus så for mig, der kalder mig kristen? Personligt har jeg aldrig oplevet nogen livsforvandlende åbenbaring eller for den sags skyld 'set lyset'. Jeg synes på ingen måde, min kristendom har gjort mig til et bedre menneske. Min indre splittelse er for mig særdeles nærværende i dagligdagen. Så for mig betyder min kristendom ikke, at jeg er noget særligt i forhold til andre mennesker. Mit liv er et ganske almindeligt syndigt liv præget af frygt for Gud og hvermand i håb om at blive til noget fint og stort - vinde min fars og andres anerkendelse og tjene mange penge. Bortset fra frygten er der ikke noget af det, der er lykkedes. Men ind i dette ganske almindelige menneskeliv blander der sig så noget virkelig stort, som aldrig er min egen fortjeneste, men en ren og skær gave, der ligesom oplyser mit splittede liv på den flade strand og gør det både helligt, udvalgt og elsket. Sådan som det nu engang er! I heldige øjeblikke kan denne bevidsthed gøre mig lidt glad. Glad og taknemmelig for livet - glad for mine medmennesker, som jeg deler dette liv med - og også lidt mere glad for mig selv - fordi det hele ikke er op til mig. Dybest set var og er mit liv båret af livet selv - nærmest på trods af alle mine egne anstrengelser. Når det en gang imellem slår mig - det kan være når jeg går i kirke eller snakker med gode venner eller bare går en tur ved havet - så lever jeg igen. Så er jeg på ny.

2016

Så måtte jeg lige så stille fjerne stigen, gemme mit kamera under en bænk og sætte mig ned i kirkens kølige stilhed og lade disse gamle figurer gennemskue mig, mens de fortalte deres historier - alle disse fortællinger om en svunden tid. Om helgener og martyrer, præster og teologer - om mod og om lidenskabelig kærlighed til evangeliet og til den korsfæstede Herre, de stod omkring - ham, de levede for, kæmpede for og døde for - de fleste af dem halshugget - gjort tavse af verdensmagten. Dér havde de stået dengang i Husby Kirke og talt og levet og set på den unge præst, der lige var kommet til sognet.

Og de stod der endnu på samme sted og så ned på den aldrende provst, som var vendt tilbage til sin ungdoms kirke, og som blev sært bevæget ved gensynet med det alt sammen, og de spurgte ham interesseret om hans liv - om hans lidenskab - om det, han elskede - om det, han kunne dø for... Og han måtte slå blikket ned og kunne jo ikke svare disse mænd og kvinder noget, der forslog.

2015

Altertavlen i Husby kirke

Altertavlen i Husby kirke fotograferet i maj 2024. Det underlige stavær omkring tavlen forstår jeg ikke meningen med. Det pynter ikke.

For ikke så længe siden besøgte jeg Husby kirke på Nordvestfyn, der engang var slotskirke for godset Wedellsborg, og hvor jeg selv var præst gennem tyve år. Det var en tilfældig – måske lidt nostalgisk indskydelse, der fik mig til at gå ind og sætte mig på en af kirke-bænkene. Der var ingen andre derinde end de døde grever og baroner, som var stedt til hvile i sidekapellerne. Jeg mindedes gamle dage – de mange gudstjenester, bryllupper og begravelser, og jeg mindedes, hvordan jeg ved en tidligere lejlighed også havde siddet sådan alene i kirken og betragtet den fine gamle altertavle. Jeg var gået hen til kirken ikke så længe efter, at jeg var kommet til sognet, for at kigge nærmere på de smukke gamle billedskærerarbejder på Claus Bergs altertavle der stammede fra begyndelsen af 1500-tallet. Jeg havde i den anledning fået fat i nationalmuseets gamle fotografier af altertavlen, og kiggede først nærmere på lidelseshistorien. Der manglede noget. Hvor var stangen med eddikesvampen, som rækkes op til den korsfæstede Kristus? Så havde jeg lånt en stige af graveren og kravlede helt op til altertavlen - og dér lå den på den øverste hylde imellem Hieronymus og Augustin. Gud véd, hvor længe, den har ligget der, tænkte jeg, mens jeg satte den på plads, og en underlig tanke strejfede mig: nu var det mig, der rakte den sure vineddike op til min korsfæstede frelser.

Jeg havde kigget på apostlene: Der stod Peter med kirkens nøgle, selv om den var knækket. Der var Paulus med ordets sværd og lukkede øjne og Filip og Andreas med sit Andreaskors og dér den vantro Thomas med vinklen i hånden. Dér var Jakob den Ældre, rejseklædt med muslingen i turbanen og Jakob den Lille med sin stav. Dér stod Judas med pungen i hånden. Underligt, at han var med. Jeg fandt Bartholomæus’ sav og gav ham den i hånden igen. Ovenover stod Kristoffer med Kristus på nakken, Augustin og Hieronymus. Forneden stod de forgyldte kvinder: Maria, Anna, Barbara, Kristina. Uvurderlige træskærerarbejder fra middelalderen og skytshelgener for søfarende, soldater og andet godtfolk.

Jeg havde fotograferet det hele på kryds og tværs og var svært godt tilfreds med mine opdagelser og mine optagelser, da jeg pludselig fik den underligste fornemmelse af, at de alle sammen stod og stirrede på mig med stor undren: - Og hvem er så han dér med stigen og spejlreflekskameraet? Sært som han har glemt, at han befinder sig på et helligt sted, hvor mennesker er kommet i århundreder - ikke for at registrere og fotografere - ikke for at finde ud af os eller af vores Herre - men for at søge ind til os i en fast tro på, at vi er dem nær i deres bekymring og deres sorg - at vi ser på dem og beder for dem. Han er da vel ikke... han kan da umuligt være...

Selvransagelse i november

Det blev min lod i livet at se på,

hvad lyse stemmer aldrig ku’ forstå.

De leved livet, talte, sang og lo

og kasted nu og da et irriteret blik

på krogen, hvor jeg sad og lured for mig selv.

Jeg lærte aldrig lysets leg,

men fandt lidt trøst i flasken,

som løste mig fra mørkets grublerier

en alt for stakket tid.

Ad mørke gyder sneg jeg mig igennem livets nat –

krøb langs med mure som en slagen hund,

der længes så usigeligt mod det, den frygter mest:

At være åben, fri og glad for alt og alle -

at synge med i livets sang -

med lykkelig forventning ta livet i min favn...

Men nej - jeg måtte blive ved min lod

som ensom vindueskigger,

der altid – altid er på flugt.

1995

Her sidder jeg på min fars skød i præstegårdshaven i Gårslev. På græsplænen foran 'Højen'. Ikke ret gammel, men med det let undrende udtryk, der har fulgt mig siden. Nis Petersen var en af min mors yndlingsdigtere, og det var hende, der 'gav' mig Vuggesangen. Hun 'gav' mig i øvrigt også stjernebilledet Orion. Og så meget andet.

Vuggesang

af Nis Petersen 1933

Aa — barnlille,

det at ville er at miste for at vinde.

Det at ville er at spinde

møjes graad og arbejds glæde

til en sejrskaabes klæde.

Ikke ville — aa barnlille!

er den gustne angst for kampen.

Ikke ville, barn, er svampen,

som fra marven skal fortære

øjets glans og hjertets ære.

Stille, stille — mors lille!

Mor’s skat og kære plage.

Du skal alle dine dage

ville verden, ville livet,

ville kampen fremfor kivet

Slå dem ned som gale hunde!

Far verden, Far vel! er en af kernesalmerne i Den autoriserede dan-ske salmebog, og budskabet er vel ganske klart: Verden er ond og hyklerisk, ligesom mennesker er det - og det er der ikke noget at gøre ved! Sådan er det bare, og alle de fortabte, som føler konse-kvensen af denne ondskab, må bare væbne sig med tålmodighed, for lyksaligheden i Guds rige venter dem. Engang skal alt blive godt, selv om det lige nu ser sort ud. Dette tema går igen i ganske mange af salmebogens salmer, der selvsagt er med, fordi de afspejler kirkens budskab, som vel er dette evangelium for Guds (kejserens?) børn om, at Guds rige kommer og gør en ende på al elendigheden og ondskaben i verden - ja, gør en ende selv på døden. Det er også det gennemgående budskab i Det nye Testamente - ikke mindst hos Paulus. Men var det også Jesu egen forkyndelse?

Det er jo om noget et passiviserende budskab. Kristne skal ikke sætte sig imod det onde, men bære alt med et smil - i bevidst-heden om, at frelsen nok skal komme. Kristne skal slet ikke gøre oprør mod det bestående - mod øvrigheden - men underordne sig stille og roligt, uanset beskaffenheden af den bestående orden. Det var lidt af et hovedanliggende for Martin Luther, der jo har lagt navn til den danske statskirke fra 1536. Luther frygtede anarkiet som pesten og er kendt for sit bramfri råd til fyrsterne, da de undertrykte bønder gjorde oprør: Slå dem ned som gale hunde! Oprør mod øvrigheden er ifølge ham simpelt hen ukristeligt, og det kan øvrigheden jo så være glad for. Luther løb dog ind i fortolknings-vanskeligheder, da han på trods af sin kristne grundholdning til oprør sagde god for fyrsternes oprør mod den katolske kejser Karl V. Han måtte forklare det med, at oprør i visse tilfælde kunne tillades, dersom øvrigheden var tyrannisk eller direkte Antikrist, som f.eks. Paven. Så var ulydighed og oprør på sin plads. Men ellers ikke. Men hvornår er øvrigheden tyrannisk, og hvem skal afgøre det, Martin?

Der var andre kristendomsopfattelser i spil i dette rasende 16. århundrede, som gik på, at evangeliet netop var en opfordring til at kaste undertrykkelsens åg af sig og gøre op med den under-trykkende øvrighed. Kristendom blev her opfattet som en friheds- og oprørsbevægelse for arme og undertrykte mennesker, men disse opfattelser blev med hård hånd fejet af bordet af Luther som sværmerier - bragt til torvs af mennesker, der hverken forstod evangeliet eller den virkelighed, de levede i, men lod sig forføre af drømme og falske forhåbninger til stor skade både for sig selv og for samfundet som helhed. En af Luthers argeste modstandere i reformationskampen var Thomas Müntzser, der netop plæderede for en tiltrængt samfundsomvæltning af det feudale fyrstedøm-me, hvilket i sidste ende kostede ham hovedet. Han er senere blevet nærmest helgenkåret af bl. a. Friedrich Engels for sine revolutionære socialistiske og kommunistiske tanker, og i det gamle Østtyskland figurerede han på pengesedlerne.

Kampen dengang som nu stod ikke om, hvorvidt evangeliet var et politisk skrift eller ej, selv om det ofte er blevet og stadig bliver hævdet, men om hvilken politik, der skulle udledes af det: Det bestående feudale og imperiale klassesamfund eller en form for egalitær socialisme eller kommunisme.

Martin Luther i Melchior Lorcks streg

Begge dele er teologisk plausible fortolkninger af Det nye Testa-mente, der som tidligere nævnt mere har form af en debatbog end af en helstøbt uomgængelig sandhed. Nu blev det Martin Luthers og den franske teolog Jean Calvins fortolkninger, der kom til at dominere Nord- og Mellemeuropa og dets mange kolonier helt op til vore dage, men man kan vel godt hævde, at Thomas Müntzer på sæt og vis stod fadder til den socialistiske bevægelse, der bredte sig over store dele af verden i det 19. og 20. århundrede. Den igangværende bitre globale kamp mellem liberalismen på den ene side og socialismen på den anden, som liberalisterne kalder kampen mellem demokrati og autokrati eller rent ud mellem frihed og diktatur, kan derfor også med lidt god vilje ses som en videreførelse af de reformatoriske kampe i det 15. og 16. århund-redes Europa.

2024

Hvad er frihed?

Når Paulus taler om frihed, handler det om at være fri i forhold til at være slave - om at være søn af huset med arveret i forhold til at være ansat som slave uden frihedsrettigheder. Frelsen var således slavens overgang fra slavekår til frimandskår. Ordet betyder konkret 'frihalse' - dvs. at jernringen om slavens hals blev brudt op og fjernet. Den frihed har Kristus ifølge Paulus frikøbt de troende til. Han har så at sige betalt for den med sit eget liv ved selv at påtage sig menneskers slavekår, lidelse og død, selv om han egentlig nærmest var Guds ligemand. Dette var en kærlighedshandling af kosmiske dimensioner, som Gud efterfølgende belønnede Jesus for med opstandelse fra de døde, status som Guds søn og det højest tænkelige embede som Guds nærmeste rådgiver.

Frihed betyder altså for Paulus, at man godt nok ikke længere er under befaling af religiøse, filosofiske eller politiske doktriner og love, men til gengæld lever man 'i Kristus' - dvs. nu er det Kristus, der er Herre, og det er hans selvopofrende kærlighed, der er den nye lov eller ledestjerne, hans troende 'slaver' følger - eller rettere: famlende forsøger at følge under stærk ydre og indre modstand - f.eks. ustandselige tilbagefald til gamle guder eller herrer. Derfor kan Paulus sige, at det er Kristi kærlighed (agape på græsk) - og kun den - der kan gøre mennesker fri. Ingen religion, ingen lov eller moral, ingen status eller nok så stor rigdom og magt - ikke 'noget' som man med rette kan rose sig af og leve og bygge på, men ene og alene den selvopofrende kærlighed, som ingen for så vidt 'har' eller 'kan', men som nu strømmer frit fra Gud selv gennem livet og blot beder om at blive lukket ind i den menneskelige samtale, hvilket er ganske svært, da mennesker som bekendt har så mange sære ting for. Fri er jeg i forhold til religionen. Fri er jeg i forhold til kejsere, konger og herremænd af enhver art - men til gengæld bundet af Guds kærlighed i håb om min egen - det er, hvad et kristent menneske ifølge Paulus er, og det er så fri, man efter hans mening kan blive.

2023

Lovens Ånd

Man kunne godt få en fornemmelse af, at Paulus nok løser sig fra én streng herre blot for at underkaste sig en endnu strengere - nemlig kærligheden. Ligesom i Bjergprædikenen i Mattæusevangeliet, hvor de gamles lov afløses af Jesu nye lov, der udmærker sig ved at være næsten uudholdeligt rabiat: De gamle har for eksempel sagt: Du må ikke slå ihjel! Men jeg siger jer: Hvis du blot bliver vred, ryger du lige lukt i Helvede! Jesus overflødiggør den fine gamle Moselov - eller i hvert fald dens bogstav - nedbryder templet, afslører de såkaldt helliges hykleri og underkaster både sig selv og sine disciple det, som man kunne kalde Lovens Ånd, som det er formuleret i den gamle profetiske drøm fra Jeremias: »Der skal komme dage, siger Jahve, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Jahve. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Jahve: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Jahve!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Jahve. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.« Bogstaven slår ihjel - Ånden gør levende, som Paulus siger. Både Paulus og Jesus kræver altså meget mere end blot lydig lovoverholdelse - nemlig en lidenskabelig, helhjertet og urokkelig kærlighed, som det er formuleret i de gamle bud: Du skal elske Jahve, din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Og: Du skal elske din næste som dig selv. På disse to bud bygger, ifølge Jesus og Paulus, hele jødedommen. Nu handler det ikke længere om sabbatten, spiseregler, omskærelse, rettidige bønner, takkeofre og sonofre i templet og andre for så vidt overkommelige bud eller traditioner. Nej, nu handler det om din indre beskaffenhed - dit sindelag: Om du af hjertet elsker din Gud og din næste. Dette, og intet andet, skal være din ledestjerne i samværet med andre og i det forhold til samfundet. Og det er nok det mest upopulære budskab, som tænkes kan - i hvert fald i et patriarkalsk hierarkisk samfund som det romerske.

2023

"Hør nu her: Til frihed har Kristus befriet os, så stå nu fast og lad jer ikke på ny spænde for slaveriets vogn."
Paulus til galaterne

Frihedens Lov

Bjergprædikenen er underligt nok blevet kaldt Frihedens Lov, men det tror jeg, hænger sammen med den præmis eller særlige fortolkning, at dette for mennesker åbenbart så uopfyldelige krav om en indre forvandling på mystisk vis allerede er blevet opfyldt én gang for alle - nemlig gennem Jesus og hans selvopofrende kær-lighed, der førte til hans lidelse og forsmædelige død. Så friheden (frelsen) udspringer af kærlighed: at nogen allerede har købt dig fri ved at betale den pris, du på ingen måde selv var i stand til at betale, fordi du, som Paulus siger, er splittet mellem dit hjertes gode vilje på den ene side og på den anden din manglende lyst eller evne til at udfolde denne gode vilje i praksis. Dette er, så vidt jeg kan se, ånden i den kristendom, der udfoldes i store dele af Det nye Testamente og den egentlige årsag til de kristne menigheders oprindelige kendemærker: Taknemmelighed, fællesskab og glæde-lig forventning. Friheden er for Paulus langt mere en frihed til end en frihed fra. Friheden til at lade enhver given situation selv bestemme sit udkomme, fremfor at lade en religion, ideologi, politik eller et nok så helligt princip bestemme det. Han bruger selv eksemplet med de jødiske spiseregler. Det er ikke dem, der skal bestemme din adfærd, men hensynet til dit medmenneske. Du kan gøre, hvad du vil. Alt er for så vidt tilladt, men du skal hele tiden overveje, hvad der grunden til, at du enten gør det ene eller det andet. Så hvis du er sammen med mennesker, der gerne vil overholde spisereglerne, så overhold dem bare sammen med dem. Du behøver ikke fremhæve dig selv med din frihed - især ikke, hvis det sårer dine medmennesker. Og det må vel gælde for enhver situation, man møder som et frit menneske, der ikke behøver anvisning fra nogen moral eller lov. At gøre det rette afhænger af situationen, men ledestjernen lyser klart: Hvordan kan jeg bedst udtrykke min kærlighed til det menneske, jeg er sammen med lige her og nu? Netop dette altfavnende 'princip' kan få Paulus til at flyde ud i en ejendommelig kenotisk karakterløshed, så han nærmest indretter sig efter dem, han er sammen med for dermed at udtrykke den kærlighed, der nu styrer den før så karakterfaste - ja, overspændt fanatiske jøde. Jo, for det handler ikke længere om, hvad man er, eller hvem man er. Livet handler om det globale menneskelige fællesskab og den stadige samtale, der kun kan fungere, hvor sandheden aldrig er givet på forhånd.

2023

Et frit menneske? Glad var han i hvert fald, men dybt afhængig af båden og påhængsmotoren, solarolien og kedeldragten, hvis han ville overleve Frihed som en for sig selv frit svævende og uafhængig tilstand, er nok en illusion.