PÅ DISSE SIDER, som jeg nok mest i et forfængeligt håb om at gøre mig gældende, har valgt at lægge ud på nettet, vil jeg forsøge at beskrive mit liv ud fra de erfaringer, jeg i løbet af mine 75 år har gjort mig om tilværelsen. Som det vil fremgå, er der på ingen måde tale om noget afklaret eller for den sags skyld helstøbt liv, men snarere om en sær rastløs, slingrende vandring langt fra hjemmets trygge arne. Egentlig er der ikke meget at skrive hjem om, hvis man sammenligner med så mange andres efterfølgelsesværdige og engagerede liv, men som en polsk filosof vist engang sagde, så har vi vel alle en vis forpligtelse til at videregive vores erfaringer med livet, når vi er kommet godt op i årene og stadig har mulighed for det. Det kunne måske alligevel glæde en og anden lige så urolig og søgende sjæl som mig selv.

Jeg har studeret filosofi og religion und leider auch Theologie. Især har jeg brugt megen tid og energi på at studere Bibelen, måske fordi jeg, så længe jeg kan huske, har fået at vide, at heri var Guds åbenbaring til mennesker - den endegyldige sandhed. Jeg har talt med mange kloge og vise mennesker - læst en del af de store forfattere - lyttet til poesi og musik og betragtet en hel del kunstværker. 

Jeg har rejst en del og mødt andre mennesker og andre kulturer - og jeg har gået i kirke - mere end de fleste. Jeg har på mange måder haft et rigt liv takket være mine ubegribeligt tålmodige og overbærende medmennesker, og jeg er ofte blevet betaget og grebet af det, jeg hørte og så, når jeg blev ramt af en særlig skønhed eller af en ubegribelig, ufortjent kærlighed - og så denne underlige følelse af hjemlighed, der fik mit fremmedgjorte flygtningehjerte til at vende sig om fra frygten til livet selv. Samtidig synes jeg også, jeg har været påfaldende blind og døv overfor livet - sært krummet ind i mig selv, som Luther så smukt beskrev den selvoptagethed, der fylder ganske godt i mit liv.

Den endegyldige afklaring eller sandhed - mit livs sikre holdepunkt - har jeg som sagt endnu ikke fundet. Jeg har sværmet for en del holdninger af filosofisk, politisk eller ideologisk art gennem årene, men det har som regel været disse korte forelskelser, som om den sandhed, jeg søgte legede med mig - viste sig lokkende for mig et kort øjeblik, før den igen dansede bort i tågen som de troløse elverpiger.

Citatet ovenfor fra Johannes Åbenbaring er vistnok rettet mod en menighed, der var optaget af rigdom og velstand i en grad, så man rent ud glemte det åndelige - eller lidenskaben - den altafgørende lidenskab, som Jesus synes at forlange af sine disciple. Og det kan jo sagtens tænkes, at det er mine relativt gode materielle kår, der ligesom har gjort mig til tilskuer til livet, hvilket Det nye Testamente igen og igen advarer imod.

Eller måske var det livsangsten, der gjorde, at jeg aldrig kunne være helhjertet, men altid holdt mig på en vis sikker afstand. Var det fordi, jeg ikke turde kaste mig uforbeholdent i armene på livet, jeg aldrig rigtig kom med? På grund af min sært uudviklede evne til at elske?

Jo, for denne eftertænksomme kritik kan man jo godt se som noget positivt - som et stadigt forsøg på at komme overens eller forsone mig med mit liv - men på den anden side: hvordan kan man leve et bare nogenlunde normalt menneskeliv i fællesskab med andre mennesker uden at være en fuldgyldig del i fællesskabet med lidenskab og engagement?

Går jeg ikke glip af noget dyrebart - måske livet selv - når jeg hverken vil eller kan lade mig rive med i det lidenskabelige drama, mennesker opfører omkring mig - og mister jeg ikke min troværdighed som et ansvarligt medmenneske, når jeg på en måde holder mig udenfor og ikke rigtig kan bekvemme mig til at tage parti for hverken det ene eller det andet. 'Når andre til kirke mon gange, da sidder jeg her udi vrå - de kvæder så liflige sange, men jeg må ej høre derpå...', som Grundtvig synger så smerteligt.

Jo da, så absolut! Men det må jeg vel så prøve at acceptere som min lod i livet: at være på en vis afstand af fællesskabet for at kunne betragte det - i en evig jagt på den sandhed, vi måske først begriber, når vi mødes engang i Himlens gyldne sale. Hvis vi da mødes. Det gik jo ikke så godt, for den yngste søn i H.C. Andersens uhyggeligt rammende fortælling: Noget, som jeg ofte nok genkender som min egen fortælling. Det var ham, der mente, at der altid er noget galt ved enhver ting, "det skal jeg pille ud og omtale, dét er noget!” Som bekendt havde han altid svar på rede hånd, men i Himlen - det kom han ikke!

Det er nok heller ikke tilfældigt, at Rodins Grubleren (billedet) faktisk sidder i Helvede.