På disse sider, som jeg nok mest af forfængelighed har valgt at lægge ud på nettet, vil jeg forsøge at beskrive mit liv ud fra de erfaringer, jeg i løbet af mine snart 75 år har gjort mig om tilvæ-relsen. Som det vil fremgå, er der på ingen måde tale om noget afklaret eller for den sags skyld helstøbt liv, men snarere om en sær rastløs, slingrende vandring langt fra hjemmets trygge arne. Egent-lig er der ikke meget at skrive hjem om, hvis man sammenligner med så mange andres efterfølgelsesværdige og engagerede liv, men som en polsk filosof vist engang sagde, så har vi vel alle en vis forpligtelse til at videregive vores erfaringer med livet, når vi er kommet godt op i årene og stadig har mulighed for det. Det kunne måske alligevel glæde en og anden lige så urolig og søgende sjæl som mig selv. 

Jeg har studeret filosofi og religion 'und leider auch Theologie'. Især har jeg brugt megen tid og energi på at studere Bibelen, måske fordi jeg, så længe jeg kan huske, har fået at vide, at heri var Guds åbenbaring til mennesker - den endegyldige sandhed. Jeg har talt med mange kloge og vise mennesker - læst mange af de store for-fattere - lyttet til poesi og musik og betragtet en hel del kunst-værker. Jeg har rejst en del og mødt andre mennesker og andre kulturer - og jeg har gået i kirke - mere end de fleste. Jeg har på mange måder haft et rigt liv takket være mine ubegribeligt tålmodige og overbærende medmennesker, og jeg er ofte blevet betaget og grebet af det, jeg hørte og så, når jeg blev ramt af en særlig skønhed eller af en ubegribelig, ufortjent kærlighed - og så denne underlige følelse af hjemlighed, der fik mit fremmedgjorte flygtningehjerte til at vende sig om fra frygten til livet selv. Samtidig synes jeg også, jeg har været påfaldende blind og døv overfor livet - sært krummet ind i mig selv, som Luther så smukt beskrev den selvoptagethed, der fylder ganske godt i mit liv.

Den endegyldige afklaring eller sandhed - mit livs sikre holdepunkt - har jeg som sagt endnu ikke fundet. Jeg har sværmet for en del holdninger af filosofisk, politisk eller ideologisk art gennem årene , men det har som regel været disse korte forelskelser, som om den sandhed, jeg søgte legede med mig - viste sig lokkende for mig et kort øjeblik, før den igen dansede bort i tågen som de troløse elverpiger. 

Eller var det mig, der var den troløse, når det kom til stykket? Var det mig, der var for lunken og ligeglad til at lade mig gribe af en ide eller blive forført af et brændende hjerte? Var det mig selv, der aldrig formåede at tage et eksistentielt valg?

Citatet ovenfor fra Johannes Åbenbaring er vistnok rettet mod en menighed, der var optaget af rigdom og velstand i en grad, så man rent ud glemte det åndelige - eller lidenskaben. Glemte Kristus. Den altafgørende lidenskab, som Jesus synes at forlange af sine disciple: Den, som elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, som han siger. Og det kan jo sagtens tænkes, at det er mine relativt gode materielle kår, der ligesom har gjort mig til tilskuer til livet, hvilket Det nye Testamente igen og igen advarer imod. Eller var det livsangsten, der gjorde, at jeg aldrig kunne være helhjertet, men altid holdt mig på en vis sikker afstand. Var det fordi, jeg ikke turde kaste mig uforbeholdent i armene på livet, jeg aldrig rigtig kom med? Min sært uudviklede evne til at elske?

Den eftertænksomme kritik kan man jo godt se som noget positivt - som et stadigt forsøg på at komme overens eller forsone mig med mit liv - men på den anden side: hvordan kan man leve et bare no-genlunde normalt menneskeliv i fællesskab med andre mennesker uden at være en fuldgyldig del i fællesskabet med lidenskab og engagement? Går jeg ikke glip af noget dyrebart - måske livet selv - når jeg hverken vil eller kan lade mig rive med i det lidenskabelige drama, mine medmennesker opfører omkring mig - og mister jeg ikke min troværdighed som et ansvarligt medmenneske, når jeg på den måde holder mig udenfor og ikke rigtig kan bekvemme mig til at tage parti for hverken det ene eller det andet. 'Når andre til kirke mon gange, da sidder jeg her udi vrå - de kvæder så liflige sange, men jeg må ej høre derpå...', som Grundtvig synger så smerteligt.

Jo da, så absolut! Men det må jeg vel så prøve at acceptere som min lod i livet: at være på en vis afstand af fællesskabet for at kunne betragte det - i en evig jagt på den sandhed, vi måske først begri-ber, når vi mødes engang i Himlens gyldne sale. Hvis vi da mødes. Det gik jo ikke så godt, for den yngste søn i H.C. Andersens uhygge-ligt rammende fortælling: Noget, som jeg ofte nok genkender som min egen fortælling. Det var ham, der mente, at der altid er noget galt ved enhver ting, "det skal jeg pille ud og omtale, dét er noget!” Som bekendt havde han altid svar på rede hånd, men i Himlen det kom han ikke.

Tilbage er vist kun at håbe, at Lessing talte sandt, da han allerede i min gymnasietid gjorde et uudsletteligt indtryk på mig med følgende sentens: Hvis Gud i sin højre hånd holdt den hele sandhed og i sin venstre den evige stræben, så valgte jeg den sidste. Måske er denne evige stræben også en slags liv, og måske viser det sig i sidste ende, at min usikre vandring mod et ukendt mål i sig selv er målet. Man har vel lov at håbe.

2024

Efter min afsked i 2009 flyttede vi til et ældre noget forsømt hus i Svanninge, og her gik vi i gang med at renovere huset og opbygge haven fra bunden. Det var et meget anderledes, men spændende og hårdt arbejde. Dog blev der også tid til at arbejde videre teologisk og kirkeligt. Som nævnt fik jeg et toårs vikariat, og i fire år var jeg involveret i menighedsrådsarbejde. Der blev også tid til at oversætte Det nye Testamente og flere bøger, som jeg fandt spændende. Bl. a. to bøger af Karen Armstrong: The Case For God, som blev udgivet med titlen: Sagen Gud - og Paul, the Apostle, We Love to Hate. En bog over trosbekendelsen af David Steindl-Rast: Deeper Than Words samt en bog om Fadervor af John Dominic Crossan: The Greatest Prayer. Endelig forsøgte jeg - inspireret af Steindl-Rast - at skrive en personlig bog om Trosbekendelsen. I en kort periode i 2013 skrev jeg en slags dagbog, især inspireret af Lev Tolstojs og Mahatma Gandhis tanker. Jeg kalder den for Svanningebogen. Ved siden af er der links til nogle af 'værkerne.'

I godt et års tid havde vi det privilegium at være på nærmeste hold af vores datter Ida og vores barnebarn, Liv lige fra hun blev født. De boede hos os, og det var en stor oplevelse som bedsteforældre at følge så levende intenst med i det lille barns første år - for mit vedkommende langt mere intenst, end det var tilfældet med vores egne børn. Eller også har jeg bare glemt det. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor, men det var som en vidunderlig åbenbaring - eller nærmest et guddommeligt mirakel at se den lille Liv udfolde og udvikle sig og virkelig opleve den specielle kærlighed, der efter sigende kan opstå mellem bedsteforældre og børnebørn. Jeg fik en næsegrus beundring for livets umådelige mirakel og blev gang på gang fyldt med en ellers alt for sjælden taknemmelighed og glæde over at få lov til at leve dette forunderlige liv sammen med mennesker. Ja ja, selvfølgelig klynger der sig en stadig frygt og bekymring til glæden - sådan er det jo nu engang - men på en sær måde gør det blot glæden endnu større og endnu mere ægte. Tænk! tænk, at vi lever! Tænk, at vi er sammen! På trods af alt, hvad der truer...