Hvad er frihed?

Et frit menneske? Glad var han i hvert fald, men dybt afhængig af båden og påhængsmotoren, solarolien og kedeldragten, hvis han ville overleve Frihed som en for sig selv frit svævende og uafhængig tilstand, er nok en illusion.

Lovens Ånd         

Man kunne godt få en fornemmelse af, at Paulus nok løser sig fra én streng herre blot for at underkaste sig en endnu strengere - nemlig kærligheden. Ligesom i Bjergprædikenen i Mattæus-evangeliet, hvor de gamles lov afløses af Jesu nye lov, der ud-mærker sig ved at være næsten uudholdeligt rabiat: De gamle har for eksempel sagt: Du må ikke slå ihjel! Men jeg siger jer: Hvis du blot bliver vred, ryger du lige lukt i Helvede! Jesus overflødig-gør den fine gamle Moselov - eller i hvert fald dens bogstav - nedbryder templet, afslører de såkaldt helliges hykleri og underkaster både sig selv og sine disciple det, som man kunne kalde Lovens Ånd, som det er formuleret i den gamle profetiske drøm fra Jeremias: »Der skal komme dage, siger Jahve, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Jahve. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Jahve: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Jahve!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Jahve. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.« Bogstaven slår ihjel - Ånden gør levende, som Paulus siger. Både Paulus og Jesus kræver altså meget mere end blot lydig lovoverholdelse - nemlig en lidenskabelig, helhjertet og urokkelig kærlighed, som det er formuleret i de gamle bud: Du skal elske Jahve, din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Og: Du skal elske din næste som dig selv. På disse to bud bygger, ifølge Jesus og Paulus, hele jødedommen. Nu handler det ikke længere om sabbatten, spiseregler, omskærelse, rettidige bønner, takkeofre og sonofre i templet og andre for så vidt overkommelige bud eller traditioner. Nej, nu handler det om din indre beskaffenhed - dit sindelag: Om du af hjertet elsker din Gud og din næste. Dette, og intet andet, skal være din ledestjerne i samværet med andre og i det forhold til samfundet. Og det er nok det mest upopulære budskab, som tænkes kan - i hvert fald i et patriarkalsk hierarkisk samfund som det romerske.

2023

Frihedens Lov

Bjergprædikenen er underligt nok blevet kaldt Frihedens Lov, men det tror jeg, hænger sammen med den præmis eller særlige fortolkning, at dette for mennesker åbenbart så uopfyldelige krav om en indre forvandling på mystisk vis allerede er blevet opfyldt én gang for alle - nemlig gennem Jesus og hans selvopofrende kær-lighed, der førte til hans lidelse og forsmædelige død. Så friheden (frelsen) udspringer af kærlighed: at nogen allerede har købt dig fri ved at betale den pris, du på ingen måde selv var i stand til at betale, fordi du, som Paulus siger, er splittet mellem dit hjertes gode vilje på den ene side og på den anden din manglende lyst eller evne til at udfolde denne gode vilje i praksis. Dette er, så vidt jeg kan se, ånden i den kristendom, der udfoldes i store dele af Det nye Testamente og den egentlige årsag til de kristne menigheders oprindelige kendemærker: Taknemmelighed, fællesskab og glæde-lig forventning. Friheden er for Paulus langt mere en frihed til end en frihed fra. Friheden til at lade enhver given situation selv bestemme sit udkomme, fremfor at lade en religion, ideologi, politik eller et nok så helligt princip bestemme det. Han bruger selv eksemplet med de jødiske spiseregler. Det er ikke dem, der skal bestemme din adfærd, men hensynet til dit medmenneske. Du kan gøre, hvad du vil. Alt er for så vidt tilladt, men du skal hele tiden overveje, hvad der grunden til, at du enten gør det ene eller det andet. Så hvis du er sammen med mennesker, der gerne vil overholde spisereglerne, så overhold dem bare sammen med dem. Du behøver ikke fremhæve dig selv med din frihed - især ikke, hvis det sårer dine medmennesker. Og det må vel gælde for enhver situation, man møder som et frit menneske, der ikke behøver anvisning fra nogen moral eller lov. At gøre det rette afhænger af situationen, men ledestjernen lyser klart: Hvordan kan jeg bedst udtrykke min kærlighed til det menneske, jeg er sammen med lige her og nu? Netop dette altfavnende 'princip' kan få Paulus til at flyde ud i en ejendommelig kenotisk ka-rakterløshed, så han nærmest indretter sig efter dem, han er sammen med for dermed at udtrykke den kærlighed, der nu styrer den før så karakterfaste - ja, overspændt fanatiske jøde. Jo, for det handler ikke længere om, hvad man er, eller hvem man er. Livet handler om det globale menneskelige fællesskab og  den stadige samtale, der kun kan fungere, hvor sandheden aldrig er givet på forhånd.

2023

Dette græske bonmot fra antikken handler ikke mindst om selvbevidsthed. Hvem er jeg? Hvem er jeg i virkeligheden? Og her svarer Paulus ligeud: I mig selv er jeg ikke noget værd og har intet som helst at rose mig af. Men Gud ske lov er Kristus flyttet ind i mig og har overtaget styringen af mit jeg. Han har dermed oprejst mig fra mit gamle uduelige, begærlige og dødsdømte selv til en ny frifundet og evigt levende Paulus. Kvit og frit, sært umotiveret og gratis, dvs. af ren og skær nåde. Den opstandne Kristus er nu mit egentlige jeg, og dermed bliver verdens og ikke mindst min egen retfærdige dom over mig arme synder ligegyldig - for i virkeligheden er jeg frelst og fri. Frelst fra mig selv, så at sige. Frelst fra mit normale døds-dømte slaveliv i denne verden og forbavsende nok salvet til konge i Guds rige - allerede her og nu. Mit egentlige borger-skab er således i Guds rige, selv om jeg rent faktisk endnu lever i dødens barske verden. Som kongesønnen i eventyret, der forklædte sig som tigger og derfor blev foragtet og be-handlet som tigger, fordi ingen kendte hans virkelige status, der til gengæld betød, at han kunne bære sin elendige tiggerstatus med et overbærende smil. Opgaven bliver så - hvis man altså køber Paulus' præmis - hele tiden - f.eks. gen-nem bøn og musik og samtale - at holde fast i denne nye status, fordi man af naturlig tilbøjelighed igen og igen falder tilbage i sit gamle verdslige og dødelige jeg, men også at overbevise alle andre om deres egentlige status som hellige konger og dronninger i Guds rige derinde bag det simple ydre, man ikke skal dømme mennesker på - overbevise og ikke mindst behandle enhver som det, enhver i virkeligheden er: konger og dronninger med arveret til evigt liv som Guds hellige sønner og døtre. Det er sådan, Paulus fortolker Jesus-begivenheden - som en guddommelig tilkendegivelse af, hvem vi i virkeligheden er. Det er hans evangelium, som han naturligt nok rejser verden rundt med som Guds udvalgte apostel, også selv om han møder voldsom modstand fra en blodtørstig civilisation, hvor du er din egen lykkes smed, og hvor det komme an på at gøre sig gældende, blive til noget udrette noget stort som bevis på gudernes gunst - koste hvad det vil. 

2023

Gustav Vigelands rasende dreng i Vigelandsparken i Oslo. Mit egentlige jeg?

Martin Luther i Melchior Lorcks streg

Begge dele er teologisk plausible fortolkninger af Det nye Testa-mente, der som tidligere nævnt mere har form af en debatbog end af en helstøbt uomgængelig sandhed. Nu blev det Martin Luthers og den franske teolog Jean Calvins fortolkninger, der kom til at dominere Nord- og Mellemeuropa og dets mange kolonier helt op til vore dage, men man kan vel godt hævde, at Thomas Müntzer på sæt og vis stod fadder til den socialistiske bevægelse, der bredte sig over store dele af verden i det 19. og 20. århundrede. Den igangværende bitre globale kamp mellem liberalismen på den ene side og socialismen på den anden, som liberalisterne kalder kampen mellem demokrati og autokrati eller rent ud mellem frihed og diktatur, kan derfor også med lidt god vilje ses som en videreførelse af de reformatoriske kampe i det 15. og 16. århund-redes Europa.

2024