Løgn og bedrag

Det er jo løgn, Erik!


Sandhed og Løgn


Mine tidligste erfaringer med løgnen

Da jeg var fire år gammel - som på billedet ovenfor - fik jeg en gedigen endefuld af min far. 

Jeg havde stjålet nogle flotte gyldne en- og tokroner fra min storebror Sørens så overfyldte pung, og det var så, hvad det var. Men det var løgnen - den pure benægtelse under forhøret - der afstedkom den korporlige afstraffelse. Jeg kan huske, hvordan far lagde mig over sine knæ, mens han råbte ud i køkkenet til mor: - Skal han ikke have klø, når han lyver?

- Jooh, kom det spagt derudefra - og bang! bang! bang! Jeg vrælede som en stukken gris og burde jo så være grundigt vaccineret mod løgnen og al dens væsen.

Men ak!

Da jeg var syv år gammel, fik jeg en knaldende lussing af min far, så jeg tumlede henad køkkengulvet. Der var kommet jord på mine fine nye plusfours, så da jeg kom hjem fra skole, kom jeg i forhør: Hvordan har du griset dig sådan til?

- Det ved jeg ikke! Bang! De vidste det nemlig godt, for vognmand Madsen havde ringet hjem til far og fortalt, at jeg sloges med Steffensens tvillinger inde i hans have. Det var ikke det, der affødte afstraffelsen - nej, det var løgnen.

- Du kan jo nok forstå, at far vil ikke have, at du lyver, trøstede mor mig, da jeg storhulkende og hikstende støttede mig til den grønne kommode i børneværelset - fuldstændig paf og forvirret over min fars så uventede, voldsomme reaktion. Jeg forstod det ikke og ville ikke lade mig trøste.

 

Min søgen efter sandheden

Det lykkedes ikke for mine forældre eller for nogen andre at banke løgnen ud af mig. Til gengæld lykkedes det dem at banke en konstant dårlig samvittighed ind i den lille purk - en dårlig samvittighed, som aldrig senere har forladt ham. Men også en sær trang til at fundere over løgnens væsen og dermed at arbejde med det utroligt vanskelige begreb: Sandheden. Altså en påfaldende og vel egentlig lidet frugtbar trang til at ville forstå og begribe det uforståelige, ubegribelige og dybt forunderlige menneskeliv. Det har jeg godt nok brugt megen kostbar tid på - vel uden egentlig at komme Sandheden ret meget nærmere. Måske som en form for kompensation for mit noget forkvaklede forhold til mine medmennesker.
Jeg har studeret filosofi og religion - sågar også teologi. Især har jeg brugt megen tid og energi på at studere Bibelen, der handler om den Jesus, de, der opdrog mig, kaldte Sandheden selv. Jeg har talt med mange kloge og vise mennesker - læst mange af de store forfattere - lyttet til poesi og musik og betragtet en hel del kunstværker. Jeg har rejst en del og mødt andre mennesker og andre kulturer - og jeg har gået i kirke - mere end de fleste.

Jeg er ofte blevet betaget og grebet af det, jeg hørte og så, men den endegyldige Sandhed er det ikke lykkedes mig at finde frem til. Små glimt af noget i den retning måske, når jeg blev ramt af en skønhed og af ubegribelig, ufortjent  kærlighed og så denne underlige følelse af hjemlighed, der får mit fremmedgjorte flygtningehjerte til at vende sig om fra frygten til livet selv.

Men det har altid været disse små glimt, som om sandheden legede gemme - viste sig for mig et kort øjeblik blot for at løbe ud i sandet eller sive bort mellem fingrene på mig. Aldrig noget, jeg kunne læne mig op ad ret længe ad gangen - endsige da leve eller dø på.

 

Er sandheden en illusion?

Men det betyder jo så, at jeg har måttet afskrive de 'sandheder', jeg gennem livet er blevet opdraget til og præsenteret for, som illusioner. Der er ingen af dem, der holder - i hvert fald ikke i længden.

Og det kan man jo godt se som noget positivt - at jeg ligesom har gennemskuet 'bedraget' - men hvordan kan man leve et normalt menneskeliv sammen med andre mennesker uden at melde sig under fanerne, så at sige? Uden at deltage med liv og sjæl i det, som alle andre tilsyneladende anser for at være vejen, sandheden og livet?

Det svarer lidt til at tage til fodboldkamp i Vejle - ikke fordi man holder med det ene eller andet hold som de andre begejstrede tilskuere, men blot for at nyde selve spillet på banen. Som en fremmed, der bedømmer kampen alene ud fra dens kvalitet, og for så vidt er ligeglad med, hvem der vinder, og som slet ikke - som de andre - elsker det ene hold og hader det andet (og ikke mindst dommeren!) af et godt hjerte. Nej, for den slags følelser bygger på en illusion. Det har vi gennemskuet.

Eller helt aktuelt har jeg klart gennemskuet den politiske 'sandhed' om det onde Ruslands ubegrundede overfald på det stakkels fredelige Ukraine. Jeg har gennemskuet politikernes og mediernes hykleri - hvilket ikke var svært - og jeg begriber ikke, hvordan de vestlige landes befolkninger i den grad hopper med på den britisk-amerikanske propagandavogn, så flere europæiske lande ligefrem underminerer deres egen økonomi og velfærd under almindelig applaus fra politikernes og befolkningernes side. At man kan lade sig så beredvilligt besnære og forføre er mig en ubegribelig gåde.






Sådan tænker jeg, men min anskuelse stiller mig udenfor. Mine argumenter er ikke velsete i det gode selskab - de ødelægger den gode stemning, som ikke mindst skyldes det fælles had mod Rusland og den onde Putin og al hans væsen og den pludselige fælles omsorg for Ukraine, som vi selvfølgelig støtter med penge og våben og alle gode tanker. Intet er tilsyneladende så gavnligt for sammenhængskraften i et samfund som en krig - også selv om det er en stedfortræderkrig, hvor vi vil kæmpe indædt 'til den sidste ukrainer'. I den forbindelse er sandheden ligegyldig - illusionen er altafgørende og står for så vidt ikke til diskussion.


Er det så godt eller skidt? Går jeg glip af noget dyrebart, når jeg ikke vil eller kan lege med i det romantiske lidenskabelige drama, mine medmennesker opfører?

Jeg kan huske et af fars argumenter, når han blev presset af hans voksne børns klart gennemskuende analyser og opgør med især det religiøse:

- Jamen, I tager jo al poesien ud af livet!

Og jeg må da også hver dag spørge mig selv, om jeg egentlig nogensinde har levet for alvor - levet det poetisk bevægende lidenskabelige liv, vi alle længes efter. Det liv, som koster livet. Det romantiske lidenskabelige operaliv, kunne man måske sige. Eller er jeg blevet som den yngste søn i H.C. Andersens ’Noget’? Ham, der ville betragte de andres gøren og laden: ”Jeg stiller mig udenfor … der er altid noget galt ved enhver ting, det skal jeg pille ud og omtale, det er noget!”

Måske skyldes det også mit kald som præst, der bl.a. indebærer en – hvad skal man sige – en vis indbygget distance til mennesker i almindelighed. Prædikenens – omsorgens – præstekjolens - eller måske ligefrem 'sandhedens' - distance, som er kaldets pris. Knap så udtalt i den lutherske kirke som i den katolske, men alligevel til stede som en smertelig ensomhed for ganske mange præster.


Kærlighed og ensomhed

Ensomt jeg vandrer frem ad min bane,

Længer og længer vejen sig strækker,

Ak, i det fjerne sig dølger mit mål.

Dagen sig sænker, natten sig nærmer,

Snart ser jeg blot de evige stjerner.

Men ej jeg begræder den flygtende dag,

Den nat, som kommer, forfærder mig ikke.

Thi af den kærlighed, som går gennem verden,

Faldt og et solstrejf ind i min sjæl.

Jeg ved faktisk ikke, hvem, der har skrevet dette digt, men det optræder i Ingmar Bergmans film Fanny och Alexander, hvor den berømte gamle skuespillerinde, enkefru Ekdal fremsiger det sidst på familiens festlige juleaftenen. Omgivet af børn og børnebørn og svigerbørn og gode gamle venner og elskere i det tætteste og dejligste fællesskab taler den gamle dame om den ensomhed, der følger ethvert menneskeliv som en voksende skygge fra vuggen til gravens endegyldige ensomhed – og om den kærlighed, hvoraf blot et enkelt solstrejf er nok til at give livet umådelig skønhed og mening.

Og det er måske i virkeligheden det, der er vores liv – denne spænding eller vandring mellem kærlighed og ensomhed - ja, mellem liv og død.

Skulle mon kærligheden være den Sandhed, jeg leder efter - eller er også kærligheden en illusion, som den nøgterne forstand sagtens kan pille fra hinanden og gennemskue?


Det har mange forsøgt - bl.a. Søren Kierkegaard i Kærlighedens Gerninger, hvor han funderer over den kristne kærlighedstanke: Du skal elske din næste som dig selv.

Kristen kærlighed er for ham selvopgivelsens kærlighed. Vi taler jo til dagligt ustandselig om kærlighed i vores kultur. Det er det, kunsten først og fremmest handler om – bøger, film teater etc. Men det er næsten altid den selvoptagede kærlighed, det handler om. Det er det, som Kierkegaard kalder digterens kærlighed, som er en selvopfyldende kærlighed – en egoistisk kærlighed, om man vil – også selv om det drejer sig om at elske et andet menneske. Han kalder det også forkærlighed – altså det at elske den eller det, vi beundrer eller holder af eller har et eller andet slægtskab med eller føler os tiltrukket af. Vi gør det, siger han, i sidste enden for vores egen skyld. Og det er vel også den kærlighed, der er grundlaget for vores valg i livet, når vi vælger dem eller det, vi holder med og vælger dem eller det fra, vi foragter. Om det så er Vejle Boldklub eller Ukraine.

Og det er godt! Det er noget af det største, vi ved. Kierkegaard taler på ingen måde om at opgive dette vidunderlige forhold i menneskelivet, som kærligheden er og bliver. Vidunderligt måske, fordi det modsiger den lurende ensomhed? Men selv kærligheden til et andet menneske – selv venskabet, fædrelandskærligheden, det lidenskabelige engagement, som er noget af det mest vidunderlige, vi kan opleve – er ikke det største - er ikke den Sandhed, vi søger, selv om det føles sådan. Det er alt sammen smukt og godt, men den, du elsker i alt dette, er dig selv, og du glemmer din næste. Du glemmer ham, du ikke kan lide. Du glemmer hende, alle foragter – du glemmer alle de uelskværdige – for din næste er enhver! Din næste er din fjende. I hyvert fald ifølge Jesus' lære. Den handler ifølge Kierkegaard om, at der er en selvopgivende, altfavnende kærlighed, som strømmer gennem livet – en guddommelig kærlighed, der har det særlige ved sig, at den er betingelsesløs og grænseløs og dermed retter sig mod enhver. 

 

Ydmygheden

Hvis nu Kierkegaard har ret i sin analyse af den kristne kærlighedstanke, der på en måde stiller spørgsmålstegn ved vores dybeste og ofte så bastante sandheder og vores lidenskabeligste kampe - ja, hvad betyder det så for mit liv?

Først og fremmest tvivl og usikkerhed. Den kristne kærlighedstanke sår tvivl om alle de menneskeskabte 'sandheder' - personlige, politisk/nationale såvel som religiøse sandheder, der nok er fristende både for det følsomme og nøgterne sind, men som jo også hærger vores stakkels verden med deres indbyggede opdeling af mennesker i rigtige og forkerte - elskværdige og uelskværdige - venner og fjender. Forkærlighedens tyranni, kunne man måske sige. Eller blot det menneskelige magtbegær, der vel ikke sjældent udfolder sig under dække af netop kærlighed.

Derfor er den kristne kærlighedstanke langtfra populær i en verden, der dyrker sin egen alvor - sin egen forkærlighed som det højeste - det, som man kunne leve på og dø for! Denne dybt alvorlige verden bryder sig ikke om, at nogen altid kommer et gran salt i vores dyrekøbte sandheder eller ligefrem smiler bedrøvet over vores mest lidenskabelige kampe. Som bedsteforældre, der smiler over barnebarnets hulkende raseri. Sådan tror jeg egentlig, kærlighedens Gud må have det - som smilende overbærende og trøstende bedsteforældre.


Tvivl og usikkerhed når ikke de store resultater set med verdens øjne, men alligevel vil jeg mene, det er et ganske godt grundlag for det, som de gamle grækere kaldte 'det gode liv', som bygger på fællesskab mere end på individuelle præstationer og følelser. I hvert fald er tvivl og usikkerhed - man kunne vel også tale om ydmyghed - det nødvendige grundlag for enhver samtale mellem ligeværdige mennesker - og jeg tror på, at den ligeværdige samtale er det nødvendige grundlag for et virkeligt eller 'sandt' menneskeligt fællesskab. Enhver på forhånd given sandhed eller fordom er på en måde gift for fællesskabet i egentlig forstand, hvad man ellers ikke skulle tro, når man ser de herlige fællesskaber, der vokser op omkring givne politiske og religiøse sandheder. Det gælder også mine egne givne sandheder om mine medmennesker og ikke mindst om mig selv og min egen historie, som har det med at forføre og bedrage mig ind i et ofte ganske fordomsfuldt menneskesyn. Det er måske i virkeligheden, hvad tilgivelse og forsoning handler om: at anerkende og respektere - ja, elske det menneske, du møder - bagom dets og min egen historie, så at sige.

Derfor ligger der en frihed gemt under tvivlen og usikkerheden om det hele. Man er ikke bundet til denne eller hin sandhed, men er fri til at møde hver ny dag fordomsfrit, så at sige. Fri til at søge sandheden vel vidende, at man aldrig finder den - i hvert fald ikke i dette liv. Man er for så vidt fri til at elske, fordi der ikke er 'Noget', der står i vejen.


Hinsides ondt og godt?

Dette etiske spørgsmål har præget den filosofiske og teologiske debat i århundreder. Bygger også vores morallove på en illusion? Hvem bestemmer, hvad der er godt, og hvad der er ondt? Og kan man sætte sig ud over loven, uden at hele samfundet falder sammen?





 Siden er som mit liv under konstruktion ...

Jeg tror, min far opfattede løgnen som djævelens værk, der skulle uddrives af barnet med alle midler. Sådan følte jeg det i hvert fald.

Stjernestund med Liv, der måske har lært mig mest om livets sande værdier. Der er et umiddelbart - selv af forældre ukendt - kærlighedsforhold mellem bedsteforældre og børnebørn, der i den grad udfordrer tilværelsens med alderen voksende følelse af ensomhed.

Lorenz Frølichs fine illustration til 'Noget'. Den gamle kone går i forbøn for den yngste søn, da han står udenfor Himlens port, så han bliver ikke bortvist, men han må vente udenfor, indtil har har gjort 'Noget'.

- Det kunne jeg have sagt bedre, tænkte raisonnøren, men han sagde det ikke højt, og det var vel allerede 'noget'.

Jeg har tit tænkt på, om Søren Kierkegaard har været H.C. Andersens model for 'Raisonnøren'.

Ingmar Bergman, der som få har arbejdet med sandhedens og kærlighedens mysterier i sine film. Pudsigt nok var han også præstesøn af en noget autoritær far. Måske er det ham selv, der har skrevet digtet?

Cornelia Olsen - min mormors mormor og Søren Kierkegaards forlovede, Regine Olsens storesøster. Måske forbillede for Cordelia fra Forførerens Dagbog i Enten Eller. Hvem ved?

Den rasende dreng står i Vigelandsanlegget i Oslo. Magtmennesket i sin nøgne afmagt.

your@email.com
+45 12345678
Business title, Street address, Zip code City, Country