Min baggrund

Lidt om min baggrund

Gårslev -

landsbyen hvor jeg voksede op

Her er et billede fra 1955 af Gårslev med præstegården i forgrunden. Det var her, jeg voksede op.


Måske er det for romantisk og for præget af, at det er her, jeg er vokset op, men det havde nu en værdi, dette lille landsbysamfund. Der var noget helstøbt over det, som gør, at man ser tilbage på det med glæde og vemod. Et skæbnefællesskab, som ikke findes længere i vores pluralistiske og atomiserede og vel egentlig dybt ensomme samfund. Det var et godt sted at vokse op, og jeg tror, det var et godt sted at være menneske. Ikke at der ikke var intriger og klassedeling og en vis undertrykkelse og givetvis også uretfærdighed og korruption, men det var aldrig voldsomt, synes jeg, og det blev på forskellig vis altid reguleret eller accepteret. Rigtig mange mennesker havde deres eget sted og var selvberoende, og når jeg ser tilbage, så står ikke mindst husmandskulturen som noget af det fineste og mest menneskelige, og det er synd og skam, at det ikke har kunnet bestå. Det kan godt være, en del husmænd fra dengang på det kraftigste vil benægte, at der skulle have været andet end slid og slæb fra morgen til aften, men på den anden side, så glemmer jeg aldrig Mikael Nielsens ansigt, da han til et kaffebord i præstegården fortalte om sin glæde ved at se det hele spire og vokse omkring sig om foråret. Har man overhovedet levet, hvis ikke man har gået dagen lang bag et hestespand og pløjet sin mark? Det var ikke særlig effektivt sammenlignet med vore dages industrialiserede og effektive landbrug, men måske er det ikke effektiviteten, der skaber den dybeste glæde i menneskelivet? Tværtimod hører vi nu, at effektiviteten er ved at udpine jorden og dyrene – og måske også mennesker.

Henfarne slægter - forglem dem ej!


Billedgalleri over nogle af slægtens afdøde medlemmer

Vores egen families meget levende medlemmer

SEND EN KOMMENTAR

DET VILLE VÆRE HERLIGT AT FÅ NOGLE KOMMENTARER TIL OVERSÆTTELSERNE ELLER TIL SIDEN I DET HELE TAGET.

SEND EN KOMMENTAR HER. JEG TÅLER KRITIK!