Mit fag

Paulus

Hvis man vil forstå, hvad kristendommen handler om - og det vil jeg forfærdeligt gerne - må man begynde med at studere Paulus' breve, som er de ældste skriftlige vidnesbyrd om kristendommen, vi kender.

For mig at se er det væsentlige for Paulus den universalisme, der sprænger alle grænser og skel mellem mennesker og stiller alle lige overfor Guds domstol. Som han siger: Her er ikke jøde og græker, slave eller fri - mand eller kvinde - for alle er vi ét i Kristus.

Mosaik af Paulus i Ærkebiskoppens Kapel i Ravenna fra o. 500.

Jeg mener, Paulus' grænsenedbrydende teologi er ganske epoke-gørende, og jeg mener også, at det er hans teologi, der er videreført i evangeliernes beskrivelser af Jesus, som kaldes Messias.Der har fra starten været kamp om sjælene i menighederne. I Jerusalem sad 'De fattige' - vel egentlig den messianske menighed, der kom nærmest til Jesu oprindelige forkyndelse (hvad den så ellers er gået ud på). Her sad Jesus' bror Jakob som leder og 'De tolv'som en slags ældsteråd - stærkt knyttet til templet - som en ganske betydelig jødisk-messiansk sekt, der forventede den korsfæstede og opstandne Messias' snarlige genkomst.

Men i diasporaen - udenfor Israel - bredte der sig en anden, langt mere universalistisk og mindre legalistisk/ritualistisk opfattelse af betydningen af Messias' korsfæstelse og opstandelse, og det var den, der sejrede til sidst - godt hjulpet af romernes ødelæggelse af Jerusalem og templet i året 70. Det er den, Paulus plæderer for - ja, kæmper til døden for.

Hvad er det i sidste ende, der giver mit liv virkeligt indhold og virkelig integritet? Ifølge Paulus er det hverken lovoverholdelse, særlige religiøse og kultiske øvelser eller en særlig afholdenhed, men ene og alene inderlig hengivenhed mod og taknemmelighed overfor Guds nåde og barmhjertighed, der ikke blot gælder mig, men alle og enhver.

Jeg har sat mig for at nyoversætte alle Paulus' breve. Det har været en nærmest terapeutisk proces, som naturligt nok har affødt fornyede overvejelser over de tanker og følelser, Paulus giver udtryk for. Disse overvejelser har jeg forsøgt at formulere. De fleste forskere anser ikke alle Paulusbrevene for at være skrevet af Paulus selv, men hvordan det nu end forholder sig med det, synes jeg bestemt, de alle er læseværdige.

En oversættelse er selvfølgelig altid på vej, og hvis nogen skulle have lyst til at kommentere dem, er man meget velkommen. Man kan skrive til mig i kommentarboksen nederst på siden.

Læs Paulus' breve med indledning og kommentarer her

Gud

Den Gud, Paulus bekender sig til, er selvfølgelig Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, Himlens og jordens skaber og opretholder. Det er Jahve, som ifølge Bibelen har udvalgt sig jødefolket som sit særlige ejendomsfolk.

Men ifølge Paulus har Gud Jahve nu gennem sin søn henvendt sig til alle folk på jorden med sin universelle kærlighedserklæring, så nu er der i forhold til Gud ikke længere forskel på folk, så at sige. 

Den tanke møder ikke ligefrem velvilje hos ret mange jøder, og i mange af Paulus' breve kan man følge hans stædige argumentation for denne nye og stærkt provokerende egalitet mellem folkene - og i øvrigt også mellem stænder og køn.

Bibelens skabende og opretholdende Gud er altså ifølge Paulus den eneste sande Gud - og det har han for så vidt altid været.


Men hvad er Gud egentlig, hvis man ligesom skal forsøge at oversætte Bibelens forestillingsverden til et sprog, vi forstår i dag, hvor vores verdensbillede har svært ved at rumme himmelske troner og andre forestillinger, der synes at afspejle imperiale magtforestillinger og æresbegreber mere end noget andet?


Den tyske teolog Paul Tillich foreslog engang, at man tog ordet Gud ud af sproget i hundrede år, fordi det vildledte mere end det vejledte til en forståelse. I stedet talte han om 'Tilværelsens Grund', som et udtryk for det, de gamle kaldte Den almægtige Gud. Altså selve den livskraft, som ligger bag alt, hvad der lever og ånder. Som ligger bag universets og naturens sindrige mekanik såvel som et lille barns første smil.


Det er denne skabende og livsopretholdende værensgrund, mennesker gennem Jesus Kristus dels har fået åbenbaret og dels har fået i tale. Eller som nogen vil sige: Er blevet dus med. Selve tilværelsens grund er i Jesus i den grad kommet ned på jorden, så at sige. Og en af konsekvenserne af denne åbenbaring eller inkarnation er for Paulus - så vidt jeg kan se - en fuldkommen omvurdering ikke blot af den normale jødiske gudsforestilling, men dermed også af det normale religiøse og kultiske gudsforhold, der i høj grad minder om undersåttens forhold til herskeren - sådan som det kommer til udtryk i religion og kult - og til dels stadigvæk i kirkens gudstjenesteritualer.


Paulus ønsker ikke at afskaffe religionen med alle dens udtryk, og han respekterer, at mennesker kan have brug for dem, men ifølge hans nye åbenbaring er de religiøse love og regler og ritualer blevet inderligt overflødige. Når nu Kristus selv bor i ham, som han siger.

Tanken om, at man kun kan nærme sig Tilværelsens Grund eller Gud gennem en særlig livsførelse eller gennem et særligt tilhørsforhold for ikke at tale om et særligt helligt sted eller præsteskab, ser Paulus nu som et udviklingstrin i menneskehedens historie, men efter Kristus giver den ikke længere mening, selv om den er indlysende for mange og tidligere også var det for ham selv. Ypperstepræsten - ja, selve templet - Guds bolig - er blevet erstattet af Kristus selv som den sande ypperstepræst og det nye tempel - ikke blot for de indviede, men for alle.

En ældgammel træstatue af Paulus, der står i kirken San Paolo fuori le mura i Rom.

Det nye Testamente

i ny oversættelse


Der sker for mig at se det med de gamle tekster, at de med tiden stivner, og mange vendinger ligesom bliver slidt op. Så skal der nye ord til, så de smukke tekster kan bevare deres skønhed og ikke mindst deres lidenskabelige intencitet - uden at det derved bliver for plat eller hverdagsagtigt. Hvis man blot holder fast i de gamle oversættelser - som mange vel egentlig ønsker - risikerer man, at teksten og dermed budskabet bliver sært opstyltet og kunstigt højtideligt på grund af den forældede sprogtone.

Dertil kommer, at det forholder sig med poetiske tekster som med dansen. Den bliver først for alvor til i mødet mellem de dansende og musikken. Så når jeg oversætter de gamle tekster, så vil jeg selvfølgelig nok søge at finde rytmen – finde tilbage til de tanker, forfatterne har gjort sig, så de skrev, som de skrev. Men samtidig kan jeg ikke undgå at påvirke teksten med det, som jeg nu har i mig fra min livserfaring i min tid. Først i denne ’samtale’ bliver de døde bogstaver til levende ord - forhåbentlig til glæde for den, der læser.

Min oversættelse er således på ingen måde autoriseret eller udtryk for en eller anden 'ret' forståelse af kristendommen. Den er helt og holdent udtryk for mit eget personlige bud på, hvad der egentlig lå bag de fortællinger og breve, som udgør Det nye Testamente.


Her er Det nye Testamente i min foreløbige oversættelse

En ny fortælling


En ny fortælling er et forsøg på en meget kortfattet introduktion til evangelierne og til Paulus. Her er et klip:


... Hvordan det nu end forholder sig med det, så er det den begejstrede hyldest til en given sandhed, Det nye Testamente for mig at se er et lidenskabeligt oprør imod. På disse jødiske forfatteres tid og sted – Romerriget i det 1. århundrede - var ’sandheden’ først og fremmest repræsenteret af den romerske kejser, hans vasalkonger og den herskende stærkt nationalistiske og fundamentalistiske fortolkning af Moseloven - Toraen – centreret omkring tempelkulten i Jerusalem.
Som et modtræk mod disse givne sandheder fremstiller evangelierne et paradoks – først og fremmest i skikkelse af Jesus, Guds søn - ja, Gud selv - i ydmyg menneskeskikkelse. Han er ikke  kommet til verden for at blive dyrket som Gud eller kejser eller Messias, men for at tjene alle mennesker og sætte dem fri fra deres tyranner ved at ofre sit liv for dem. I modsætning til de sandheder, som ’verden’ dyrker og tilbeder, fremstilles den virkelige sandhed i al sin menneskelige ydmyghed og sårbarhed...


Læs Den nye Fortælling her

Evangeliet i fri gengivelse

Jeg har forsøgt mig med en mere fri litterær gengivelse af evangelierne i de to essays er det vel nærmest: Du er Petrus og Marias brev til Alexander. Det første handler om apostlen Peter, der - mens han sidder i fængsel i Rom - fortæller slaven Alexander sin historie. Jeg har forsøgt at fortælle historien uden de overnaturlige elementer, som hører til det religiøse sprog. Den anden er et brev fra den aldrende Maria Magdalene, der sidder ude i Betania og mindes tiden med Jesus. Her lægger historien sig tæt op ad evangelierne.


Læs Du er Petrus her


Læs Marias brev til Alexander her