Prædikener

Opmuntrende prædikener til alle kirkeårets tekster


Her kan man læse nogle opmuntrende prædikener, som, så vidt jeg kan se, udtrykker min egen inderste længsel mod det frimodige og helstøbte menneskeliv, Det nye Testamente opstiller som en drøm, der engang blev til virkelighed i Jesus fra Nazareth.

De forekommer mig generelt at være vendt mod den etablerede religion, og derfor kunne jeg også kalde dem antireligiøse. Somme tider er de også polemiske mod den etablerede kirke, men det betyder ikke, at jeg er modstander af folkekirken som sådan. Alene det, at den slags prædikener kan holdes i denne kirke, siger ikke så lidt om den frihed og det frisind, som er folkekirkens adelsmærke - eller i hvert fald burde være det, for det er jo desværre ikke altid, det lykkes at leve op til idealerne, hvilket diverse præstesager jævnligt minder os om.

Prædikenerne udtrykker uden tvivl min egen tilværelsesopfattelse, sådan som den er blevet formet gennem årene, hvor erfaringen har lært mig at påskønne menneskers overbærenhed, nåde og tilgivelse mere end at bygge mit liv på min egen fortjenstfulde indsats. Dertil har jeg lidt for mange nederlag, når jeg alt for forsigtigt forsøgte at realisere mine drømme eller erobre livet.

Om de så også forkynder evangeliet, må enhver, der læser dem, jo selv afgøre.

Prædikenerne er fortrinsvis holdt i Føns-Ørslev-Udby-Husby kirker på Nordvestfyn.

Jeg har sat evangelieteksterne i min egen oversættelse.ind før prædikenerne - somme tider lidt mere end de autoriserede læsninger for helhedens skyld. 

1. og 2. henviser til hhv. 1. og 2. tekstrække.



De to rum


Der findes to rum i ethvert menneske.

Af en eller anden grund har vi besluttet os for at tage ophold i det ene af disse rum. Det er her, vi sover, spiser, lever og arbejder, kives med hinanden, fører krig mod fjenderne, sejrer, lider nederlag, elsker – og det er her, vi dør.

Engang levede vi vist i det andet rum, men vi blev nysgerrige efter at vide, hvad der var på den anden side døren – eller måske blev vi simpelt hen smidt ud. Det er så længe siden, men længslen sidder stadig i os – længslen efter det andet – det glemte rum. Vi ville gerne tilbage, men vi kan ikke finde døren.

Der er ellers døre nok i vores rum, men de fører bare ind til nye rum, der minder om hinanden og hvor vi så kan sove, spise, leve og arbejde, kives med hinanden, føre krig mod fjenderne, sejre, lide nederlag, elske – og hvor vi så kan dø. Døren til rummet for vores inderste længsel kan vi ikke finde.

Mange påstår ellers at have fundet den. Hver gang en ny dør åbnes, råber de alle sammen: Her! Her er døren til rummet for vores inderste længsel – og folk strømmer til. Men det er bare et nyt rum, der minder om det gamle. Måske har væggene en anden farve eller gulvet en anden belægning – måske er udsmykningen endnu rigere end før med guld og sølv og ædle sten. Måske et tempel. Måske er det bare et simpelt rum uden pragt af nogen art, men besjælet af en ganske særlig ånd.

Men i virkeligheden er det altid det samme rum i en anden forklædning, hvor vi så kan sove, spise, leve og arbejde, kives med hinanden, føre krig mod fjenderne, sejre, lide nederlag, elske – og hvor vi så kan dø med den samme længsel som altid. Længslen efter det, vi har glemt.

Hør nu mine prædikener om et ganske almindeligt menneske, der engang dumpede ned som en vildand i en andegård og skabte megen opstandelse, indtil de fik stækket hans vinger. Han sagde, han ville åbne døren for os alle til det glemte rum, så vi ikke bare skulle sove, spise, leve og arbejde, kives med hinanden, føre krig mod fjenderne, sejre, lide nederlag og elske – så vi ikke bare skulle dø. Læs nu mine prædikener om hans kamp og hans nederlag, og døm så selv, om han virkelig var svaret på vores inderste længsel – om han måske var den dør, vi ikke kan finde - eller om vi skal vente en anden. Døm selv!

SEND EN KOMMENTAR

DET VILLE VÆRE HERLIGT AT FÅ NOGLE KOMMENTARER TIL OVERSÆTTELSERNE ELLER TIL SIDEN I DET HELE TAGET.

SEND EN KOMMENTAR HER. JEG TÅLER KRITIK!