Min kirke

Gårslev kirke, hvor jeg er døbt og konfirmeret, og hvor min far var præst i 23 år.

Zionskirken i Ilulissat, hvor jeg var præst i to år. Her blev vores yngste søn, Jakob, døbt.

Kirken i Qeqertarsuatsiaat/Fiskenæsset, hvor jeg havde mit første embede.

Min kirke!


Jeg har været provst i Den danske Folkekirke i 12 år. Som præst har jeg virket i 28 år i alt - 8 år i Grønland, og 20 år på Nordvestfyn.

Jeg er døbt og konfirmeret i folkekirken, hvor jeg også er ægteviet.

Min far var præst, min morfar var provst, min oldefar og min tiptipoldefar var præster, og vores datter er præst.Folkekirken har været en væsentlig del af mit liv lige siden min fødsel.

I dag er jeg pensioneret fra mine embeder i kirken - til gengæld er jeg suppleant til menighedrådet her i Svanninge, hvor vi bor, og jeg kommer jævnligt i kirken.


På denne side vil jeg gerne vise nogle af de tanker, jeg har gjort mig om den kirke, som flyder i mine årer som en meget væsentlig del af mig.

Kirkedebat

Ørslev kirke. En af de fire kirker på Nordvestfyn, hvor jeg var præst gennem 20 år. Sådan ligger der et par tusinde kirker spredt ud over det danske landskab som en ganske enestående og særdeles velbevaret kulturarv fra Middelalderen. Spørgsmålet er, om kirkens indre liv og åndelige arv er ligeså smuk og velbevaret som de mange bygninger. Det kan vel altid diskuteres.

Lidenskab og smålighed

"Enhver, der tager kirken alvorligt, både den forkyndelsmæssige og den folkelige funktion, må nu erkende de givne forhold, som f.eks. giver sig udslag i, at under 2% af den danske befolkning går i kirke, og må heri se en udfordring til at gøre en aktiv indsats for at genindføre kirken i den folkelige bevidsthed.Vi kan ikke bare sidde med hænderne i skødet og lade udviklingen gå sin gang eller lade som om, alt er i den skønneste orden, så længe langt den overvejende del af befolkningen - også i vores fire landsogne - end ikke forholder sig til kirken..."


Sådan lød det i indledningen til den debatbog, vores fire sogne udgav i 1990. Et stort folkeligt projekt, der bl.a. mundede ud i en konkret model for fremtidens kirke på landet. Det er påfaldende, at en del af visionerne faktisk med tiden er blevet indført - omend ikke alle!


LÆS HELE DEBATBOGEN HER

John Shelby Spong

"...Med denne nye gudsforståelse vil kirkerne ophøre som adfærdskontrollerende institutioner og vil hellige sig styrkelse og udvidelse af livet. Gudstjenesten vil fejre Guds kraft, som er til stede i selve livets hjerte. Kristen undervisning vil blive en søgen efter sandheden og ikke indoktrinering af de trofaste med en særlig form for religiøs propaganda. Menighedslivet vil blive vigtigt, fordi det hjælper os til at leve fuldt ud, elske grænseløst og være alt, hvad vi kan være. På den måde bliver kristendom ikke noget, som skal tros men en tro, vi må leve i – en vision der står foran os, og som inviterer os indenfor..."


Således sammenfatter den amerikanske anglikanske biskop John Shelby Spong sin vision for kirken i en af sine mange bøger. Jeg stiftede bekendtskab med ham i 2003 og blev meget optaget af hans kamp for en ny kristendom, der taler i et sprog, som siger moderne mennesker noget. Det var der så ikke mange andre, der blev her i landet!

Jeg læste hans bøger og deltog i en række seminarer med ham i Sverige og Norge. Og jeg skrev artikler og holdt foredrag om Spongs tanker rundt omkring i landet. Det var en herlig tid! Jeg var grebet af den lidenskab, vi alle vel længes efter.

Hvad er en kirke?

 

Ordet 'kirke' knytter sig til det græske ord for 'herre': kyrios. Den 'herre', der tænkes på er Jesus Messias, som ikke mindst hos Paulus omtales som Herren. Kyriakæ betyder det, som knytter sig til herren, og det er så blevet til kirke, church, Kirche, kyrka, som bruges fortrinsvis i Nordeuropa.

Når Paulus selv skal betegne den kristne forsamling bruger han ordet ekklesia, der betyder rådsforsamling - egtl. 'de kaldede'. Det ord har fundet vej til de latinske sprog, fransk, italiensk, spansk: eclesía, église osv.

Denne forsamling er det alternative menneskelige fællesskab til civilisationens religiøse og politiske normalitet, der bygger på en hierarkisk opdeling og kategorisering af mennesker. Forsamlingens fællesskab bygger på inderlig hengivenhed til Gud og til medmennesket, på det frimodige håb om frifindelse for Guds domstol og på selvhengivende kærlighed efter Messias’ forbillede.

Dette fællesskab er et åndeligt fællesskab – båret af hellig ånd. Forsamlingen er således den fysiske manifestation i verden af Paulus’ og de første kristnes teologi om Guds nåde i Messias Jesus, og Paulus kan beskrive den som Messias’ legeme, hvor de enkelte forsamlingsmedlemmer er de forskellige ligeværdige og uundværlige lemmer – om end deres funktion er forskellig. Man kan således ikke tale om noget hierarki som sådan i forsamlingen. Paulus omtaler tilsynsmænd og diakoner og også foresatte – han omtaler lærere, profeter (prædikanter), brødre og søstre (selv om han kun henvender sig til brødrene) og selvfølgelig apostle, men han imødegår enhver form for klikedannelse, partier eller privilegier.

Jeg ser egentlig ikke nogen tegn på et ældsteråd eller lignende efter jødisk – eller jerusalemforsamlingens - forbillede. Med mindre begrebet ’brødre’ i sig selv er udtryk for et ledende råd. Beslutninger synes at være taget i fællesskab.

Man kan godt komme i tvivl om kvinders stilling i forsamlingen, men de tvivlsomme afsnit i 1. Korintherbrev om kvinders underordnede stilling kan ikke for alvor anfægte den ligestilling, der fra starten har været forsamlingernes provokerende kendemærke.

Paulus har ikke meget tilovers for hverken politiske, filosofiske eller videnskabelige systemer og ideologier, og han er heller ikke revolutionær, så han kalder til kamp mod magthaverne eller undertrykkerne. Den kamp, han kalder til, er den lidenskabelige og dybt alvorlige indre kamp i ethvert menneske mellem helhjertet hengivenhed til din Gud og dit medmenneske og så dit eget selvcentrerede magtbegær. Den egentlige revolution er omvendelsen fra civilisationens normale, hierarkiske kategorisering af mennesker efter køn, status, race, religion, nationalitet, moral osv. til forsamlingens grænseløse medmenneskelighed båret af Guds kærlighed, som den kom til udtryk hos den korsfæstede Messias Jesus. Den egentlige revolution er omvendelsen fra denne verdens fremmedgørende normer og krav til dit indre åndelige og guddommelige selv, som kommer til levende udtryk, når det får næring af Guds grænseløse og betingelsesløse kærlighed.

Her er jeg ved at overrække Spong en bog på engelsk om Grundtvig. Den blev han meget glad for. Det var på et seminar i Rättvik ved Siljansøen i Sverige.

Trosbekendelsen

Barnedåb ved en havegudstjeneste i Føns præstegård i 2008

Det kan virke besynderligt, når man som allerede afdanket provst emeritus stadigvæk arbejder med noget så elementært som en fortolkning af den såkaldt apostolske trosbekendelse. Burde den dog ikke for længst være på plads? Det svarer lidt til at gennemlæse en kontrakt igen og igen for at forstå den helt – halvtreds år efter, at man har skrevet under på den. Og så er det ikke engang fordi, trosbekendelsen er skrevet med småt. I korte og for så vidt enkle sætninger udtrykkes angiveligt essensen af kristendommen, så der ikke burde være noget at tage fejl af.

Men det er der åbenbart. Og det skulle ikke undre mig, om trosbekendelsens forfattere (hvem de så er) ville blive noget forbavsede og måske endda fortørnede over mange af de tolkninger, kirke- og teologihistorien har fastslået som de eneste rette, hvis de så dem. På samme måde som evangelisterne (hvem de så er) sikkert også ville ryste på hovedet af mange af de opfattelser – og ikke mindst den blodige vold - deres skrifter har givet anledning til.Men det må de finde sig i, for det forholder sig med poetiske tekster som med dansen. Den bliver først for alvor til i mødet mellem de dansende og musikken. Så når jeg læser de gamle tekster, så vil jeg selvfølgelig nok søge at finde rytmen – finde tilbage til de tanker, forfatterne har gjort sig, så de skrev, som de skrev. Men samtidig er jeg nødt til at ’oversætte’ teksten dvs. påvirke den med det, som jeg nu har i mig fra min livserfaring i min tid. Først i denne ’samtale’ bliver de døde bogstaver til levende ord...


Sådan skriver jeg i forordet til min bog om Den apostolske Trosbekendelse fra 2015. Den er foranlediget af den østrigske benediktinermunk David Steindl-Rasts bog Deeper Thean Words, som jeg har oversat, men er selvfølgelig først og fremmest blevet til som et resultat af de overvejelser mine egne erfaringer med livet har givet mig - herunder mit kristne liv og mine teologiske studier. Og så er den også et stilfærdigt forsøg på at genoprette trosbekendelsen i den folkelige bevidsthed, hvor den vist efterhånden kan ligge på et meget lille sted.


HER KAN DU LÆSE MIN BOG OM TROSBEKENDELSEN: DERFOR ER JEG KRISTEN

SEND EN KOMMENTAR

DET VILLE VÆRE HERLIGT AT FÅ NOGLE KOMMENTARER TIL OVERSÆTTELSERNE ELLER TIL SIDEN I DET HELE TAGET.

SEND EN KOMMENTAR HER. JEG TÅLER KRITIK!