Min slægt

Hvem er jeg?


En af grundene til at skrive om mig selv er - foruden almindelig forfængelighed - at jeg gerne vil give vores børn den mulighed, jeg selv havde forpasset – muligheden for at vide noget om deres baggrund og ophav. Mens man er ung og har muligheden for at høre de gamles fortælling om deres liv – hvad de levede for og drømte om - gider man ikke. Har alt for travlt med sig selv og livet her og nu. Og når man så som ældre endelig får lyst til at søge tilbage til rødderne, så er det for sent, for de, der kunne fortælle, er døde og borte. Så mens tid var, ville jeg skrive min fortælling ned – ikke blot de givne fakta, men fortællingen om mine længsler, håb og drømme – om sejre og nederlag. Ærligt og redeligt.

Det blev ikke noget helteepos. Tværtimod. I hvert fald ikke i den gængse betydning af ordet. Der er ikke så få afsnit, jeg helst havde været foruden. Andre givetvis også. Men til gengæld er det skrevet så ærligt og redeligt, som jeg nu kan. Uden de mange forskellige hensyn, vi normalt tager. Derfor har jeg også nævnt de steder og de mennesker, jeg har beskrevet, ved deres rette navn, hvilket jeg håber, de tilgiver mig. Men det ville være underligt at anonymisere dem – så skulle det have været en helt anden genre. Jeg håber, det fremgår, hvor taknemmelig jeg er mod de mennesker, der på hver deres måde har været med til at forme mit liv. Man er, hvad man er alene i kraft af andre mennesker.


Lille Putte

... Og så er man da et menneskebarn, der skal blive voksen engang – fuldstændig prisgivet andres omsorg de første mange år, og alt det, man kommer ud for de første år påvirker efter sigende én resten af livet – er med til at forme ens karakter og sind. Som en helt naturlig ting og måske også som en konsekvens af dette barske liv blev jeg døbt – fik druknet mit syndige gamle menneske på ni et halvt pund og blev genfødt og opstod til et nyt liv som kristen i Gårslev kirke den 4. september 1949 efter Kristus i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn – døbt af min far, opkaldt efter min mors farbror Erik, som var højt dekoreret minister og ambassadør med eget våbenskjold på Frederiksborg med valgsproget: Det kan altid nytte!

Og tænk at vokse op i sådan en stor, dejlig familie i en stor, dejlig præstegård på landet. Det kan da kun blive godt ...


Her kan du læse min selvbiografi

Her sidder jeg noget betuttet hos fotograf Vejsholt i Fredericia og skal fotograferes som 4-årig. Det noget betuttede har vist aldrig helt forladt mig.

Her sidder min mor med mig i den fine gamle dåbskjole - omgivet af mine fire søskende, søndag den 4. september 1949.

Gårslev -

landsbyen hvor jeg voksede op

Her er et billede fra 1955 af Gårslev med præstegården i forgrunden. Det var her, jeg voksede op.


Måske er det for romantisk og for præget af, at det er her, jeg er vokset op, men det havde nu en værdi, dette lille landsbysamfund. Der var noget helstøbt over det, som gør, at man ser tilbage på det med glæde og vemod. Et skæbnefællesskab, som ikke findes længere i vores pluralistiske og atomiserede og vel egentlig dybt ensomme samfund. Det var et godt sted at vokse op, og jeg tror, det var et godt sted at være menneske. Ikke at der ikke var intriger og klassedeling og en vis undertrykkelse og givetvis også uretfærdighed og korruption, men det var aldrig voldsomt, synes jeg, og det blev på forskellig vis altid reguleret eller accepteret. Rigtig mange mennesker havde deres eget sted og var selvberoende, og når jeg ser tilbage, så står ikke mindst husmandskulturen som noget af det fineste og mest menneskelige, og det er synd og skam, at det ikke har kunnet bestå. Det kan godt være, en del husmænd fra dengang på det kraftigste vil benægte, at der skulle have været andet end slid og slæb fra morgen til aften, men på den anden side, så glemmer jeg aldrig Mikael Nielsens ansigt, da han til et kaffebord i præstegården fortalte om sin glæde ved at se det hele spire og vokse omkring sig om foråret. Har man overhovedet levet, hvis ikke man har gået dagen lang bag et hestespand og pløjet sin mark? Det var ikke særlig effektivt sammenlignet med vore dages industrialiserede og effektive landbrug, men måske er det ikke effektiviteten, der skaber den dybeste glæde i menneskelivet? Tværtimod hører vi nu, at effektiviteten er ved at udpine jorden og dyrene – og måske også mennesker.

Henfarne slægter - forglem dem ej!


Billedgalleri over nogle af slægtens afdøde medlemmer

Det var min mormor, Karen Ingeborg Biering (billedet til venstre), der yndede at citere dette tyske mundheld. Hun var både præstekone og provstinde, så hun vidste, hvad hun talte om!

Hendes mormor var i øvrigt Cornelia Olsen(billedet til højre), der var søster til Regina Olsen, Søren Kierkegaards forlovede, hvilket affødte følgende skudsmål fra min mormor om den berømte filosof: "Hvordan kan man have tillid til et menneske, der bryder en forlovelse??"

Om Cornelia har været forbillede for Cordelia i Søren Kierkegaards 'Forførerens Dagbog' fra 'Enten Eller' skal jeg lade være usagt, men hun var vistnok et usædvanligt elskværdigt menneske.

Ach, Herr Gott! Bewahr mein Haus vor Theologen

und Weggelaus

Vores egen families meget levende medlemmer

SEND EN KOMMENTAR

DET VILLE VÆRE HERLIGT AT FÅ NOGLE KOMMENTARER TIL OVERSÆTTELSERNE ELLER TIL SIDEN I DET HELE TAGET.

SEND EN KOMMENTAR HER. JEG TÅLER KRITIK!