Grønland

Støvler og kamikker

minder fra grønland

Grønnedal

Mit første kendskab til Grønland, der jo altid har stået som sådan et eventyrland i min bevidsthed – godt næret af Knud Rasmussens og Peter Freuchens og Jørgen Riels fortællinger – var flådestation Grønnedal, hvor jeg var så heldig at tilbringe et halvt år som værnepligtig i 1970.

Det var først og fremmest den betagende grønlandske natur, jeg oplevede med høje fjelde og dybe dale og isfjelde og vejr, der ville noget – sydostenstorme med udgangsforbud fordi man simpelt hen ville blive blæst væk - og så ikke mindst den betagende stilhed, man nærmest kan synke ind i, hvis man ellers tør.

De gamle eskimoer talte om Sila, som egentlig betyder vejr, men også det store vejr, universet eller Gud, om man vil – der findes i den voldsomme orkan såvel som i den blikstille fjord og i små børns smil. Jeg er overbevist om, at denne enorme, smukke, betagende og dødsensfarlige natur har været med til at præge den grønlandske eller eskimoiske folkesjæl – at være så tæt på naturen og så forbundet med den – afhængig af den – påvirker selvfølgelig mennesker på en måde, som vi måske har svært ved at sætte os ind i, fordi vi i vores kultur i høj grad er blevet fremmede overfor naturen og vores ophav og som regel kun besøger den som turister.

Naturbilleder fra Arsukfjorden, hvor Grønnedal ligger. Klik for stort billede.

Qeqertarsuatsiaat

I 1981 rejste jeg så til bygden Qeqertarsuatsiaat/Fiskenæsset sammen med familien. Her skulle jeg være præst.

Tre år boede vi i denne lille bygd, som vi kom meget tæt ind på livet af, som vi kom til at holde af, og som vi lærte så meget af. Noget som vi kunne tage med os på vores videre færd i livet. Hvordan livet og døden også kan tackles – hvad menneskeligt fællesskab betyder. Hvad kirken betyder for fællesskabet, når man er tæt på livet.

Sammen gennemlevede vi kulde og varme, sol og regn, sorger og glæder, hverdage og fest – ting, der lykkedes og alt det, der var så forkert. I en lille bygd – langt fra alting og i de sidste mange år også langt fra os, men for altid med en stor og taknemmelig plads i vores hjerter.

 

Klik på billederne for stort format.

Ilulissat

1984-86 boede vi i Ilulissat/Jakobshavn, der ligger meget smukt ved den store isfjord i Diskobugten. Her var masser af hunde, masser af is, masser af hellefisk. Der var midnatssol og mørke vintre. Her fik vi vores fjerde barn, Jakob og havde i det hele taget to dejlige år. Vi sejlede rundt i omegnen med børnene, og jeg var på tjenesterejser til de omliggende bygder, deltog i lokal-tv, havde ung pige, underviste på HF o.m.a, mens Kirsten arbejde som fysioterapeut på sygehuset, der som vi selv havde den smukkeste udsigt over diskobugten.

 

qaqortoq

Fra 1993-96 boede vi i Qaqortoq/Julianehåb i Sydgrønland. Børnene var lidt større, og vi nød at være sammen i familien i de tre år. Også her fandt vi os vældig godt tilpas både med grønlændere og danskere, børnene trivedes og det gjorde vi også med arbejdet som fyusioterapeut og præst først og fremmest for den danske menighed. Der blev tid til at tænke og skrive - også under de mange rejser rundt i Sydgrønland - bl.a. et gensyn med Grønnedal.

Overskiften på denne side henviser til en roman, jeg skrev, mens jeg var i Qaqortoq - en roman om Grønland, men også om Danmark og om nogle menneskeskæbner, der blev ramt af disse to så forskellige kulturer. Klik på overskriften, så dukker romanen forhåbentlig op.

Der blev også tid til at skrive lidt undervisningsmateriale i Grønland - til kateketuddannelsen og til minikonfirmanderne - og så til de lidt større børn: AMALIE OG BIBELEN. Det er en slags bibelhistorie fortalt til Amailie i Fiskenæsset af hendes farmor, og den fortæller også lidt om bygdelivet i Grønland, som jeg husker det.

SEND EN KOMMENTAR

DET VILLE VÆRE HERLIGT AT FÅ NOGLE KOMMENTARER TIL OVERSÆTTELSERNE ELLER TIL SIDEN I DET HELE TAGET.

SEND EN KOMMENTAR HER. JEG TÅLER KRITIK!